"Arbejdstjeneste lejre - LAT og senere AT".
LAT/K1 : EGELUND, pr.Frederikssund, Tlf. Femhøj 21 Der hørte en 7 td land stor frugtplantage med frugttræer og grønsagsjord med til bygningerne. En gartner istandsætter lejren sammen med 3 arbejdsmænd fra den 25. september 1941. Denne gartner Eigil Einar Franck fik en længere karriere som ansat hos LAT, idet han ansættes i lejren og flyttes i 1942 med over til Ravnstruplejren for at sætte den i gang. Det menes ikke, at han var politisk aktiv eller tilknyttet partiet.
Egelundlejren blev den første for pigerne indenfor LAT og markerede sig hurtigt som flagskibet indenfor den kvindelige uddannelse. Kapaciteten var fra start på 15 piger med førere fordelt rundt om i lejren der bestod af en større 2-etagers gymnastikbygning, en del mindre bygninger med plads til 4-6 personer samt hovedbygningen, som havde udsig ud over vandet udfor Frederikssund.
Det første hold blev indkaldt fra den 15. november 1941 til den 01. april 1942 og var selvfølgelig et slags pionerhold som blev udsat for lidt af hvert. Lejrchef var pigefører Gerda Christiansen som i forsommeren 1941 var blevet uddannet hos RAD, Herwisdorf iTyskland.
Under den hårdre vinter 41/42 faldt der så meget sne, at alle veje var lukket til, og alle resurser blev sat ind for at gøre vejene farbare. Pigerne ville ikke stå tilbage og møder op med skovle klar til indsats. De lokale arbejdsmænd griner lidt og mener at ”de små piger” hellere må gå hjem. En kommentar som kun giver pigerne ekstra kræfter, og de ryder sne som aldrig før, med det resultat at de herefter blev respekteret af mange. Ligeledes fortælles det, at man hele vinteren igennem hentede vand fra naboens brønd og slæbte det til lejren i mælkejunger Naboen var stærk kommunist, men lagde ikke skjul på at han beundrede pigerne for deres indsats og entusiasme.
Man var kun i mindre grad udsendt til at arbejde for lokale idet man måtte koncentrere sig om at få lejren til at fungere samt at få sig uddannet. Der var stillet i sigte at pigerne fra holdet gerne skulle bruges som kammeratsskabsførere og ledere for de kommende lejre og hold.
Det fremgår af et dokument, at 15 arbejdspiger forbliver i tjenesten indtil 28. oktober 1944, hvorefter de hjemsendes. Det har dog ikke været muligt at få yderligere dokumenteret hvorlænge lejren var i drift og præcist hvornår den nedlægges.
Et skøde, dateret 17/11-1943, viser at Stefan Vøldan sælger til frøken
Ellen Hørup og engang i 1944 overtager Bodil Petersen huset for at
indrette en lejr for social adfærdsvanskelige og belastede børn.
Bygningerne ejes i dag af Kong Frederik den 7.´s stiftelse og under Københavns kommune drives der skole og behandlingshjem som en selvejende institution.
Det berettes, at der i haven til huset var en privat gravplads, muligvis med mindre mindeplade, hvor en lokal ved flere lejligheder kom og nedlagde blomster. Det lille bed med blomster fik selvfølgelig lov at være, men hvorvidt det var en person eller et kæledyr der var sat til hvile her, forblev en gåde
.
Klik på foto og se foto i fuld størrelse.