6. del - Natlig alarm

Ude på højre fløj af vore stillinger – op imod bjergene, knitrede geværerne lystigt. – ”Hør nu !” rasede der ikke voldsom kamp oppe på bjerget i Svære Zugs afsnit ?. – Vi lyttede intenst ! – sansebedrag ! – Det var kun ekkoet fra maskingeværsalverne, som blev kastet hundredefold tilbage af skoven og klipperne – men overordentligt livagtigt og vildledende. For en uøvet iagttager lød det, som et voldsomt slag mellem store styrker. Adskillelige gange senere, selv efter at var blevet fortrolig, med de mærkværdige ekkolyde i bjergene, greb jeg mig selv i den tanke, at der blev skudt igen, når grupperne afprøvede maskingeværerne – så naturligt virkede det. Gruppen var i højeste alarmberedskab og ophidselsen var stor, man så partisaner bag hver en busk og tue!

Gruppen var i højeste alarmberedskab og ophidselsen var stor, man så partisaner bag hver en busk og tue!

B… holdt forhør! – Om der var blevet skudt på dem?

Næh!, det troede de ikke! Nej – det var der vist ikke! – Men det var da tydeligt, at der blev kæmpet oppe ved Svære Zugs stillinger!

”Pjat!” sagde B…, - ”når i skyder i en skov, så er der noget som hedder ekko. – Husk det!”

”Er der nogen, som har set eller hørt noget mistænkeligt?

Det havde de alle! En havde set en kniv blinke i mørket – en anden havde bemærket nogle mørke skikkelser, som forsvandt mellem buskene og en tredje havde hørt listende trin!

”Nu skal jeg sige jer en ting,” bemærkede B… da beretningerne var til ende,”det er udmærket at i er vågne og opmærksomme, men lad være med at lade fantasien løbe af med jer. I må lære at skelne imellem det virkelige og det uvirkelig. Jeg vil ikke rende og være barnepige for jer! – Jeg vil ha’ min nattero! – Jeg har ikke noget imod at i prøver maskingeværerne engang i mellem, men holde klapjagt på skygger og andre vidtløftige væsner – det har vi sku ikke ammunition til. – Forstået!”

Den første Puniske krig var endt, smertefrit og ublodigt og freden havde atter holdt sit indtog i Rastovichza.

Senere lærte vi at skelne nattens mangfoldige lyde fra hverandre og tilegnede os det advarende instinkt, som er frontsoldatens bedste værn imod overraskelser og farer.