De første danskere, der meldte sig til tysk militær i 1940 gjorde det via de politiske partier hvilket var uloveligt. Man blev derfor også indkaldt til session og mønstring i Flensborg. Forud var de fleste blevet samlet i Aabenraa og på Wehrmachtlastbiler smuglet over grænsen. Danskerne havde på det tidspunkt stadig fuld toldkontrol, men ingen adgang til besættelsesmagtens køretøjer. Disse frivillige rejser til forskole i Sennheim i Elsass (i dag hedder Sennheim Cernay (Haut-Rhin) og ligger i Frankrig) og til rekrut uddannelse i Klagenfurth og til dels i Wien - begge i Østrig. En del af disse frivillige overføres senere til Frikorpset.

Foto af Klagenfurth kasserne i Østrig.

Oprettelsen af Frikorps Danmark Den 26. juni 1941 afbrød den danske regering sine diplomatiske forbindelser til Sovjetunionen, og allerede den 27. og 28. fulgte de første opråb til hvervning af danske frivillige.

Forbindelsesofficer ved det tyske gesandtskab, Freiherr Löw von und zu Steinfurth, skriver herom: ”Da den tysk-russiske krig begyndte den 21. juni 1941, fik gesandt von Renthe-Fink af den tyske udenrigsminister von Ribbentrop til opgave at gøre den danske regering forståelig, at det i den tyske kamp mod Rusland i virkeligheden gjaldt om at forsvare Europa mod bolsjevismen: ”Når de Tyskland venligt sindede stater, og Danmark gælder som en sådan, ikke selv vil deltage i denne forsvarskrig mod Rusland, så bør de i det mindste vise deres gode vilje over for Tyskland ved ikke kun at tillade at frivillige melder sig for at deltage i denne antibolsjevistiske krig, men også officielt give udtryk for, at deltagelse er ønskværdig, samt at sådanne frivillige ved deres deltagelse tjener deres fædrelands interesse.” Renthe-Fink forelagde dette for Stauning og daværende statssekretær Scavenius, med hentydning til, at kun stater, der på denne måde havde vist deres gode vilje, kunne forvente at beholde deres egen militærorganisation i et Europa under tysk ledelse.”

Daværende krigsminister, venstremanden Søren Brorsen, udsendte den 8. juli 1941 et hverveskrift til alle landets tjenestesteder, som tillod fritagelse fra tjeneste i hæren, når formålet var at indtræde som frivillig i den tyske hær. Dette var en tilladelse, som regeringens talsmand udsendte skriftlig, og var samtidig et hverveskrift. Den danske regering udsendte tilladelse og billigede, at oberstløjtnant af artilleriet Christian Peder Kryssing tog kommandoen over en selvstændige danske enhed under Waffen-SS. En enhed som fik navnet ”Frikorps Danmark”.

Hvervning

Hvervningen til ”Frikorps Danmark” blev organiseret af DNSAP, der med sine lokale partikontorer havde en stor berøringsfalde i hele landet. Selve optagelsen blev dog styret af organisationen (stabskontoret) bag Frikorps Danmark og det tyske Ergänsungsamt Nebenstelle Nordsee i København.

De danske militærfolk, specielt interessant for de danske officerer, fik officiel tilladelse til uhindret at kunne udtræde af den danske hær og tilgå våben SS i Tyskland. Samtidig kunne de beholde deres optjente tjenestegrad og pension samt de blev tilsagt, at kunne genindtræde i den danske hær med fuld anciennitet når de kom hjem igen. Som indtrådt i bl.a. ”Frikorps Danmark” og ved at tegne tjenesteansættelse modtog de danske frivillige løn fra det tyske våben SS. Et ikke uanseelig beløb, der for mange fik en afgørende betydning for det at melde sig. Flere forsørgede dermed deres danske familie. Hvervningen fandt sted over hele landet i DNSAP`s lokalkontorer og blev informeret til den danske befolkning via radioen, aviser samt hvervehæfter og plakater.

Foto af Robert L. Hansen på hvervekontoret.

