Var der en aftale om besættelsen af Danmark ?

Torsdag den 14. marts 1940. indfinder den tyske militærattache Renthe-Fink sig hos P. Munch i udenrigsministeriet og afleverer sine akkreditiver med store krav til regeringen, så alvorlige, at statsminister Thorvald Stauning indkalder sine ministre til et hastemøde samme dag. Foruden statsministeren deltager forsvarsminister Alsing Andersen, finansminister Vilhelm Buhl, udenrigsminister P. Munch, folketingsmedlem Julius Bomholt( menes at have deltaget) og justitsminister Svend Unmack Larsen. Situationen er kritisk. Undervejs i forhandlingerne bliver man enige om, at følge de tyske krav og om, at den mangeårige radikale diplomat og tidligere udenrigsminister Erik Scavenius, som gennem en årrække har oparbejdet et godt forhold til Tyskland, er den rette mand, at sende ned til forhandlingerne med von Ribbentrop, men Scavenius afslår, med det resultat, at P. Munch selv må drage afsted. Klokken 4.00. Palmesøndag morgen, den 17. marts, altså 3. uger før den tyske besættelse, mens det endnu er mørkt, ankommer en bil til Kastrup Lufthavn. I vognen sidder udenrigsminister Peter Munch sammen med efterretningsofficererne Volmer Gyth og flådeofficer Poul Adam Mørch fra Generalstabens (hærens) efterretningstjeneste. (FJL kommentar: der er en vis usikkerhed omkring hvorvidt de 2 nævnte officerer var med på rejsen, eller om de blot ledsagede Munch til flyet) På startbanen venter et tysk fly af mærket Storch. De tre mænd går om bord, og maskinen letter. Samtidig hermed, får officeren Ernst Momme ordre fra "Rigs og SS-fører Heinrich Himmler om, at afhente tre unavngivne personer på flyvepladsen i Rostock. Under landingen er det mørkt. Chaufføren gør honnør, og præsenterer sig med navn og rang. Derefter køres der direkte til en villa i nærheden af Steintor i Rostocks udkant. Indendørs- bag mørklægningsgardiner, hilses delegationen velkommen af udenrigsminister von Ribbentrop som byder på et glas champagne, før man sætter sig til forhandlingsbordet. Ribbentrop indleder med et: Som d,Herrer velsagtens ved, har Tyskland været i krig med England og Frankrig siden september i fjor. De ved sikkert også, at englænderne har landsat tropper i Norge. Af samme grund er det tvingende nødvendigt for os, at besætte Norge hurtigt muligt, for dermed at hindre englænderne i at bide sig fast deroppe. Dette- mine herrer, er årsagen til vort møde! Han fortsætter: De kender sikkert også vor store militærstrateg general Claus von Clausewitz læresætning om, at den korteste vej til målet er den lige linje. Den lære agter vi, at efterleve. I denne sag betyder det ganske enkelt: Vi skal have uhindret transit gennem Deres land for vore tropper mod målet- Norge den 9. April. En offensiv under kodenavnet Weser-Übung . I den forbindelse kræver vi også uhindret gennemsejling for vor krigsmarine i de indre danske farvande. Endvidere forpligter den danske regering sig til kun, at indkalde et minimum af militære styrker og være opmærksom på, at ingen tysk soldat mister livet under operationen! Hertil kommer kravet om, at Danmark, som et minimum, stiller 60.000 borgere til rådighed for Tyskland,s arbejdsmarked, frivilligt- eller tvunget, til erstatning for vore soldater ved fronterne. Kravene imødekommes af P. Munch, og man aftaler datoen for besættelsen til natten mellem den 8. og 9. april 1940. Meningen er: Det skal se ud som en overrumpling. Af samme grund må kongehuset ikke adviseres! Derefter laves udkastet til Kong Christian den Tiendes ”Oprop” om ikke, at provokere besættelsesmagten, og bevare ro og orden. Aftalerne underskrives af Ribbentrop og Munch. Senere kontrasigneres aftalen af Thorvald Stauning med et Th.S.. Mødet er slut. Munch, med følge, er parate at returnere til København, men får den kedelige besked at tage toget, for intet fly er disponibelt... Den følgende dag, omkring middag, ankommer en træt delegation til Christiansborg. Her besluttes det, at overdrage Carl Allers Etablissement trykningen af kongens opråb om, at iagttage ro og udvise loyal optræden over for enhver, der har en myndighed at udøve. Plakaten/ flyvebladet udgiver sig for, at være et budskab fra Majestæten, men er udfærdiget bag kongens ryg! Samtidig hermed overdrages i Carl Aller også trykning af forskellige rationeringsmærker. Få dage senere modtager landets politimestre med indlagte instrukser i forseglede kuverter. Seglet må først brydes tidligst klokken 6. morgen den 9. april. Fejltrykket er en bevidst afledningsmanøvre, med det ene formål: Befolkningen skal tro, at tryksagen er fremstillet i Tyskland. Den 3. april 1940. udleverer rigsministeriet,s (nu forsvarsministeriet) direktør, generalmajor von Stemann en opgørelse over de danske militære stillinger til den tyske gesandt og militærattache Cecil von Rente-Fink, som på det tidspunkt ikke kender til Rostockaftalen af 17. marts . Den 8. april 1940, dagen før besættelsen, kalder udenrigsminister