Von Schalburg blev født i Zmeinogorsk i Sibirien, Rusland den 15. april 1906 som søn af den danske godsejer og direktør August Theodor Schalburg og russeren Elena Vasiljevna. Hans mor var af russisk adel, født Starizki von Siemianowska. Som ung fik han militær uddannelse i zarens kadetkorps i Sankt Petersborg. Oktoberrevolutionen tvang familien på flugt til Danmark i 1918. Schalburg blev døbt den 10. februar 1907 i Den russisk-ortodokse kirke, og fik navnet Konstantin Feodorovitch Schalburg. Det var først den 22 december 1907, han blev døbt i den lutheranske tro og fik navnet Christian Frederik Schalburg. Det tyske forholdsord "von" (dansk: af) var ikke en del af hans døbenavn.

I Danmark fortsatte han sin militære karriere i Den Kongelige Livgarde, hvor han blev kaptajnløjtnant. Samtidig var han aktiv i ungdomsafdelingen af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, hvor han fulgte den mere bureaukratiske A. V. Schubert som landsungdomsfører. Da den russisk-finske vinterkrig brød ud i 1939, meldte von Schalburg sig som frivillig til kamp mod Den Røde Hær. Da vinterkrigen sluttede, meldte han sig til Waffen-SS og gjorde tjeneste i 5. SS-Panzergrenader-Division Wiking. Da han i dansk militærtjeneste havde graden kaptajnløjtnant, blev han udnævnt til SS-Hauptsturmführer. Under sin tid i Wiking fik han Jernkorset af både første og anden klasse.

Den 1. marts 1942 overtog han kommandoen over Frikorps Danmark som SS-Sturmbannführer (svarende til major). Han trænede korpset og var med, da korpset fik sin ilddåb i Demjanskkedlen. Angrebet var katastrofalt planlagt og kostede ca. 20 mand livet. I erkendelse af sit ansvar kastede von Schalburg sig ind i den direkte kamp for at redde stumperne, men faldt, da en artillerigranat eksploderede få meter fra ham. Angiveligt var det fejlslagne angreb årsagen til, at ingen af de implicerede officerer opnåede forfremmelser af betydning i resten af krigen, på trods af meget store tab i officerskorpset. Opfattelsen af de danske officerer var ret entydig.

Von Schalburg døde den 2. juni 1942, da han under et angreb trådte på en landmine og blev ramt af granatsplinter fra russisk artilleri. Han ligger begravet på Frikorps Danmarks kirkegård i Biakowo. SS-Reichsführer Heinrich Himmler forfremmede ham posthumt den 3. juni (med virkning fra 1. juni 1942) til SS-Obersturmbannführer (svarende til oberstløjtnant).

Den 18. juni 1942 blev der afholdt en mindehøjtidelighed i Odd Fellow Palæet i København med blandt andet deltagelse af prins Harald, hans kone prinsesse Helene, statsminister Buhl, udenrigsminister Scavenius og forsvarsminister Brorsen. Kong Christian 10. holdt sig dog hjemme; officielt hed det sig, at han var syg.

Schalburgkorpset, der blev opkaldt efter ham, var et tysk forsøg på at erstatte den danske hær efter dens opløsning d. 29. august 1943. Et formål var at bekæmpe sabotagen. De tyske terroraktioner i form af bombeattentater mod civile mål blev kaldt schalburgtage.

Von Schalburgs yngre søster Vera (f. 1912) levede til 1993. Som ung boede hun i Paris, hvor hun ernærede sig af at være danserinde og sovjetisk agent. Der blev hun rekrutteret af Abwehr, og sendt til England i 1938. Von Schalburg var meget misfornøjet og mente, det ville skade hans og DNSAPs omdømme, hvis det blev kendt, at hans søster havde været i både sovjetisk og tysk tjeneste. I maj 1939 tog han sagen op med den tyske minister i Danmark, Renthe-Fink, som udvirkede, at Vera blev hjemkaldt fra London. Hun fortsatte som Abwehr-agent i København, til hun natten til den 30.september 1940 blev sendt i søfly fra Stavanger og landsat med gummibåd nær Buckie i Skotland. Sammen med Vera var agenterne Karl Theodor Drücke og Werner Waelti. Vera skulle tilbage til London som værtinde i en fashionabel tesalon i Mayfair, hvor centrale politikere færdedes. De tre agenter blev dog hurtigt arresteret, og Drücke og Waelti blev dømt for spionage og hængt i Wandsworth-fængslet. Vera von Schalburg undgik det ved at gå i britisk tjeneste. Hun blev oplært af Peter Ustinovs far, MI 5-manden Klop Ustinov. Derefter blev hun sendt til Isle of Wight, hvor briternes fanger sad, for at udspionere dem ved at lade, som om hun selv var fange. Efter krigen rejste Vera til Tyskland, men vendte tilbage til England, hvor hun boede til sin død.