4. del - Livet ved kompagniet

Kompagniet indrettede sig for natten, der var travlhed over alt – telte blev stille op og foret med halm. Stativer blev bygget til våben, kogekar og anden udrustning, stillinger blev forberedt og vagtoster stillet ud. – over hele det brogede svineri strålede sydens sol, varm og hed, den brunede de nøgne overkroppe og fik sveden til at springe frem fra alle porer, den lyste op i kompagnichefens barske smil og kastede et forsonende skær over stabscharführerens sure ansigt og alle syntes livet var herlig at leve.

Der kom en melder med ordre: ”Grenadier Sørensen til Zugføreren !”
Det er modbydeligt at blive forstyrret i et stykke arbejde og især når man er behageligt beskæftiget med at fortære en serie dejlige, rosenrøde ferskner, medens en kammerat holder et interessant foredrag om partisanvirksomhed, og samtidigt påviser, hvor uhyrer let og simpelt det er, at komme dette uvæsen til livs? Nå, en ordre er en ordre og jeg begav mig hen til Løjtnant B…s kvarter.

”Grenader Sørensen melder sig til stede efter ordre !” B… sad og skrævede midt i stuen med en stor flaske vin foran sig,

”Ja, det er godt Marius, sæt dig hen og få et glas med.” Vinen var fortrinlig og vi var begge tørstige.

”Ja, det er godt Marius, sæt dig hen og få et glas med.” Vinen var fortrinlig og vi var begge tørstige.

”Hør Marius,” begyndte han,”du har jo ligget ved min gamle våbenart, husarerne, har du nogen gode historier på lager fra den tid ?”

”Det lader sig vil gøre, Hr. Løjtnant.”

”Kan du lave mad ?”

”Under heldige omstændigheder kan jeg lave brasekartofler og spejle æg.”

”Det er sku nok noget værre hundeæde du roder sammen, men det er lige meget, du er antaget som min melder, det må vi drikke på.”

Som vinen sank flasken, steg stemningen ved bordet og B… udviklede megen livsvisdom for mig. Gang på gang slog han fast og hver gang med et kraftig næveslag i bordet: ”En dag, hvor man ikke har været fuld, det er en spildt dag, mærk dig det Marius!”

Det skal siges til B…s ros, har forsøgte ihærdigt at leve efter sine teorier, men det skal også bemærkes, at han aldrig optrådte beruset i tjeneste. –Snot for sig og skæg for sig, var et andet af hans valgsprog.

Løjtnant B… var en sympatisk ung mand, en rask og modig soldat, med et praktisk greb på tingene. Sin lærdom og viden som gammel kavaleriofficer, demonstrerede han senere ved den udmærkede måde, hvorpå han ledede nogle ekspeditioner over i partisangebetet. B… havde en udviklet sans for humor, han elskede at høre en god historie og fortalte selv med megen lune.

Han holdt ikke af tyskerne og var mand for at sige dem sin mening, noget der faldt ham så meget lettere som han beherskede sproget til fuldkommenhed. Den vigtige og altid overlegne Oberscharfüherer Otto, havde ingen høj stjerne hos mandskabet. Det var os en sand fryd, når han måtte stå skoleret for Løjtnant B…, medens han modtog en skideballe efter alle kunstens regler. Når så Oberscharfürer Otto, tænderskærende og harmfnysende, var vendt tilbage til sit zug, kom B… gerne stolt spankulerende hen til mig: ”Nå Marius, var du tilfreds med den omgang han fik. De skal sku’ vide de karle, at vi er kommet herned for at gøre dem en tjeneste, ikke for at stå med hatten i hånden og modtage nådesbevisninger.”

Dagen gik til ende og solen sank bag partisanbjergenes mørke skovbrammer, folk, fæ og soldater gjorde klar til natten. Fra de omliggende marker kom bønderne med deres vogne og heste, kvinder og børn drev kreaturerne hjem fra engene og soldaterne trak pigtrådsbælter over landevejene og vagtposterne blev fordoblede.

<-Tilbage | Videre >