Peter Munch den tyske Rente Fink til sig. På regeringens vegne lover han gesandten, at Danmark vil kapitulere under protest, som underforstået ikke skal tages alvorligt. Altså omkring 12. timer før regeringens og kongens officielle beslutning om kapitulation foreligger, lover Munch, at dét skal ske, som faktisk sker dagen efter. Samme dag aftaler danske admiral Rechnitzer og hans tyske kollega storadmiral Erich Raeder at samordne slagets gang. Klokken 12. middag udsteder forsvarsminister Alsing Andersen følgende ordre: Hvad der end sker, må Københavns Luftværnskorps ikke etableres. Samme aften går luftværnssoldaterne til ro for natten, med dørene låste udefra! Først klokken 8.00 den 9. april bliver dørene igen åbnede. Flakfortets mandskab får tildelt en orlov, og samtidig hermed sendes Middelgrundsfortets skydekyndige i land. En halv time før den tyske besættelse af landet, lader den danske admiral Rechnitzer Holmens Bastion kapitulere. Et tysk troppetransportskib går på grund i Storebælt. Dets kaptajn indfører i sin logbog: Das Linienschiff Schleswig-Holstein lief am 9.4.1940 etwa um 3.00 auf Grund. Beinahe gegen 4.00 uhr wurden von der Kommandobrücke aus 2. dánische Torpedobootszerstörer gesichtet, die unser Schiff hilfen und begleiten ins Hafen! Omkring klokken 6. morgen den 9. april 1940. lægger et skib fra det tyskejede danske kulfirma KKKK (Københavns Kommunale Kul Kompagni) til kaj og losser ikke kul, men soldater! Snart efter er Kastellet indtaget, uden kamp! Klokken 8.00 ses Carl Allers ”Oprop” på ethvert gadehjørne, og dalende ned fra tyske kampfly. ( utroligt så hurtigt man kunne trykke dengang ..) Klokken 9. 00- samme dag, stormer tyske soldater Amalienborg Slot. De modtages af skarpe skud fra livgarden og politi. Netop fordi, kongehuset ikke var orienteret om Rostockaftalen. I sin egenskab af chef for grænsegendarmeriet giver Vilhelm Buhl, dagen før besættelsen, ordre til at korpset ikke måtte skyde natten mellem den 8. og 9. april. Alligevel mistede 16. danske soldater livet. Den tyske krigsmarine strøg uhindret op gennem bælt og sund. Samtidig hermed drog landtropper i tusindvis fra grænsen til Frederikshavn, hvorfra de udskibedes til Norge. Som tak for sin enestående indsats blev forsvarets øverstbefalende general Ebbe Gørtz, efter besættelsens ophør, forfremmet til generalløjtnant og dekoreret. Den øverstbefalende for besættelsesmagten, general Leonard Kaupisch, flytter ind på Hotel d. Angleterre. Herfra rapporterer han til Himmler: Das dänische Volk und die Wehrmacht wurden überrumpelt! Havde Kong Christian den Tiende kendt til besættelsens rette sammenhæng, ville han uden tvivl have stillet de ansvarlige ministre for rigsretten tiltalt for højforræderi! Men det borgerne udskreg som Landsforrædere; og mange blev dømte ! Indrømmet: Selvfølgelig var det godt for Danmark, at Tyskland tabte krigen og- at Danmark på mærkværdig vis, blev anerkendt som en loyal krigspartner af De Allierede. Men æren for at Danmark ikke led den samme skæbne som i andre tyskbesatte lande, tilhører ene og alene daværende stats- og udenrigsminister Eric Scavenius og hans diplomatiske evner. Et gammelt ordsprog siger, at det frygtelige ved sandheden ér: at søger man den, så finder man den også! Hvorfor blev landets mest forhadte mand ( Scavenius ) ikke dømt som landsforræder efter besættelsen? På trods af partifællesskabet var Munch og Scavenius ikke venner. Noget der senere mundede ud i en landsforræderi anklage. Den kørte mod Erik Scavenius indtil 1948, hvor Hans Hedtoft overtog statsministerposten, og sagen imod Scavenius afblæstes i al stilhed. Den 15. juni 1945. nedsattes en parlamentarisk Kommission til undersøgelse af forholdene omkring den 9. april 1940. Resultatet er sålydende: Der er ikke, hvad angår de ledende ansvarliges stilling, fremkommet noget som helst, der kan begrunde, at nogen- det være sig en minister eller ledende militær eller diplomatisk personlighed har gjort sig skyldig i forhold af landsforræderisk karakter. Det indsamlede materiale viser, at der ikke kan være tale om at rejse rigsretsanklage mod nogen minister for begivenhederne omkring 9. april. Undersøgelserne har fortrinsvis koncentreret sig om udenrigsminister P. Munch og fhv. forsvarsminister Alsing Andersens medvirken!. Citat slut. November 1942. bliver Erik Scavenius både stats- og udenrigsminister. Fordi han kender sine ministerkollegaer tager han en kopi af ”overrumplingsaftalen” som værn, ifald nogen skulle falde ham i ryggen efter krigen. En disposition, der viste sig klog. Scavenius bad Hans Hedtoft læse indholdet overrumplingsaftalen samt efterretningsofficerernes beskrivelse rejsens forløb med det resultat, at sigtelsen mod ham for landsskadelig virksomhed blev frafaldet. Historikeren Frederik Dessau, udtalte for nogle år siden i DR: De fem forbandede år blev først forbandede i det øjeblik, det gik op for befolkningen, at Tyskland ville tabe krigen!.

