5. del - Indkvarteringen

Zug kvarterstanden var indrettet på en af de større bøndergårde, der lå nærmest ved det afsnit, som var tildelt afdelingen. En bondegård noget over middelstørrelsen, bestående af et 1-etages stuehus, en større udbygning og en tre-fire småskure, klemt inde i et virvar af andre bygninger fra de omliggende gårde. I første etage var beboelsesrummene og nedenunder fandtes tærskelade, rum for vinpressen, lage for majskolber o.s.v.

Familien bestod af mand og kone, en svigerdatter og dennes fireårige søn, samt en ældre daglejer. Alle var de overordentlig flinke og elskværdige mennesker, de stillede gæstfrit husets bedste værelse til vores disposition.

”Kongeligt efter forholdene, ” sagde B…, ”det bedste kvarter, som kan opdrives i hele omegnen.”

Et par ganske nette senge, et dobbelt klædeskab, et bord og et par stole udgjorde behovet. På de hvidkalkede vægge han to kulørte billeder fra et tidsskrift, samt en kasse med en udskåren kristusfigur, men den største luksus var dog bræddegulvet, noget som man sjældent træffer i kroatiske bønderhuse. Foruden dette værelse, som var indrettet til soverum for sønnen og svigerdatteren, rådede familien over et par usselige, små rum, netop tilstrækkelige til at give plads for et par senge og en kommode. Køkkenet var et røgsværtet rum med lerstampet gulv, - et råt sammentømret bord og en bræddebænk ved den ene langvæg, samt et par dinglevorne stole ved den anden side. Her indtog familiens medlemmer deres spartanske måltider og hyggede sig ved en kop kornkaffe og et stykke majsbrød, når dagens arbejde var til ende. I det ene hjørne af denne kombinerede køkken og opholdsstue, havde et par høns med kyllinger deres plads, i det andet hjørne stod et bur med duer. Hønsene levede væsentligt af krummer og affald fra måltiderne, når disse stod på, holdt de i hvert fald et infernalsk spektakel, kaglede og skrabede i lergulvet så støvet stod i tætte skyer, alt imedens de --- i køkkenet [flere ord kan ikke læses]. Duerne kurrede fra deres hjørne og sørgede for at ???? ikke blev alt for enstonig, deres ekskrementer lugtede i varmen og fyldte stuen med en sødlig stank. Men gennem det hele trængte den anden odør, som ikke var til at tage fejl af, en duft som fortalte, at der måtte være en latrinade i nærheden. ”Har du prøvet lokumet” råbte B… inde fra stuen ”du skulle prøve det, det er sjovt, bare gå efter lugten.”

Ved hjælp af dette ufejlbarlig kompas, kom jeg til en lille utæt dør i ydervæggen, men i stedet for fra køkkenet, at træde ud i den tomme luft, befandt jeg mig i et trangt WC. Som en svalerede klistret på en murkant, ragede denne udbygning frem under tagskægget. Der var ingen spand eller bund i WC. Dybt nede var gravet en stor fordybning i jorden, et luftigt og praktisk WC, men ikke anbefalelsesværdigt. Der ville unægtelig gå en rum tid, før gødningen nåede op til denne stærekasse. En rensning hvert 50. år var sikker nødvendigt, men det var en begivenhed, som ikke forekom i enhver bondes levetid.

Mørket rugede, tæt og fløjlsblødt, over Rastovichza – Midnat. Tågerne bølgede over markerne og stod som en mur i dalsænkningerne og lavninger, - i engene musicerede græshopperne, tusinder af skærende og gnidrende toner, som syntes at samle sig til én fistelstemme – i højeste diskant.

Luften var trykkende i det snævre rum, hvor vi sov – væggene gav den absorberede varme fra sig og gjorde værelset hedt som en bageovn. Sengene var stoppet med dyner, nogle klodsede tunge tingester, der hvilede med et blytungt tryk på kroppen og bogstaveligt talt besværliggjorde åndedrættet.

”De er sku fyldt med sten” mente B… ”det er godt man ikke har en pige i sengen – her er jo ingen bevægelsesfrihed!”

Inden længe lå vi øverst oppe på dynebjerget. – nøgne og svedende.

Pludseligt blev luften sønderfænget af et par skud – og et pav, - en hel serie, så begyndte maskingeværerne at hamre og ilden bredte sig over hele vort afsnit.

”Hvad fanden er det ?” råbte B… ”Vi må i tøjet i en fart, der er sku slagsmål derude!”

Det tog kun sekunder at trække i bukser og støvler, - et magasin i maskinpistolen – og så af sted.

<-Tilbage | Videre >