Min onkel Hans var gift med min faster Esther og var en af de danskere, der meldte sig til Frikorps Danmark.

Hans Jørgensen blev kaldt "Bondehans" af kammeraterne skrev sine erindringer i stilehæfter og i hånden under fængselsopholdet efter krigen. Beretningen ligner på mange punkter de andre frikorpsfolks erindringer, men skiller sig ud dels ved sin beretning om barn- og ungdom og dels om hvad, der skete efter den 5. maj 1945.

Hans blev på et tidligt tidspunkt medlem af DNSAP. Billedet her til højre stammer fra hans partibog i 1937.
[Bemærk, at ved at klikke på billederne, kan de ses i større udgave]

Efter fængselsopholdet lykkedes det "Bonde Hans" ved hårdt arbejde at få etableret et velfungerende hjem og privatøkonomi. Han var respekteret på egnen, selv om hans fortid var kendt. Det er forbavsende at se, at de fleste frikorpsfolk klarede sig bedre end gennemsnittet efter krigen. Måske er forklaringen den, at har man overlevet Østfronten, så er alt andet nemmere. I fritiden var Hans en stærk skakspiller. Uheld og dødfald i den nærmeste familie forfulgte ham til det sidste, hvor han efter en kort tids demens afgik ved døden.

Hans blev såret på østfronten. Et skud gennem hovedet vansirede ansigtstrækkene omkring øjnene. Jeg husker, at det så lidt uhyggeligt ud. Billedet til venstre er sandsynligvis taget, efter at han kom hjem og blev overført til Schalburgkorpset.

Jeg har omhyggeligt afskrevet disse sider, så selv de stavefejl som Hans har lavet står urørte her på hjemmesiden.

/ ErikPetersen