Klik på efterfølgende foto og se dem i fuld størrelse.
foto
danske Scavenius holder møde med A. Hitler !!

Der er fra unavngiven kilde indenfor hæren blevet mig oplyst følgende: Planerne om den forstående besættelse var t kendt faktum i Danmark allerede inden dette møde (Rostock mødet). Jeg kan oplyse dig om, at Generalstabens Efterretningssektion i 1938 etablerede et meddelernet i både Tyskland og Polen, netop med henblik på at følge den voksende trussel fra syd. Chefen for generalstabens efterretninssektion E. M. Nordentoft udpegede sin næstkommanderende i sektionen, ritmester Hans M. Lunding til opgaven. Han var født i Sønderjylland og havde under 1. verdenskrig måtte gøre tjeneste i den tyske hær. Desuden var han en international kendt rytter og havde deltaget ved de Olympiske lege i Berlin i 1936, hvor han havde fået kontakt til både tyske og polske officerer. Chefen kom tilbage og samlede de få officerer vi var i efterretningsvæsenet dengang, og så han på mig og sagde: Den opgave skal du løse, for du er gammel preusser, der er ingen der kan høre på dig, at du stammer fra Danmark, fortæller Lunding i et aldrig offentliggjort interview foretaget af lærer Børge Mørk i 1983. Lunding begyndte sit arbejde med, at danne et agentnet i Tyskland ved blandt andet gennem dansk socialdemokrater at tage kontakt til tidligere fagforeningsfolk i Tyskland. De oplysninger, der strømmede til generalstaben fra Lundings agentnet, var naturligvis af overvejende militær karakter, men hvis man i Danmark skulle have mulighed for at lave en samlet vurdering af, hvad der foregik i Tyskland og hvilken betydning det kunne få for Danmark, var man nødt til at indhente oplysningerne på flere niveauer. Hvor stor bevidstheden om dette har været fra regeringshold i optakten til besættelsen, kan vi kun gisne om i dag, men på grund af en af diplomatiets spidsfindigheder fik man fra slutningen af 1939 en ”lyttepost” i Berlin. Rederiforeningen ønskede, at en marineattache blev sendt til London for, at varetage skibsfartens interesser. Af hensyn til opretholdelsen af den danske neutralitet måtte en tilsvarende sendes til Berlin. Den 1. december 1939 blev kommandørkaptajn F.H. Kjølsen således placeret i den tyske hovedstad. De informationer han hentede hjem kom selvsagt fra andre niveauer og var af mere politisk karakter end hvad Lundings agenter leverede.

