Magnus Møller har kommenteret Krügers brev til Himmler

Det er rigtigt, at der opstod en hetz mod Kryssing, til dels fordi han ikke formåede at styre den blandede flok, Frikorpset bestod af, men nok mest, fordi den danske regering ikke holdt sine løfter. Frikorpset blev oprettet som en nødløsning: For at tækkes tyskerne havde den danske regering lovet at sende et indkaldt regiment til fronten i Finland, men finnerne afslog, fordi de ikke ville foretage indmarch i Sovjetunionen, men kun kæmpe for at få de oprindelige finske områder tilbage, de måtte afgive efter ”vinterkrigen”.

Det fremgår af statsminister Buhls erklæring i en radiotale, at ”de østfrontfrivillige er lynafledere, uden disse ville en tvungen indkaldelse skulle have fundet sted”. Altså havde den danske regering lovet at stille et troppekontingent til rådighed og derfor forhandlede de danske politikere sig frem til at sende et kontingent frivillige til Østfronten og fik Kryssing overtalt til at lede dette korps. Kryssing protesterede, med henvisning til at han var artilleriofficer. For at råde bod herpå skulle omtalte kaptajn Thor Jørgensen tiltræde som stabsofficer, hvilket krigsminister Brorsen og krigsministeriets direktør, general von Stemann, fik sat i værk.

Kryssing beherskede ikke det tyske sprog, det gjorde Jørgensen, der var fuldt udannet dansk officer. Det må derfor nærmest betegnes som sabotage mod den danske enhed, at tyskerne sendte kaptajn Jørgensen på officersskole og formålet kan kun have været, at få Kryssing umuliggjort. Lad det være sagt: Kryssing havde næppe den fornødne hårdhed til at kunne styre den blandede flok, Frikorpset blev sammensat af. Man havde ventet, at tilstrækkelig ville melde sig af de, der havde gjort tjeneste i Danmark, men da det ikke blev tilfældet indrullerede man en del af de, der meldte sig ”til tysk tjeneste”. Derved opstod der en meget blandet og uregerlig flok. Yderligt må bemærkes: Det er ikke almindeligt at battaljonskommandøren tager sig af opdragelsen i kompagnierne. Han påtaler højst når kompagniledelsen forsømmer at holde justits.

Når det kneb med at få sat gang i uddannelsen, skyldtes også det især den danske regering. Frikorpset var, som den kommanderende danske general Gørtz sagde: ”En uden for riget stående del af den danske hær”, hvortil Danmark skulle levere udrustning. Men blot for at få noget at begynde med udlånte tyskerne et ringe antal heste til korpset, hvor jeg blev rytterordonnans, og andre blev kuske, men meningen var, at korpset skulle motoriseres og hertil skulle Danmark levere køretøjerne. Disse blev dog først stillet til rådighed i december 1941. Således kunne den målrettede uddannelse ikke begynde før efter julen. Det vidste Massell, men fortiede det. Vinteren 1941-42 blev usædvanlig hård og i februar, hvor køreskolen og den til motorisering nødvendige uddannelse fandt sted, var der en periode med 42 graders frost. Alligevel var undervisningen næsten afsluttet, da Schalburg overtog kommandoen.

Det er rigtigt at Kryssing ikke bekendte sig til nationalsocialismen, men det burde, som han selv sagde, ikke være nødvendig for at kæmpe imod sovjetmagten. Han tillod dog nazistisk propaganda, hvilket var mere end Schallburg gjorde. Schalburg sagde: ”Politik og propaganda har vi ikke tid til. Denne krig skal frem for alt vindes.” Men påstanden om, at både officerer og mandskab ønskede Kryssing afløst som kommandør kan næppe være rigtig – de blev ikke spurgt – men når Reichsführer Himmler ønskede det måtte man føje sig.

