Retsopgørt i 1945

”Retsopgøret efter krigen. Loven med tilbagevirkende kraft som de fleste frivillige blev dømt efter var "Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om tillæg til Borgelig Straffelov angående Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed". ”Lov med tilbagevirkende kraft” er ensbetydende med, at idømme en straf for noget, der ikke var ulovligt i gerningsøjeblikket. Det er noget som den civiliserede verden normalt vis tager afstand fra. Kun i to lande i hele verden har regeringer accepteret at sådanne love er blevet vedtaget, nemlig i Danmark og i Siam, nu Thailand. I Siam nægtede dommerne at dømme på dette grundlag, medens dommerstanden i Danmark accepterede det og dømte de frivillige.
Det hedder i teksten: ”Lovens § 1 omtaler, at denne bestemmelse vil blive anvendt på handlinger, der er foretaget i tiden fra den 9. april 1940 indtil et år efter lovens ikrafttrædelse. Herudover omtaler § 1, a handlinger foretaget den 29. august eller før, er straffri.”
Over 100 jurister sendte regeringen en protestskrivelse i anledning af denne lov og opfordrede til, at lade alene frivillig krigstjeneste være straffri, men protesterne blev afvist fra modstandsbevægelsens representanter. Professor i retsvidenskab, W.E. von Eyben, skriver i bogen ”Thi kendes for ret” (1968), at regeringen ikke havde andet valg end at straffe de, frihedskæmperne forlangte, hvilket tyske kilder forklarer således. ”Sabotørerne truede med at skyde de ca. 40.000 danske statsborgere, disse uden lovhjemmel havde arresteret, dersom de ikke fik en lov, hvorefter disse kunne straffes. Således blev ”loven med tilbagevirkende kraft” tvunget igennem. Også de, der ifølge § 1 var straffri, fordi deres handling var afsluttet før 29. august 1943, blev straffet. Hvorvidt de tyske kilder har ret, mener jeg kan diskuteres.
At det danske retsvæsen dømte på dette grundlag indikerer, at domstolene ikke var uafhængige, som grundloven byder. Lovens § 4 omhandler hvilke straffe der kunne komme i anvendelse og der tales kun om fængsel og livsstraf. Livsstraf betegnes som henrettelse ved skydning. Fængsel betegnes som fængsel fra 4 år til livstid.
Lovens § 6 omtaler tab af "almen tillid", hvilket vil sige, at man oven i en evt. fængselsstraf også kunne få bl.a. frataget sin stemmeret og valgbarhed. Man kunne ikke ansættes i offentlige jobs, mistede retten til at blive læge, sagfører eller anden virksomhed der krævede offentlig autorisation. Herudover kunne man miste retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende. Dette blev en tillægsdom som langt de fleste blev pålagt, nærmest som en selvfølgelighed.
Lovens § 10 var den paragraf som de fleste Frikorps Danmark folk blev dømt efter
"Den, som har hvervet eller ladet sig hverve til tysk Krigstjeneste, straffes med fængsel. Hvor særlige Hensyn gør sig gældende, kan der finde Strafnedsættelse Sted, og under ganske særlige Omstændigheder kan Tiltale udelades. Med Fængsel endvidere den, der har gjort Tjeneste i et Korps, som virkede i Tilknytning til Besættelsesmagten mod den danske Stats lovlige Organer eller dens Borgere, eller som i øvrigt her i Landet i tysk Tjeneste har udøvet Virksomhed af Politimæssig Karakter. For den, som efter den 19. september 1944 har udøvet politimæssig Virksomhed ved Tjeneste i Hipo-Korpset, Sommer-Korpset eller lignende Organisation, er Straffen Livsstraf eller Fængsel ikke under 10 år.". ( Den i § 10 omtalte dato, 19.september 1944, var datoen for Tysklands arreststation af det danske politi )
Straffene.
Som lovens § 1 omtalte, var minimumsstraffen 4 års fængsel. De første domme der blev afsagt over tidligere frikorps/Waffen-SS folk, blev ”frifindelse” – en protest storm og anke medførte dog en konsekvent ændring til idømmelse af 4 års fængsel, uanset hvad personen havde foretaget sig. Senere, som der kom flere og flere sager for domstolene, oplevede man domme der varierede fra 2 år til 4 års fængsel for forhold der var ens. I et tilfælde hvor byretten gav mindre end 4 år, skærpede landsretten dommene og ændrede først delvis praksis da man blev belastet med et stort antal klager og appel sager.

