von Schalburgs Død

Da jeg havde ligget der nogle dage kom vor Kompagnichef, den unge Boy Hansen (Tysker). og besøgte mig og de andre Danskere, som laa paa de forskellige Afdelinger. Han kom med den nedslaaende nyhed at von Schalburg var faldet tillige med flere andre. Frikorpset havde den 2. Juni lavet et Stødtropangreb paa Fjenden lige overfor vor H.K.L., og der var Schalburg faldet sammen med flere Andre. Angrebet var gaaet udmærket, og Russerne var kastet ud af deres Stillinger. Vore Folk havde taget mange fanger og et stort Bytte af Vaaben og Ammunition, og Russerne havde haft talrige døde. Denne lille Operation havde saa store Følger, at den blev omtalt i Værnemagtsberetningen nogle dage efter. Chefen for SS-T. Div. General i SS Eiche sendte Frikorpset sine Lykønskninger og mange udmærkelser i denne anledning. Vore kære Tyroler Oberhuben og Mads var ogsa faldet den dag, og Kling havde faaet et saar, som han døde af nogen Tid senere. Men den heldige gennemførsel af Aktionen var ikke i Stand til at udrydde den Smerte, det var at miste alle de gode kammerater.

Von Schalburgs efterfølger som Chef for Korpset blev den tyske Obersturmbannführer (som dansk Oberstløjtnant) Lettow-Vorbak. Denne Chef blev meget godt lidt af Danskerne og de kunde godt lide ham. Men han var kun hos os i tre dage, saa faldt han ogsaa og de sidste ord han sagde var til sin Adjudant og de lød ordret:"Grüssen Sie meine tapfre und treue däniche Soldaten" (Hils mine tapre og trofaste danske Soldater).

Fra denne dag af til Korpsets sidste dag var K.B. Martinsen Chef. Han var dengang Kaptajn i SS. Han var afgjordt den mest afholdte og kløgtigste Fører, jeg har kendt. Han var aldrig bange for at slaa til, men det var først meget nøje planlagt, og ikke en Mand blev ofret uden det var nødvendigt. Da Boy Hansen havde fortalt mig, hvordan det stod til tog han afsked og det var sidste gang jeg saa ham, han faldt nogle dage senere i haarde Kampe, som en tapper Soldat og meget afholdt Fører. Ogsaa det var et haardt slag, men man vænnede sig til det efterhaanden, selv om det var nedtrykkende i Øjeblikket. Der var saa meget andet at tænke paa.

Et par dage senere blev jeg sendt til et Rekreationshjem, som laa i den anden Ende af Demjansk og der traf jeg igen sammen med min fætter Peder, som ogsaa var blevet indlagt med Sumpfeber et par Dage senere end mig. Nu var vi sammen Dag og Nat i Resten af den Tid, hvor jeg var i Rusland. Paa Reaktionshjemmet maatte vi passe os selv mere end paa Lazarettet. Vi hentede selv vor Mad og holdt Huset i orden med Hjælp af nogle russiske Kvinder. Til Gengæld kunde vi gaa frit om i Byen om Dagen, og der var nok at se paa. Der var store Værksteder og meget andet. En stor og smukt anlagt Kirkegaard for faldne Soldater var der ogsaa, og den var altid holdt i den smukkeste Orden. Et Biografteater manglede heller ikke. Det var bygget af Tyskerne, og der saa jeg en mægtig god Film med den herlige Wiener-Komiker Hans Moser i Hovedrollen.

Peder og jeg havde nogle dejlige Dage i Demjansk, og det var det dejligste Sommervejr, man kunde forlange. Lige op til Byen var der en stor Sø ,og der var vi ude næsten hver Dag for at bade og sejle og fiske, og saa havde vi Madpakke med, det var nogle herlige udflugter. Der var mange smaa baade som vi kunde sejle rundt i. Denne Sø laa lige op til Flyvepladsen, som vi var landet paa. En dag da vi opholdt os ved Søen var der lige landet et halvt hundrede Ju 52 transportmaskiner paa Pladsen, og lidt efter viste der sig nogle tunge russiske Bombemaskiner i Horisonten. De fløj lige hen over Flyvepladsen og Hovedet af os og kastede nogle svære Bomber paa Flyvepladsen, hvorved der opstod nogle brande og mægtige Røgskyer. Vi var bange for at de havde truffet lige i Flokken af de lige landede "Tante Ju'er", hvad vel ogsaa var deres Hensigt (Tanterne var den eneste forbindelse de ca 90.000 Soldater som laa i kedlen havde med Omverdenen), men straks efter blev vi glædelig Overrasket ved at se alle de sorte Fugle hæve sig fuldtalligt og flyve tilbage, ganske sikkert med en last af haardt saarede Soldater. Det var dem som havde faaet et "Heimatschuss" - saadan kaldte man et Saar, der bevirkede at man blev sendt til et Lazaret i Tyskland.