Da Schalburg overtog korpset kom der, som man siger: ”Andre boller på suppen.” Først blev de tyske inspektionsofficerer afsat, også Massell. De der ville kunne blive, men måtte så gøre almindelig tjeneste. Øvelser og træning fandt sted både nat og dag, hvori jeg deltog som ordonnans. Som sådan havde jeg tidligere haft lejlighed til at tale med Kryssing et par gange. Han var altid venlig og korrekt, men talte kun om tjenestelige anliggender. Helt anderledes med Schallburg, her blev jeg, fordi jeg talte nogenlunde tysk, ofte forbindelsesled mellem de tyske og de danske officerer. Schalburg kaldte mig sin yndlingsmelder ("Melder" er det tyske ord for ordonnans) og sagde: ”Jernkorset venter vi med til vi kommer til fronten.”

Et andet problem, som var med til at trække uddannelsestiden ud, var ”de tunge våben”, som tyskerne selvfølgelig skulle levere. Infanteri- og panserkanoner fik vi først i marts 1942. Så sent, at man ikke kunne nå at uddanne danskere til betjening, derfor blev 4. kompagni i marts 1942 tilført en del menige tyskere, samt tyske delingsførere, som man kaldte, herunder untersturmführer Stenger, der senere blev kompagnichef, da Martinsen afløste Schalburg, efter at han var faldet, den 2. juni, 1942. Heraf ses, at forsinkelsen i Frikorpsets frontberedskab aldeles ikke skyldtes Kryssing, men i høj grad tysk ubeslutsomhed. Kombineret med tilsvarende fra dansk side.

For at gøre omtalen af mit forhold til Frikorpsets kommandører færdig: På grund af at jeg kunne tysk blev jeg forsat til 4. kompagni samtidig med at det tyske mandskab trådte til, og her tildelt kompagniets tyske ”Schirmmeister” (overmekaniker), hvor jeg gjorde tjeneste som motorcykelmekaniker også under indsatsen ved Ilmensøen, men mest som ordonnans for kompagnichef Stenger. Da Frikorpset i vinteren 1942 – 43 kom i indsats i nærheden af Wellikije Lukie blev jeg fuldtud tildelt Stenger, men af og til udlånt til Staben, hvilket vil sige til kommandøren: Sturmbannführer Martinsen. Jeg oplevede Martinsen som en meget jovial person. Når jeg havde været ude på en vanskelig opgave, en enkelt gang på motorcykel i snestorm og 36 graders frost, og bragte Martinsen returmeldingen, hændte det han sagde:” Ja, så får du tak, og kan tage tilbage til dit kvarter, men sku’ vi ikke lige tage en snaps sammen inden.” Martinsen var afholdt af mandskabet, men brød selv tilliden, da han rejste hjem og overtog ledelsen af Schalburgkorpset. I Frikorpset vidste vi, at der efterhånden var en del uro mod tyskerne derhjemme, men vi vidste også, at vore politikere næsten med ”kyshånd” havde taget imod tyskerne, da de kom i 1940. De danske levebrødspolitikere havde lovet tyskerne at sørge for ro og orden så længe besættelsen stod på, og derfor anså vi det for at være forræderisk, når nogen blandede sig her. Uroen var den danske regerings problem og det kunne kun blive misforstået, dersom vi blandede os i stridigheder af den art.

Kryssing blev ikke, som Krüger foreslog, forsat til Wiking, men til SS-division Totemkopf og blev på øst- frontens nordafsnit resten af krigen. Han sluttede som generalmajor, og har således ikke været helt så uduelig, som ”nationalsocialisterne” mente. Efter krigen opholdt han sig i engelsk fangenskab, hvor han fik at vide, at ”hans” frikorpsfolk, imod al forventning, blev arresteret efterhånden som de vendte hjem. Han fik udvirket sin hjemsendelse, for med sine tilladelser og aftaler at få sat en stopper for galskaben. Dommeren i Gråsten ville ikke arrestere ham, men fik ordre til at holde ham fast i et døgn og inden for denne tid blev han hentet i bil fra København, hvor han blev idømt 8 års fængsel, fordi han have gjort det, regeringen havde opfordret ham til og hvortil han havde fået kongens tilladelse. Kryssing mistede sine to sønner, der faldt i krigen, hans kone, der var frontsygeplejeske blev hårdt såret, og han blev frataget sin pension, for mere end 30 års tjeneste i den danske hær. Hvem sagde ”Utak er Verdens løn???”

Magnus Møller.