Anklagemyndighederne udviste i 1945 stor ihærdighed på at få folk dømt, selv for "små" sager. En mand, hvis søn havde været i Frikorps Danmark, blev anset for at have sympati for den tyske værnemagt. Han modtog i 1942 en henvendelse fra værnemagten. De ville installere en telefon i hans hjem, således de kunne telefonere hvis deres egne telefonlinjer blev afbrudt. Han fik ved henvendelsen besked på, at modsatte hans sig installationen af telefonen, ville den blive installeret alligevel. Han protesterede ikke. Telefonen blev fjernet igen i 1944. Underretten takserede "ugerningen" til 4 års fængsel. Landsretten frifandt ham.
Der blev dømt 13.521 danskere ved de danske domstole. Af disse var ca. 3.300 domme over tidligere soldater af Waffen-SS (Frikorps Danmark, Division Wiking, Division Nordland osv.). Minimumsstraffen var som tidligere nævnt, j. fr. lovens § 1, 4 års fængsel.
Gennemsnittet af dommene blev 2 - 3 år, idet der blev indregnet en eventuel tid i allieret fangenskab og tilbageholdelse i dansk interneringslejr eller fængsel. Den politiske ændring i Europa – den kolde krig – samt det, at få krigen lidt på afstand betød også et mere realistisk billede af krigen og dens gerninger. Dette medførte mildere domme og en generel straffe nedsættelse til 1-1½ år, dog ikke for politiske domme som eks. sager mod Schalburgkorps/HIPO/ET personer.
Omkring ca. 100 danske officerer gjorde tjeneste i Waffen-SS og blev idømt hårde straffe som følge af deres overordnede større ansvar i krigsgerninger. Ved lov af 25. maj 1945 blev samtlige officerer afskediget fra den danske hær uden pension og uden at straffesager blev indledt. Man så bort fra cirkulær-erne der blev udsendt i 1941 fra Krigsministeriet ( vedr. genindtrædelse i den danske hær, rang og pensions garanti mv.). Om dette var løftebrud eller om officererne burde have været klar over, at regeringen tilsagn var en nødtvungen situation da de muligvis var under pres fra den tyske besættelsesmagt, er til dato et varmt emne.
En kaptajn havde meldt sig til Frikorps Danmark (efter at have trådt uden for nummer og meldt sig til Waffen-SS før den 9. april 1940) og gjort tjeneste på Østfronten. Han deltog senere i division Wiking og andre afdelinger af Waffen-SS. Han blev af retten dømt 2 års fængsel, hvor det blev fremhævet at han "som kaptajn i den danske hær måtte indse, at han ved at lade sig hverve til tysk krigstjeneste på et tidspunkt hvor Danmark var besat af tyske tropper, begik en landsforræderisk handling". Der blev i dommen understreget at straffen var blevet nedsat til 2 år pga. cirkulærerne der var udsendt i 1941. Landsretten skærpede efterfølgende dommen til 5 år, med kommentaren: "tiltalte ikke kan antages at have troet at have handlet efter anvisning af lovlig dansk myndighed". Højesteret nedsatte straffen til 3 år. Tre dommere i denne sag mente, at landsrettens dom skulle stadfæstes, andre tre dommere ville nedsætte dommen til 1 år, under henvisning til "tilladelsen". En af dommerne mente ligefrem, at det var "pinligt" at straffe officeren. Ovenstående doms synspunkter gik igen i de fleste af sagerne mod de danske officerer.
Andre danske officerer der blev dømt er eks.: Kaptajn Erik Lærum der ved underretten blev idømt 4 års fængsel. Landsretten skærpede dommen til 8 års fængsel. Højesteret "nedsatte" dommen igen til 4 års fængsel.
Oberstløjtnant Christian Poul Kryssing blev i november 1946 idømt 8 års fængsel ved Københavns Byret, som anså det for en skærpende omstændighed, at han havde fortsat tjenesten i Waffen-SS efter at han i 1942 var blevet fjernet som chef for Frikorps Danmarks. Han blev fremført som have været et "symbol" på samarbejdet med Tyskland og skulle derfor symbolsk modtage en kollektiv straf. Landsretten nedsatte efterfølgende dommen til 4 års fængsel, idet der opstod uenighed om Kryssings lovmæssige tilladelse til at stå i spidsen for Frikorpset skulle være skærpende eller formidlende. Ingen dansk soldat i Waffen-SS blev dømt til døden alene for sine gerninger på Østfronten. Eksempelvis blev K. B. Martinsen dømt til døden og henrettet på basis af hans gerninger i Danmark som chef for Schalburg-Korpset. En dom der stadig er kontroversiel og flere har påpeget, at han af politiske grunde skulle dø. Han vidste for meget og var for politisk involveret.
Er du blevet mere interesseret i retsopgøret, kan jeg anbefaler Ditlev Tamms over 800 siders store værk fra 1984, "Retsopgøret efter besættelsen", heri gennemgår Tamm forholdene og problematikken omkring det at skulle afgive en dom under de givne forhold."