8. del - Mandslingen

Med lungerne fyldt af den friske morgenluft og fuld damp på piben, svingede jeg velfornøjet ind gennem porten til vort kvarter, ned et kogekar fyldt af dampende kornkaffe – og stoppede brat op!

Foran mig, - som et fantasifoster fra en uvirkelig verden – som et drømmesyn fra et mareridt, - stod en mandsling.

Han stod og missede imod solen med sine udtryksløse øjne og når han sænkede dem imod jorden, blev øjenlågene til to smalle sprækker, som om det stærke morgenlys generede ham – Manden var blind! Han småsnakkede ustandseligt til sig selv, med en svag, pibende og sørgmodig stemme, som en lille fugl der pylrer om sine unger. Fra den vildtvoksende urskov at et hår og fra det tjavsede og tottede fuldskæg, - hvor ugegamle madrester havde lejret sig i hele kager – hang et slør af hø og halmstrå og skjulte ansigtets konturer. Med sine rystende og famlende gammelmandshænder, forsøgte han at fjerne de værste spor fra nattelejet, men stråene sad faste og indfiltrede i håret, og han opgav hurtigt det håbløse foretagende.

På kroppen bar han et skjortelignede beklædningsstykke af et stof, som man i gamle dage fremstillede grove lagner af. Det havde utvivlsomt engang været hvidt, men det kunne man kun ane. Nu havde det antaget en grålig farvetone, der tenderede i det sorte – laset og oversået med forskelligfarvede lapper. Et par benklæder af samme slags, som stumpede af under knæene og opløste sig i en regn af flagrende frynser, udgjorde hele påklædningen. Dertil kom et par klodsede sko af ugarvet læder; for så vidt som man kunne betegne denne fodbeklædning som sko. De var faktisk uden såler og med et hullet overlæder, hvor neglen på højre fods stortå, sort og krum, var brudt igennem og nu banede sig vej frem over den brede skosnude, som en vildtvoksende slyngplante. Et par sko som ikke havde været af fødderne i umindelige tider.

Jeg gned mine øjne og lukkede dem et øjeblik, men han stod der endnu, - han greb en knortet pind, der stod lænet op af muren og begyndte at bevæge sig fremad – uendeligt forsigtigt og søgende, idet han benyttede stokken til at sondere terrænet med for hvert skridt.

Jeg havde hverken rist eller ro, for jeg fik opklaret hvilken skæbne der skjulte sig bag denne elendige fremtoning. Det lykkedes mig ved hjælp af en tysktalende nabo. at erfare det væsentlige af hans livs tragedie. Han havde engang, for en halv snes år tilbage været en velhavende og anset landmand i en af landsbyerne længere syd på. Da han begyndte at komme op i årene havde han – som skik og brug var – overdraget sin ejendom til sin svigersøn, sin eneste datters mand, men så var ulykken kommet over ham. Under et drikkelag, havde han nydt noget forgiftet spiritus – træsprit eller lignede, og var blevet blind. Forholdet til svigersønnen , som i forvejen ikke var særligt hjerteligt, blev nu – da han var blevet invalid og nytteløs – stærkt forværret og en skønne dag kastede den brutale mand, nådeløst sin gamle hjælpeløse svigerfader på landevejen. Datterens forestillinger og bønner hjalp intet, thi i Kroatien er manden så ubetinget skabningens herre, hans ord er lov indenfor hjemmets fire vægge og han ejer endnu den kostelige forret, at kunne prygle konen når det passer ham.

Nu flakkede den gamle stakkel rundt på landevejene – fra by til by og fra sted til sted – skridt for skridt, med sin søgende og famlende stok foran sig – stødt ud i det evige mørke – uden eet eneste holdepunkt eller blivende sted her i livet. Aldrig fik han et trøstende ord fra en forstående sjæl og aldrig en smule pleje fra et på hjælpsomme hænder. Henvist til at leve af de smuler, som kun med uvilje blev kastet til ham.

”I mit land sørger samfundet for folk, om ikke kan arbejde mere, - enten de så er blevet for gammel eller de på anden måde er ude af stand til at forsørge sig selv.”

Min hjemmelsmand, vores nabo, rystede på hovedet. ”Det kender vi ikke. Her må enhver klare sig, som han bedst kan!”

<-Tilbage | Videre >