foto foto
Gesandt Renthe Fink samt en udgave op "Oprop"

Udpluk af kilder til emnet omkring 9. april 1940

1 / Maskerne falder af Ole Hans Jensen, 1993. ISBN 87-89926-00-5

2 / Min tid, Vilhelm Leifer, 1987, ISBN 87-555-1111-2

3 / Konflikt – Spil i mørke, Jan Pieter Kardam, 1967 (bog der blev forbudt og tilbagekaldt).

4/ www.kasler-journal.dk har bl.a. artikel om Komparativ dokumenterbar hypotese vedrørende Munch og Himmler, marts 1940.

5/ Bjørn Svensson, Haderslev har som redaktør flere gange behandlet emnet i avisartikler.

6/ Historiker Peer Henrik Hansen har ligeledes i avisartikler behandlet emnet ud fra: Det er det pure opspind og kun en mynte – det kunne Danmark aldrig finde på.

7/ Medgang og modstand af Hans Chr. Bjerg, 1995, ISBN 87-983989-4-6

8/ www.thomasstaermose.dk (den absolut bedske og mest historiske behandling af emnet)

Agenter i Tyskland kunne ikke forhindre 9. april I godt to år op til den 9. april 1940 havde den danske militære efterretningstjeneste et net af agenter i Tyskland. Kunne den 9. april 1940 være undgået, eller kunne Danmark i det mindste have handlet anderledes? Det er et af de historiske og politiske spørgsmål, der er blevet diskuteret flittigt gennem efterkrigstiden og ikke mindst i dette forår, hvor 60-året for Danmarks befrielse har skabt fornyet interesse for besættelsestiden. Et fyldestgørende svar på spørgsmålet kan formentlig ikke gives, men vi kan prøve at forstå, hvorfor tingene udviklede sig, som de gjorde, ved at kigge på nogle af de forudsætninger de danske politikere havde for at træffe de beslutninger, de gjorde. Og her spiller den danske militære efterretningstjeneste en ikke uvæsentlig rolle. Agentnet opbygges i Tyskland I 1938 havde man - på baggrund af den tyske oprustning - fra dansk, politisk hold besluttet, at man gerne ville følge situationen syd for grænsen nærmere. Chefen for generalstabens efterretningssektion, E. M. Nordentoft udpegede sin næstkommanderende i sektionen, ritmester Hans M. Lunding til opgaven. Han var født i Sønderjylland og havde under 1. verdenskrig måttet gøre tjeneste i den tyske hær. Desuden var han en international kendt rytter og havde deltaget ved de Olympiske lege i Berlin i 1936, hvor han havde fået kontakt til både tyske og polske officerer. - Chefen kom tilbage og samlede de få officerer vi var i efterretningsvæsenet dengang, og så så han på mig og sagde: Den opgave skal du løse, for du er gammel preusser, der er ingen, der kan høre på dig, at du stammer fra Danmark, fortæller Lunding i et aldrig offentliggjort interview foretaget af lærer Børge Mørk i 1983. Lunding begyndte sit arbejde med at danne et agentnet i Tyskland ved blandt andet gennem danske socialdemokrater at tage kontakt til tidligere fagforeningsfolk i Tyskland. - Jeg lagde vægt på at lave et agentnet ned langs de østligste og de vestligste syd- /nordgående jernbaner og veje i Slesvig Holsten, fortæller Lunding. Desuden etablerede han også agenter langs den tyske Østersøkyst samt i Polen. Meddelernettet i Polen ophørte naturligvis med at fungere efter tyskernes besættelse af landet i september ’39. Værdien af Lundings agentnet set i forhold til, hvad man i den danske regering brugte efterretningerne til, har formentlig ikke været ret stor. Meldingernes kvalitet rent militærmæssigt fejlede ikke noget, men som vi vender tilbage til senere i artiklen, var der andre faktorer, som spillede ind og gjorde, at man ikke fik det fulde