Der forelå ikke kun tilladelse til hvervning, men den danske regering indgik i direkte hvervning af soldater til tjeneste i den tyske hær. Fra skrivelsen fremgår: ”Frivillige der deltager tjener deres fædrelands interesse”. Hvervningen af danske frivillige fortsatte også efter Frikorps Danmarks opløsning, og selvom man ikke ændrede i måden kom der dog i den næste tid en opstramning og der kom andre faktorer ind i billedet. En skarp antirussisk og antijødisk kampagne kombineret med en tysk national drejning kom til at præge hvervningen. Det danske Krigsministerium, og dermed regeringen, lagde igen i juni 1943 navn til en opfordring til danske befalingsmænd om at melde sig. En opfordring fra ministeriet til danske militærpersoner, blev af den danske befolkning som helhed set som en annerkendelse og som en officiel blåstempling af det at melde sig.

Skrivelse fra krigsministeriet.

Datering 1. juni 1943. Hvad der lå i ordet ”velvilje” blev ved retsopgøret drøftet meget, og på grund af den ændrede situation blev det fremført at ordet ikke kunne sidestilles med ”opfordring”. Hvorvidt den lille mand som meldte sig kunne have gennemskuet indholdet er nok en vurderingssag. Gesandt og minister Mohr anvender samme formulering, da han, den 29. juli 1943 med den danske regering i ryggen rejste til Grafenwöhr troppeøvelsesplads for at møde de danske frivillige. Han havde fået til opgave at overtale de medlemmer af Frikorps Danmark, der ikke ville lade sig overføre til tysk tjeneste i en nyoprettet enhed (Regiment 24. Danmark) til at videre fører deres militæretjeneste, selvom det ikke var en selvstændige danske enhed.

Mohr udtalte: ”I har meldt jer til kamp mod den fælles fjende, bolsjevismen, og har allerede vist jeres tapperhed. I tjener vort fælles fædreland bedst ved at I kæmper videre til sejren.”

Hvorfor melde sig?

En dansk officer har udtrykt sine begrundelser for det, at melde sig på følgende måde:

Det gik mere og mere op for os, at vi havde valgt det rette. Vi jublede, da vi hørte at den danske regering havde afbrudt forbindelsen med Sovjet Rusland. Bolsjevismen, der året i forvejen havde forsøgt at knuse vort broderfolk – Finland, for derefter utvivlsom at bemægtige sig hele Skandinavien og Herredømmet i Østersøen.

Begivenhederne medførte oprettelsen af Frikorps Danmark, som Kongen og Regeringen anerkendte som dansk Korps, og enhver må kunne forstå de danske frivilliges følelser, da vi fik lov til at kæmpe under Dannebrog. Det vigtigste for vi frivillige, der kæmper på fronten, er, at de har følelsen af, at deres fædreland forstår deres kamp og står bag dem. Vi var derfor kongen, den danske regering og autoriteterne dybt taknemmelige for anerkendelsen af Frikorpset og for tilladelsen til at kæmpe under vort eget lands flag. Og vi fik et nyt rygstød, da Danmark i efteråret, mens kampen i Rusland var i fuld gang, tilsluttede sig antikominternpagten.

Vor tro i kampen fik måske sin allerstørste styrke, da vi i Rusland så, hvad det var, vi kæmpede imod. Da vi stiftede bekendtskab med den uhyre opmarch, der på den anden side af den russiske grænse var foretaget mod alle europæiske lande, forstod vi, hvor stærkt også vort fædreland havde været truet. Jo større rædsler vi har mødt, jo større fattigdom og usselhed vi så ved fronten, jo mere sikre har vi været i vor sag. Det var bolsjevikkernes egen dyriske råhed og bestialske krigsførelse, der fik os til at råbe hurra, når vi angreb. Vore egne mishandlede kammerater..., jeg kunne selv ikke i min vildeste fantasi have tænkt mig, at mennesker kunne være så onde og lavtstående.

Politiske forhold

Direktør i udenrigsministeriet, Nils Svenningsen, skrev i en artikel efter krigen: ”den danske regerings oprigtige ønske under hele krigstiden var at samarbejde, da det var den eneste mulighed for at bringe Danmark ubeskadiget gennem krigen. Modstandsbevægelsen gjorde det svært for den danske regering, at gennemføre et samarbejde med tyskerne ”.

Fra hvervemøde i Klerkegade i København, Oberstløjtnant C.P. Kryssing (til højre) i samtale med SS-Politigeneral og Brigadefører Kanstein.

Foto fra afrejsen 17.juli 1941 fra Hellerup godsbanegård.

Foto af nogle af de danske officerer som deltog ved afrejsen.