Rekreationshjemmet havde en afdeling i en Skov, som ogsaa strakte sig op til Byen, og som bestod af et par store Pavelioner. Da vi var omtrent raske blev vi sendt derop, og det var et herligt Sted. Der var Liv og glade Dage. Alle, som var der, var omtrent helt raske og ventede paa at komme ud til Kammeraterne igen. Der havde man lavet et stort Orkester, som blev dirigeret af en dansk Pioner, en uforbederlig Spasmager, der hed Larsen, og som kun blev kaldet "Skipper Skræk" eller for det meste kun "Skipper". Der havde vi nogle uforglemmelige lystige Dage samme med mange andre Danskere. Hele det her beskrevne Lazaretophold varede kun 12 eller 14 Dage, saa var vi saa raske, at vi kunne begive os paa Vej ud i de forreste Linier igen. Peder og jeg var saa heldige at blive udskrevet samtidig sammen med en anden Dansker.

Men nu var vi blevet raske, og saa var det forbi med at have nogen til at sørge for os. Vi matte selv finde ud af, hvordan vi ville komme de ca 100 km ud til Frikorpset. Vi tog, hvad vi havde for Haanden, nemlig vore flade Fødder og en Spadserestok, og saa begav vi os paa Vej. Det var slet ikke kedeligt, og det gik med det bedste Humør. Der var meget at se, og det var et vidunderligt Vejr og sidst men ikke mindst, vi havde god Tid til at nyde Turen. Den elendige Vej gik gennem vilde Skove og over øde og udyrkede Jorder. Selv denne vilde Natur var vidunderlig skøn her i sin Forsommerpragt. Der var høje slanke Birkestammer, Gran og Fyr, mange slags Løvtræer og vilde Blomster, altsammen blandet sammen i den vildeste Forvirring, men dejligt. En saadan skøn vild natur findes ikke i vestens overciviliserede Lande. Vi følte os saa frie og tilfredse i disse Omgivelser. Det var som at være langt borte fra Mennesker og deres trivielle Vaneliv, langt uden for Grænserne af Tid og Sted. Vi nød det og traskede videre med vor Stok i haanden som eneste Vaaben. Vaabnene bliver taget fra Syge og Saarede.

Dog en gang imellem saa vi et af Naturens forbandede Kendetegn paa den velsignede Civilisation. Det var i form af Krigergrave, som var anlagt flere Steder som smaa Kirkegaarde langs Vejen. De var smukt anlagt med Blomster og smaa Træer. Paa hver Grav var der et hvidt Birkekors med udskaaret Navn paa den Faldne. En Staalhjehn stod paa Midten af Graven. Der stod disse kønne Grave og skreg deres tavse men dog saa talende Sprog til Menneskene om deres djævelske Grusomhed og egoistiske og hykleriske grunde til at lade Millioner af unge Mænd dræbe og efterlade sig endnu flere Millioner ulykkelige og splittede Hjem, altsammen for at en klike Pengemænd kan leve videre med den Magt til at raade over Liv og Død for deres Medmennesker, som den samme Klikes Forfædre har haft [i]umindelige Tider. Efter hvad jeg har set til Krigen ved Fronten og bag dens Kulisser, har jeg aldrig tvivlet om, at der ikke findes et mere hensynsløst og skinhelligt Rovdyr end Mennesket, som ærligt fortjener Død og tilintetgørelse, som det selv bringer over sig.

Vi var senere paa Dagen saa heldige at faa lov til at køre med en Bil til Lasnitzi. Denne By naaede vi om Aftenen uden større Genvordigheder. Her fik vi nu hos Kammeraterne de sidste Nyheder og sov hos dem om Natten. Næste dags Morgen gik vi videre til Fods med Stokken, men den dag var vi ogsaa heldige at komme med en Lastvogn til Biakowo. I Biakowo saa vi von Schalburgs Grav, som var der og var smukt anlagt. Men vi blev noget forfærdede, da vi fik at vide at Frikorpset var trukket tilbage og ikke mere var her, og hvad værre var man vidste ikke hvor Korpset var.

<-Tilbage | Videre >