udbytte af de tyske agenters oplysninger. Efterretninger på flere niveauer De oplysninger, der til strømmede generalstaben fra Lundings agentnet, var naturligvis af overvejende militær karakter, men hvis man i Danmark skulle have mulighed for at lave en samlet vurdering af, hvad der foregik i Tyskland, og hvilken betydning det kunne få for Danmark, var man nødt til at indhente oplysningerne på flere niveauer. Hvor stor bevidstheden om dette har været fra regeringshold i optakten til besættelsen, kan vi kun gisne om i dag, men på grund af en af diplomatiets spidsfindigheder fik man fra slutningen af 1939 en ”lyttepost” i Berlin. Rederiforeningen ønskede, at en marineattache blev sendt til London for at varetage skibsfartens interesser. Af hensyn til opretholdelsen af den danske neutralitet måtte en tilsvarende sendes til Berlin. Den 1. december 1939 blev kommandørkaptajn F. H. Kjølsen således placeret i den tyske hovedstad. De informationer han hentede hjem kom selvsagt fra andre niveauer og var af mere politisk karakter, end hvad Lundings agenter leverede. Selvom man nu fra december 1939 fik efterretninger i Danmark på flere forskellige niveauer, var det ikke nok til, at man fra regeringens side kunne forudsige, hvad der ville ske før i de første aprildage 1940. Man satsede fortsat på, at Danmark i kraft af sin neutralitet ville blive skånet for egentlig involvering i krigen, sådan som det var sket under 1. verdenskrig. Manglende krisestyring Marineattacheer var i 1939 ikke en fast institution i Danmark, og Kjølsen skulle fremsende sine meddelelser gennem Udenrigsministeriet, selvom han formelt hørte under marineministeriet. Samtidig blev Lundings meddelelser modtaget i generalstaben og kun i et vist omfang videregivet til højeste sted. Derfor blev de oplysninger, der fra forskellige niveauer tilstrømmede Danmark i månederne op til den 9. april ikke udsat for en samlet vurdering. Overarkivar Hans Christian Bjerg, som har brugt 14 år på at gennemgået det såkaldte ”Stockholmsarkiv”, der rummer arkivmateriale for den danske militære efterretningstjenestes aktiviteter under besættelsen, mener, at der helt klart manglede et organ, som samlede og vurderede de mange efterretninger. - Det er meget væsentligt at forstå, at der var ikke nogen steder, man havde noget krisestyring. Man koordinerede ikke de forskellige oplysninger, der var på de forskellige niveauer, derfor fik hærens ledelse ikke underretning om nogen af de politisk betonede meldinger, der kom fra Berlin, siger Hans Christian Bjerg. Hvis man forestiller sig, at der havde været et samlende organ til at vurdere de indkomne oplysninger, havde de danske politikere formentlig haft et bedre grundlag for at træffe beslutninger. Hans Christian Bjerg mener dog ikke, at hændelsesforløbet ville have set væsentlig anderledes ud af den grund. - Man skal bemærke, at der var ingen, der efterspurgte efterretninger i høj grad, der var forvirrede meldinger, som absolut ikke var hundrede procent tydelige, og den første, sikre, militære indikation på, at et angreb var på vej i Danmark, kom først den 8. april, siger Hans Christian Bjerg. Til trods for at efterretningstjenestens arbejde i Tyskland op til besættelsen ikke fik en afgørende betydning, så havde de involverede officerer gjort sig nogle vigtige erfaringer med efterretningsarbejdet, som de kunne drage nytte af i de fem år, der fulgte. (citat fra www. thomasstaermose.dk/dobbeltspil )

