------------------------------------------------------- Fra børnehjemmet til Frikorps Danmark.

Jeg har aldrig andre steder oplevet et kammeratskab, som det vi havde i frikorpset. Vi kendte vores pligter, vidste hvor vi hørte til, og vi kunne stole på hinanden. I dag lever Svend Kjær et stille og tilbagetrukket liv som invalidepensionist. Svends forældre blev skilt, da han var otte år, og sammen med en broder blev han anbragt på et børnehjem i nærheden af Randers. Da tyskerne besatte Danmark, var Svend 17 år, og han forsøgte at finde arbejde i Randers.

Jeg havde noget løst arbejde ind imellem hos en brændselshandler, men det var svært at finde noget fast. I 1941 henvendte Svend sig derfor i Vestergades Kiosk i Randers. Den fungerede som hvervekontor for civilt arbejde i Tyskland. Han fik arbejde ved Tiergarten i Berlin, hvor arbejderne skulle bygge bunkers til vagtmandskabet. Allerhelst ville Svend have været soldat, men han havde trukket frinummer, da han var på session. Han havde kun tilladelse til at være væk i et halvt år, og derfor vendte Svend tilbage til Randers efter de seks måneder. Da det stadig ikke lykkedes ham at finde fast arbejde, meldte han sig atter til civilt arbejde i Tyskland. Denne gang skrev Svend kontrakt for to år, men fik stadig kun udrejse-tilladelse for et halvt år. Tævet af Gestapo.

I følge kontrakten skulle jeg arbejde to år på en lokomotivfabrik i Wien, men efter godt et halvt år brød tyskerne kontrakten. Timelønnen blev fra den ene dag til den anden sat ned fra 1,96 mark til 85 pfennig. De 37 danske arbejdere på fabrikken blev oprørte over den behandling og gik i strejke. Det bragte dem i alvorlig konflikt med Gestapo. Vi fik regulære tæv af Gestapo-folkene, og da der på samme tid blev lavet sabotage mod fabrikken, fik vi selvfølgelig skylden. Derfor blev arbejderne sendt i en slags straffelejr udenfor Wien. I Wien havde jeg snakket med en mand fra Aalborg, som var med i Frikorps Danmark. Han mente, at Gestapo ville lade os gå, hvis vi meldte os til frikorpset. Da Svend var en slags tillidsmand for danskerne, så han det som sin opgave at sørge for sessionspapirer til frikorpset. Han blev antaget af korpset og undslap på den måde Gestapo. Han blev sendt til Alsace og fik tre måneders uddannelse i våbenbrug. Derefter blev han sendt til Kroatien. Her hed det sig, at vi skulle fortsatte vores militære uddannelse. Men vi var faktisk havnet i en regulær partisankrig. Når der blev fundet våben i en landsby, skulle vi tage alle mændene til fange og brænde hele byen af.

Efter Kroatien kom soldaterne til Graz i Østrig, hvor frikorpset havde en kaserne.

På det tidspunkt blev vi slået sammen med frivillige fra andre lande, og vores enhed blev omdøbt til Regiment Danmark. I Østrig blev Svend uddannet til panserchauffør og sendt til Østfronten. Minderne herfra er ikke rare. Han så mange, som simpelthen var frosset ihjel i skyttegravene ved Leningrad. Da russernes storoffensiv så kom i 1944, var det hele ved at gå i opløsning, Regiment Danmarks forsyningskæde gik itu, så vi forberedte et tilbagetog til byen Nerva. Her blev Svend såret og lå et år på lazarettet. Så vendte han tilbage til korpset og var med til at kæmpe om Berlin de sidste dage af krigen. Soldaterne ville nemlig gerne holde byen, til amerikanerne og englænderne kom.

Det var først efter krigen, at det gik op for Svend, at de allierede havde delt Tyskland imellem sig i forvejen. Fanget af russerne Den 11. maj blev de fleste af frikorpssoldaterne taget til fange af russerne. På det tidspunkt var freden for længst kommet til Danmark, men i Tyskland blev enheder ved med at kæmpe frem til den 23. maj.

