1942- Frontoplevelser

Den 2. Januar 1942 fik jeg Juleorlov til den 10. Januar. Den 4. Januar ankom jeg til Herfølge Station, hvor min Kone, som havde en Andelse om at jeg kom, stod og tog i mod mig, og der blev selvfølgelig stor Glæde i Hjemmet, og Dagene gik med at besøge Familie og Venner. Den 9. Januar skulde jeg saa Afsted igen; men Konen rejste med til Næstved, hvor jeg skulde over i Hurtigtoget. Min Kone tog nu med til Gedser, og der skildtes vi da Færgen sejlede. Hun stod pa perronen og jeg paa Færgen og fældede Taarer.

Den 2. Marts 1942 skiftede vi Batalionschef, og den nye var C. F. v. Schalburg.

Til Paaske havde jeg igen en lille Orlov, men denne Gang maatte vi rejse over Flensburg, fordi Østersøen var belagt med Is. Og der glemte jeg min Gasmaske hjemme; men som en Kammerat, som havde senere Orlov, fik med til mig igen, og saa var den Spjældtur undgaaet.

Først i Maj Maaned rejste Batalionen til Fronten. Jeg kom med andet Hold som rejste den 14. Maj over Posen, Königsberg, Tilsit, Riga, Pleskau, Tulebia (Tulelia?), hvorfra vi blev fløjet ind i Kedlen, hvor Korpset var i Kamp med Russerne, og vi kom straks med i Kampen mod Russerne sammen med Division "Totenkopf".

Her saa jeg nu med mine Øjne hvor Barbariske at Fjenden var. Vi fandt flere af vore Kammerater og Tyskere, som var mishandlet til døde. Bl.a. flere med udstukne Øjne og opsprættede Maver, og en Tysker havde de lavet om til en Stud.

Den 2. Juni faldt vores Kommandør C. F. v. Schalburg sammen med en Del af Mandskabet, ved et Angreb paa Fjenden.

Den 5. Juni foretog Batalionen et heldigt Fremstød mod Fjenden og tog en By ved Navn Boldobovitchi uden selv at miste meget.

Da vore Folk den 7. Juni blev afløst af Værnemagten, var det meningen at vi skulde i "Ruhestilling" et stykke tid. Men allerede den 9. Juni gik Russerne til Angreb og tog omtalte By tilbage fra Værnemagten.

Den 11. Juni Kl. 2 blev vi Kommanderet til Genintagelse af Byen, og opstillet langs med en Skov, som skulde være vores Udgangsstilling Klokken 4, naar Kampen skulde begynde. Men så kom Russerne os i Forkøbet og begyndte et voldsomt Artilleriangreb, hvor jeg fik en Splint i Armen og maatte tilbage til Forbindingspladsen, der laa ca. 3 km tilbage fra Linien.

Da jeg kom tilbage til mine Kammerater, var de gaaet til Angreb, og jeg gik videre uden at træffe nogen, indtil jeg kom ud af Skoven. Her saa jeg paa en Bakke 400 meter længere fremme, at der bevægede sig grønne Uniformer. Jeg løb derop og saa, at det var Folk fra "Totenkopf", og de fortalte mig, at Frikorpset var gaaet til Angreb i en Skov, som laa ved Siden af vores Udgangsstilling og med Retning mod Landsbyen. Da der nu fra Fjendens Side begyndte et Artillerioverfald paa Bakken, maatte jeg gaa i Dækning der og vente; men saa kom der en Granat og slog ned lige ved Siden af mig og tre Tyskere. Da vi derved fik en hel Bør Jord ned over os, stak jeg af fra Dem og løb ned til Skoven igen, hvor jeg traf Chefen fra 1. Kompani "Per Søren", som viste mig i hvad Retning 2 Kompani var gaaet. Jeg daskede saa i omtalte Retning og kom helt igennem Skoven uden at træffe hverken ven eller Fjende. Fra Skovkanten kunde jeg se Landsbyen, der laa 500 meter længere fremme; men jeg turde dog ikke gaa derop, fordi jeg ikke vidste, i hvis Besiddelse den var, og blev derfor liggende, idet jeg mente, at der snart vilde vise sig noget, som kunde give mig Besked. Jeg havde ogsaa kun ligget i 10 Minutter før jeg blev klar over hvilken Fare, at jeg befandt mig i. Vores I.G. begyndte at skyde løs på Byen, og Læseren skulde bare vide, hvordan jeg følte mig tilpas, Hjertet slog saa højt at jeg kunde høre det.

Jeg begyndte saa et hastigt Tilbagetog gennem Skoven som tog en Times Tid, og mødte ikke saa meget som skyggen af en Russer. Der var nemlig sket dette at Værnemagten, som skulde angribe sammen med os, disse var slaaet tilbage og Russerne havde angrebet Frikorpset i Flanken. Da jeg kom tilbage til Udgangsstillingen pegede et Maskingevær imod mig og jeg maatte strække min "Gebøsse" og Arme i vejret, før at de blev klar over hvem jeg var. Paa et senere Tidspunkt havde vi en "Spähtrup" over til Fjende, det var 2 Kompagnis Chef, Haupsturmführer Bonnich, som havde Kommandoen. Naa, vi kom over hos Russerne og blev sat paa Post allesammen, medens Chefen med et Par Mand fik de ønskede Oplysninger. Vi blev atter samlet og gik saa i Gaasegang, som man altid gør paa Fronten og kom tilbage til vores Linier. Da jeg nu som anden Maskingeværskytte savnede en Patronkasse og vidste at en af mine Kammerater H. C. Pedersen (kaldet Tante) havde baaret den for mig, opdagede jeg, at han ikke var med tilbage. Jeg raabte saa Alarm, og der blev sendt en Mand sammen med Kompagnichefen derover og fik ham uskadt med tilbage.

Den 17. Juli og de følgende Dage glemmer jeg heller ikke. Der var vi ude for et Ildoverfald fra Russerne, som forvandlede det skovrige Terræn til en aaben Slagmark, og mange af mine Kammerater faldt og endnu flere blev saaret.

Den 4. August 1942 fik vi Marchordre til Byen Mitau i Letland, hvortil vi ankom den 12. August: men allerede Dagen efter kom jeg paa Lazaret i Riga med en Sygdom som hedder Ruhr. Riga er en meget smuk By, og ligger ved Dyna Flodens Munding. Den 26. August blev jeg udskrivet fra Lazaret "Rotenberg", og fik Marchordre til Treskau, hvor jeg ankom den 30. August.