3. del - Rastovichza (Hrastovica)

Vores gæsteoptræden i Petrinja blev ikke af lang varighed, en skønne morgen lød ordren – marchklar. 7. kompagni skulle afløse den styrke, som var garnisoneret i Rastovichza (Hrastovica)

Rastovichza: Kun 6 km fra Petrinja lå den lille landsby Rastovichza, - en rask marchtur og vi rykkede ind i byen.

Rastovichza var ved flere lejligheder blevet truet at partisanernes plyndringer, flere bygninger var brændt ned til grunden og andre bar spor af kampe. Efter beboernes ønske og for at beskytte dem mod flere overgreb, var der bestandig stationeret en mindre militærstyrke i byen. – 7 kompagni gik øjeblikkelig i gang med afløsningen, - 1 Zug under ledelse af den danske Untersturmfürhrer B… besatte stillingerne mod syd og øst, hvor vejen førte ud i bjergene og hvor de brede engdrag og en lille flod, skiller Rastovichza fra landsbyen Taboriste. 2. Zug, ligeledes under ledelse af en landsmand, Untersturmfürhrer H…, besatte den nord og nordvestlige side ud mod bjergene og ind mod Petrinja. Svære Zug, under ledelse af Oberscharfürer Otto, gik i stilling mod vest, på et par fremspringende bjergknuder, et ug fra 8. kompagni forsynet med infanterikanonner, to stade på kirkebakken midt i byen og således var Rastovichza sikret.

Rastovichza var på størrelse med en almindelig dansk landsby, men så noget anderledes ud. Tæt inde under de skovklædte kalkstensklipper og med vid udsigt over slettelandet mod øst, havde den lille by rejst sig. En herlig miniaturekirke knejsede på byens højeste punkt – kirkebakken, mens centrum var en lille åben plads nedenfor kirken, torvet, som vi kaldte det. Her lå byens eneste købmandshandel, samt et på officielle bygninger og frem for alt, en springende kilde med verdens bedste drikkevand, krystalklart, iskold og af en forunderlig velsmag. Beboerne var alle bønder eller levede i nær tilknytning til landbruget, - bager, smed , skomager eller andre håndværkere fandtes ikke, deres funktioner varetog bønderne selv på god gammeldags maner.

Gårde og huse lå spredt rundt mellem hverandre, på en mærkelig planløs måde, der ledte tanken hen på børns leg med byggeklodser, det var umuligt for en fremmed at sige, hvor grænserne gik mellem de forskellige ejendomme og man undredes over, at indbyggeren selv kunne finde rede på hvad der var hvems. Bortset fra præsteboligen, posthuset, købmandshandlen og endnu et på bygninger, var alt andet opført af træ, men hvilket træ ? - Blokhuse bygget af egetømmer af fineste sort ! – Men hvorledes var de byggede ? som man kan forestille sig en flok kejthåndede fattighusmedlemmer, der havde arbejdet å akkord med middelalderligt værktøj, ledet af skeløjede formænd, ville have gjort, således stod husene – skæve, unøjagtige og råt opført, sikkert hundrede år gamle.

Det var Rastovichza, en idyllisk by udvortes set, en gennemsnitslandsby på Balkan, måske lidt mere velstillet end flertallet.