Jeg kom til Neu Brandenburg, som var en russisk fangelejr. Det var så forfærdeligt. Folk døde som fluer af dysenteri. Lus var der også, og maden bestod af suppe, kogt på fordærvet kød. Sammen med to kammerater gravede Svend en hule under barakken, og her boede de. Jeg kom til at arbejde i et russisk skomagerværksted. Russerne vænnede sig hurtigt til, at jeg gik ud og ind af lejren, så jeg blev ikke undersøgt. På den måde lykkedes det Svend at smugle værktøj med ind i lejren. Sammen med de to kammerater klippede han hul i hegnet og syede det sammen med sytråd, så det ikke kunne ses. Og så gjorde vi noget, som egentligt var meget modbydeligt. Mange var ved at blive vanvittige af at være i lejren. Især én havde helt mistet forstanden. Han ville bare ud og truede ustandseligt vagterne med at flygte. Jeg gav ham mit værktøj og viste ham et sted i hegnet, hvor han kunne klippe hul. Han styrtede straks af sted, og russerne skød ham. Det vidste vi jo godt, at de ville. Og da det var om aftenen, kunne vi i ly af mørket liste hen til vores hul og slippe væk. Svend kom i kontakt med englænderne og blev sendt i en interneringslejr for frivillige soldater, der havde kæmpet på tysk side. En dansk kommission besøgte lejren og lovede, at danskerne skulle hjem og have det godt. I stedet ventede der alle en fængselsdom.

Hånet af danskerne Da Svend kom til Danmark stod det danske politi og modstandsbevægelsen parat. Men det blev ikke den velkomst, som han var blevet lovet i interneringslejren. Betjentene hånede os og rev vore distinktioner af. Vi trængte faktisk til at få det lidt godt efter Østfronten og dens rædsler - i stedet blev der spyttet på os. Svend blev overflyttet til Tinghuset i Randers. Her mærkede jeg tydeligt hadet til mig, fordi jeg havde været med i frikorpset. Der var specielt en episode, som gjorde mig meget ked af det, og som jeg ikke forstår. Aftensmaden bestod af en portion vandgrød. Andre fanger omdelte maden fra store vogne. En aften lå der en stor snotklat oven i min grød. Han blev hurtigt sendt videre til Thorsgades kaserne. Forholdene var nu ikke bedre her. Vagterne behandlede os som rotter. De var altid skarpt bevæbnede, og dørene var altid låste. I marts 1946 blev Svend idømt halvandet års fængsel og fradømt sine borgerlige rettigheder i fem år. I dommen hed det desuden, at Svend skulle udføre hårdt, legemligt arbejde. Dommene var afgivet på forhånd. I mit tilfælde fandt der overhovedet ingen undersøgelser sted, siger Svend. Han mener ikke, der skulle have været noget retsopgør. Det virkede så meningsløst. Mange af os havde helt uskyldige motiver, da vi begyndte at arbejde for tyskerne. Og desuden var både vagtmændene og mange værnemagere blevet opfordret af regeringen. Den havde jo også accepteret, at Frikorps Danmark blev oprettet ...

Svend kom til at afsone sin dom i en lejr ved Silkeborg. Arbejdet var virkelig hårdt. Fra klokken syv til klokken 16 hamrede vi med forhamre på store ammunitionsbunkers. De skulle splittes ad og graves ned i jorden. Ingen tog hensyn til, om man var lemlæstet eller havde det dårligt. Tværtimod. Hvis vi sagde bare et enkelt ord om, at vi ikke blev behandlet som mennesker, svarede vagten: »Hvem har da sagt, at I overhovedet har krav på menneskelig behandling ?« For Svend blev frikorpset det sted, hvor han for første gang i sit liv oplevede et kammeratskab og et tilhørsforhold. I Danmark havde han mistet enhver forbindelse med sine søskende og havde kun børnehjemmet at vende tilbage til. Jeg tog derop, da jeg blev løsladt, og søgte om hjælp til blandt andet at få et arbejde. Men jeg forsvandt hurtigt igen. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var velkommen. Børnehjemmets leder brød sig ikke om »min slags.« Jeg havde ikke andre steder at gå hen.

Kilde: Ebbe Holman: Forræder, side 27 – 33.