"Munch´s søn var bøsse - var det runden til mødet i Rostock ?, eller en magtfaktor for den tyske forhandling"

Forfatteren og samfundsdebattøren Jon Galster (1915-1992) fremhæver i 1950`erne, at udenrigsminister Peter Munch d. 17. marts 1940 i Rostock indgået en aftale med lederen af tysk politi og SS, Heinrich Himmler, om en kampløs besættelse af Danmark. MEN om baggrunden for aftalen findes der en anden version af historien, idet Munchs søn var blevet tilbageholdt i Tyskland på grund af homoseksualitet. Han var blevet afsløret og i den kritiske situation henvist til sin faders position i Danmark. Tyskerne havde valgt, at undersøge forholdets rigtighed og efterfølgende valgt, at indgå i en diplomatisk løsning af problemet. Med andre ord Tyskerne havde en klemme på Munch.

Munch, Peter Rochegune (1870-1948) P. Munch var medlem af Det radikale Venstre og udenrigsminister fra 1929-1940. Han var således udenrigsminister, da Danmark blev besat 9. april 1940. P. Munch havde i sin tid som udenrigsminister ført en neutralitetspolitik, og i 1939 havde Danmark og Tyskland indgået en ikke-angrebspagt. Da Danmark blev besat, protesterede P. Munch over for den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink. Pga. den fejlslagne neutralitetspolitik tilbød P. Munch 9. april 1940 at træde tilbage, men det blev afvist. I stedet arbejdede han i månederne efter besættelsen for, at Danmark opretholdt så meget suverænitet som muligt. Ved regeringsomdannelsen i juli 1940 blev P. Munch afløst af Scavenius på posten som udenrigsminister. Han fik i stedet en post i Nimandsudvalget. Efter befrielsen trak P. Munch sig tilbage og stillede heller ikke op til Oktobervalget 1945. IKKE at forveksle med:

Munck, Ebbe (1905-1974) Ebbe Munck var tilknyttet Berlingske Tidende som korrespondent bl.a. under den spanske borgerkrig i 1936. Han skabte sig et omfattende netværk af kontakter og modtog bl.a. en henvendelse om samarbejde fra det britiske efterretningsvæsen. Munk viste ikke umiddelbart interesse for et samarbejde, men efter 9. april 1940 sørgede han for at blive sendt til det neutrale Stockholm som korrespondent. Inden afrejsen fik han kontakt til Generalstabens efterretningstjeneste, som var villige til at sende ham informationer, der kunne videregives til de britiske myndigheder. I oktober 1940 fik han kontakt med SOE, der havde til formål at fremme sabotageaktiviteter i det besatte Europa. Der var imidlertid på det tidspunkt ikke basis for sådanne aktiviteter i Danmark, men Munck opretholdt forbindelsen til SOE. Efterhånden som organisationens modstandsarbejde i Danmark udviklede sig, gik han i stigende grad uden om de danske efterretningsofficerer. Han blev i 1942 fritstillet af Berlingske Tidende efter pres fra tysk side, men fortsatte i Stockholm som freelance-journalist. Munck bidrog bl.a. til etableringen af Den Danske Brigade, og han blev opfattet som repræsentant for Frihedsrådet i Stockholm. På den måde fungerede han ofte som forhandler mellem allierede myndigheder og den danske modstandsbevægelse. Efter besættelsen fortsatte han som korrespondent for Berlingske Tidende, inden han indtrådte i udenrigstjenesten – bl.a. som ambassadør i Thailand – for til sidst at blive hofchef for Dronning Margrethe 2.