10. del - Livsanskuelse

En dag gik rygtet, at hele fem mand – fra en af grupperne i vores zug – havde aflagt enken et besøg og i et orgie i spiritus, fejret Eros. Rygtet nåede frem til kompagniføreren, som straks beordrede zugføreren til at foretage en undersøgelse og, om fornødent, straffe de formastelige, andre ligesindede til skræk og advarsel – Værnemagtens ære skulde værnes – enken havde ingen [ære]!

11 mand stærk stod den syndige gruppe opmarcheret foran zugkvarterstanden – parat til at modtage dommen – men lidt slukørede og flove. – Løjtnant B… stødte sin stok hårdt i jorden og trådte frem foran fronten, - han havde taget germanerblikket frem og det hvilede skarpt og misbilligende på de lastefulde. ”Fem mand frem for en enke, det strider imod reglerne, - mine herrer !” begyndte han, - ”vil de fem ædle riddere være så elskværdige, at træde frem foran fronten ?”

Tavshed et øjeblik. – så bemærkede gruppeføreren spagfærdigt: ”Vi har ikke gjort det – Untersturmfürhrer !”

”Nej, - det vil jeg sku gerne tro, - det er vel enken som har gjort det hele ? – Marius ! spring over og hent damen – så kan hun få lov at pege ofrene ud !”

Det hjalp ! – De fem skyldige valgte at træde frivilligt frem.

Hele den pinlige historie blev afviklet med en drøj irettesættelse. Den aften tog B… sig et par ekstra snapse i bevidstheden om, at have ydet et vægtigt bidrag til at fremme moralen i Rastovichza.

”Det er sku sådant set et stykke arbejde for en præst og ikke for en hæderlig soldat.” – bemærkede B…. ”du kan jo prøve på, om du kan få en gang syndsforladelse hos den katolske pater, fordi du så bravt har støttet ham i gerningen – var det ikke en ide ?”

”Jeg gror snarere, at man bander mig ned i det sorteste helvede – præster er noget rak, Marius – især de katolske. Jeg skal heller ikke ingen synder ha’ forladt, dem tager jeg med mig i graven - .”

”Tror du ikke på en gud?” –

”Tror og tror – vi tror vel alle sammen på et eller andet, enten vi så holder os for fritænkere eller hvad som helst -. Det ligger nu engang i den menneskelige natur at støtte sig til en eller anden tro – måske er det et tegn på svaghed, men således er det nu.”

”Tror du da på den nazistiske teori, at den eneste form for liv der gives efter døden – er det liv, som går igen gennem vore børn og børnebørns?”

”Utvivlsomt lever vore egenskaber og i visse tilfælde også vore tanker og idealer videre gennem vore efterkommere – men at bygge hele sin livsanskuelse op på den tankegang, det forekommer mig for naivt og for utilfredsstillende. – Hvad tror du selv på?”

”Jeg har ofte tænkt over problemerne uden derfor at komme dem et skridt nærmere. – Der er tre hovedaktører i det store drama – den katolske kirke, den evangeliske kirke og så er der fanden selv – de kalder alle hverandre for kættere og de tyder biblen på hver sin måde – den måde som passer bedst for deres krav – Er det ikke rigtigt? - Se nu bare til kirken hjemme i Danmark – der har vi en snes forskellige sekter, som fører krig på kniven mod hverandre om, hvorledes en oprigtig kristen bør tro – og hver sekt råber, ganske usmageligt, op om, at netop de er frelste. – Men hvad er så det rigtige? – Hvorledes kan nogen forlange, at vi skal tage stilling til alle disse teorier, når selv alverdens lærde er i totterne på hverandre om spørgsmålene!”

”For guds skyld – spekuler ikke over den slags ting! Der er pladsmangel på sindssygehospitalerne!”

”Det passer nu – den måde som fanden tyder biblen på tager de herrer præster og kristendommens forkæmpere samvittighedsløst til indtægt, når blot den passer ind i deres kram. – Hvorledes vil du ellers forklare mig, at samtlige Englands præster hver søndag råber ud over landet at gud kæmper for deres sag – og Tysklands præster beder fra prædikestolen Gud om at velsigne Tysklands våben og på bæltespænderne i soldaternes livremme kan du læse: Got mit uns – det er jo i så skærende modstrid med hele biblens ånd, som noget kan være. – Husker du hvorledes den engelske ærkebiskop besvor bolsjevikkerne, da de overfaldt Finland i 1939, hvorledes han kaldte dem for menneskehedens barbarer og for kristendommens dødsfjender – og i dag er bolsjevikkerne englændernes gode allierede, alle landets præster svinger røgelseskarrerne og beder til Gud for kommunismen – Ser du ikke parodien –Svindlere og hyklere alle til hobe!”

”Således har menneskerne altid været – det må jo ligge i vores natur. Alt det som vi går og bilder os ind, at vi er – det som vi kalder kultur og kristendom, det er kun et tynd lag politur og under det – der lurer de dyriske instinkter hvis fornemste kendetegn er egoismen – se dig om i verden!”

”Et magert resultat for kristendommen efter flere tusind års virke. – Nå, kirken tækker da også blandt sine ledende mænd nogle af de uhyggeligste forbrydere historien kan opvise, - og dog – hvor mærkeligt – konger, kejsere, riger og folk er gået til grunde, men kirken den står endnu – den har overlevet alle tidens storme!”

”Nå – nu vil vi sku’ ikke have mere af dine filosofier, Marius. – Der har også levet præster som var på linie med det der er sket i dag – har du læst Troels Lund: Dagligt liv i Norden – der hvor han omtaler præsterne og deres levemåde i gamle dage?”

”Ja – det har jeg læst temmelig nøje.”

”Kan du huske hvor han omtaler præsten, Hr. Hans fra Holmens Kirke – han holdt en prædiken ude fra dagens tekst, en tekst som han selv havde gjort og den lød: Kærlighed gør stærk – den opløfter både skjorte og særk!
Det var en herre med sans for det realistiske – han kunne have prædiket for soldaterne i dag!”

Og så gled samtalen ind på andre baner.