OLAF NIELSEN fortæller:

Partisanen

Men tilbage til Savodskoje i marts 1943. Vi blev der i tre-fire uger. Det var en fredelig tid. Russerne på den modsatte side af Donets holdt sig i skindet og foretog kun enkelte småangreb med morterer. Af og til kom der en natlig spejderpatrulje på besøg, men de slap aldrig igennem vore linjer ved flodbredden. Så brændte det på et andet sted ved fronten, og som så ofte før fik man pludselig brug for »Wiking«. Vi var den hurtige division, som var vant til at blive flyttet fra brændpunkt til brændpunkt, også fordi vi var fuldt motoriserede. Hvor det kneb for værnemagtens infanteri og andre enheder, blev der tit sendt bud efter SS-divisionerne. Nu gjaldt det et område længere mod nord - men stadig i Donets-bækkenet - hvor der var livlig aktivitet af ukrainske partisaner samtidig med, at der foregik en opmarch af regulære russiske styrker på den anden side af floden. Det havde divisionens observationsflyvemaskiner fundet ud af. Vi gik ind i de nye stillinger, efter at en bataljon fra værnemagten havde overtaget Savodskoje. Det var rigtigt nok, at der var mange partisaner bag vore linjer. Om natten kom de berygtede »Symaskiner«, vort øgenavn for en gammeldags en motors flyvemaskine, som russerne benyttede til natlige strejftog ind over tyskernes stillinger og baglandet. Dens motor mindede virkelig om lyden af en symaskine. Disse flyvere var mistænkt for at forsyne partisaner med våben og ammunition, hvad der bekræftedes af, at der næsten altid i forbindelse med deres besøg blev opdaget brande på de vidtstrakte marker i passende afstand fra de landsbyer, hvor tyske soldater opholdt sig. Ingen var i tvivl om, at bålene var antændt af partisaner for at vise »symaskinernes« piloter vej til nedkastningssteder.

Patruljer fra vores bataljon holdt hver nat skarpt udkig efter de natlige bål. Det lykkedes ved flere lejligheder hurtige motoriserede grupper at nå frem til nedkastningsstederne, inden partisanerne var sluppet bort med deres bytte fra »symaskinerne«. Hvad skete der med sådanne tilfangetagne partisaner?

Det var en af mine uhyggeligste erfaringer fra Østfronten. De fleste af dem blev skudt uden pardon. Chefen for det kompagni, som den pågældende patrulje tilhørte, udpegede en eller anden fra patruljen til at gøre kort proces efter hjemkomsten fra en sådan ekspedition. Så traskede bøddelen af sted ud i baglandet med partisanen foran sig, med en skudklar riffel. Der lød et skud, og lidt efter kom soldaten tilbage. SS-division Wiking har ikke tid til at sende den slags fanger tilbage til fangelejre langt bag ved fronten, sagde vores bataljonskommandør. Jeg kunne ikke lide det, men jeg var efterhånden blevet så meget soldat af det hårde liv, vi nu førte, at jeg ikke tænkte så forfærdelig meget over det. Hvad skulle jeg kunne gøre? Jeg var glad for, at jeg aldrig fik ordre til at tage en sådan fange med ud på »spadseretur«. Men det skete, at der blev taget enkelte partisaner til fange, som en eller anden kompagnichef mente, havde særlig betydning. Det kunne være, fordi han virkede mistænkelig ved sin fremtræden. Så skulle han i forhør hos sikkerhedsofficeren i regimentsstaben. Overførslen af en sådan fange foregik nemmest og hurtigst ved hjælp af motorordonnans.

Den opgave fik jeg i et tilfælde.

Partisanen var en ca. 40-årig mand, snavset og pjaltet og naturligvis ubarberet på grund af det særlige job, han havde beskæftiget sig med. Men med et intelligent glimt i øjnene. Der var ikke andre motorordonnanser til disposition netop i det øjeblik end mig. Men min motorcykel havde ikke noget bagsæde. Normalt foregik sådanne fangetransporter pr. »krad« på den måde, at fangen blev anbragt i sidevognen, og fodmelderen, der sædvanligvis sad dér, satte sig op på bagsædet. Det kunne der ikke blive tale om i dette tilfælde. Jeg måtte køre af sted til regimentet alene med partisanen, uden en ledsager til at holde øje med fangen. Han blev bagbundet og anbragt i sidevognen, og jeg fik en pistol udleveret, i tilgift til den sædvanlige karabin, jeg altid havde hængende over skulderen. Skulle fangen forsøge at flygte, kunne jeg hurtigere få fat i pistolen end geværet. Vi tog af sted ved morgengry. Der var ret lang vej til regimentets hovedkvarter i en større landsby. Vi passerede en skov, og jeg måtte køre meget langsomt, fordi der som sædvanlig var mange store huller i vejen.

Pludselig, mens jeg havde hele opmærksomheden henvendt på kørslen, sprang partisanen ud af sidevognen, rullede ned i vejgrøften, kom hurtigt på benene - skønt han altså var bagbundet - og begyndte at løbe ind i skoven. Så hurtigt som muligt standsene jeg Zündappen og greb pistolen. Jeg fyrede fire-fem skud af og ramte ham i ryggen. Han faldt om. Han var meget hårdt såret og døde få minutter senere. I den tid stirrede han uafbrudt hadefuldt på mig. Der kom ikke en lyd fra hans læber. Han klagede sig ikke, skønt han må have haft stærke smerter efter de to-tre skud, der havde ramt ham i overkroppen. Jeg kunne intet stille op. Jeg havde før stået over for kammerater, der var hårdt såret og vidste allerede, hvornår det var så slemt fat, at man ikke kunne hjælpe.

Da han havde udåndet, slæbte jeg ham hen tail motorcyklen igen, fik ham med besvær anbragt i sidevognen og vendte om, tilbage til bataljonen. Det var ingen nytte til at køre til regimentshovedkvarteret med en død partisan. Han kunne jo intet have fortalt.

Men - det var det første menneske, jeg dræbte i krigen i Rusland. Og ikke engang i regulær kamp. Jeg følte det som et drab. Jeg er aldrig kommet over det. Der kan i den efterfølgende tekst forefindes tekster eller synspunkter der kan virke forherligende af det der skete. Tekster/synspunkter er forfatterens ikke mine.

Olaf får nogle år efter krigen udgivet sin bog:

foto