2. del - Kroatien og Petrinja

Kærntnerbjergene danner den nordlige grænse mellem Kroatien og Østrig. – Vilde og forrevne, nem storslåede og af en forunderlig skønhed stræber de mørke bjergtinder mod himlen. Gran og fyr snor sig fra dalene op langs de stejle klippesider og i en evig kamp mod de barske naturkræfter, for til slut at møde deres skæbne, oppe under himlens skyer. Et vidunderligt smukt panorama gled forbi vores undrende øjne, ting som vi havde hørt om, læst om og set billeder af, det oplevede vi nu i virkeligheden. Bebyggelsen var kun ringe og spredt, hist og her lå små landsbyer gemt i de dybe dale. Det var et ideelt landskab for partisaner og oprørske elementer, men da det til dels lå udenfor Marskal Titos virkefelt, var sikkerheden nogenlunde.

Over Marburg kom vi til Agram, eller Zagreb, som byen hedder på kroatisk. Agram tæller omkring et par hundredtusinde indbyggere, er hovedstad i Kroatien og var sæde for den daværende regering. – Terrænet havde gradvist forandret sig og fra Agram dampede vi ud på de brede sletter, som mil efter mil breder sig på begge sider af Donaus store biflod Save. Her begyndte for alvor partisanernes virkeområde. Foran lokomotivet havde vi fået anbragt fire godsvogne, fyldt op med grus, deres opgave bestod i at modtage det første stød fra eventuelt udlagte sprængladninger, og samtidigt give lokomotivføreren lejlighed til at stoppe det langsomkørende tog. Skovene var fældet eller brændt af i en passende afstand fra banelinien, for at forhindre pludselige overfald. Mange af småstationerne har spor af partisanvirksomhed, ødelagte og hærgede af ild, alle var omgærdet af pigtråd og besat med kroatisk militær.

Den første større by efter Agram var Sisak. I Sisak blev vi rangeret ind på en sidebane og fortsatte videre til vort første bestemmelsessted, Petrinja. En del af regimentet var blevet stationeret i Sisak, størsteparten af 2. bataljon fik stade i Petrinja, medens 1. bataljon drog videre til byen Glina, inde mellem bjergene.

Petrinja: Kasernen eller rettere baraklejren, lå i udkanten af Petrinja og naturligvis så langt fra jernbanestationen som overhovedet muligt. Benene var godt stive efter en ugelang indespærring i de snævre skrumplende godsvogne, - det blev en drøj marchtur i den stegende middagshede, besværet som vi var af en tung oppakning og tykt tøj. – Efter danske forhold at regne, er det meget varmt i Kroatien. Dag efter dag brændte solen fra en skyfri himmel og de hjemlige friske vinder, er herned et ukendt begreb. Det var en tortur at eksercere i det svære soldatertøj, den mindste bevægelse fik sved til at strømme ud af alle porer og vi velsignede regimentskommandoen, da der kom ordre til, at skorte, livrem og benklæder var at betragte som den eneste reglementerede påklædning.

Petrinja har en ganske smuk beliggenhed på overgangen mellem slette og bjergdrag. Mod øst og nord bredte de store dalstrøg sig hvor majsmarkerne bølgede og hvor kør og svin græssede i flokkevis, mod vest og syd hævdede de første udløbere fra det vidstrakte bjergland i Serbien og Dalmatien, deres skovbevoksede toppe op af sletten og Kupaflodens friske, brede strøm løb ved deres fod. Petrinja havde ca. 10.000 indbyggere og var centrum for et stort opland, - Bønder og bjergboere bragte deres mangeartede varer til byen og sjakrede sig gennem en udstrakt byttehandel, andre livsfornødenheder til. Penge havde ingen eller kun ringe værdi, thi inflationen red landet som en mare.

Når Løjtnant J… eller korporal P.. blev tørstig, - det bliver man ofte i Kroatien – og han ønskede at sætte smag på landets fortrinlige vin, så strakte soldaterlønne ikke langt, men var han så heldig, at være i besiddelse af privatejendele, som kunne sælges på den sorte børs, så stillede forholdene sig ganske anderledes. Det var forbløffende så mange kuna (kroatisk mønt, svarende til danske kroner) et ur eller en gammel skjorte kunne indbringe, man følt sig som en ren Krøsus, når det tykke bundt af store pengesedler blev udbetalt, nem så meget desto større var skuffelsen når man opdagede , hvor lidt der i virkeligheden kunne købes for pengene. Spiritus var ikke den dyreste var, en flaske god rom var til at købe for 800 Kuna, hvorimod et par gode støvler, hvor disse var til at få, eksempelvis kunne koste 40.000 kuna. Der var ikke mange, som slap fra Kroatien med private ting i behold, alt blev omsat i spiritus. – Havde der været mulighed for at sælge militærets ejendel, ville Regiment Danmarks mænd utvivlsomt til slut, kun være iført et sparsomt lændeklæde. Enkelte havde så småt begyndt at sælge tæpper o andre ting af deres udrustning, ting som de mente var ganske overflødige i det varme klima. Denne opfattelse blev ikke delt af militærmyndighederne, som ikke kunne indse det formålstjenlige ved en forenkling af udrustningen, der blev sat en hård og resolut stopper for denne trafik. I letter tilfælde, f.eks. når det kun drejede sig om et tæppe, var straffen degradering og fængsel, i sværere tilfælde, var det forsættelse til en straffebataljon, hvilket næsten var ensbetydende med en dødsdom.

De italienske tropper, som havde besat landet før vi kom, drev en anderledes udstrakt byttehandel og partisanerne var deres gode kunder, for en god Fiat panser var prisen 5 køer.

Petrinja var en ganske sjov by, vidt forskellig fra en dansk provinsby af lignende størrelse, - flere bygninger var smukke og monumentale, men over det hele var et præg af forfald og en mangel på orden, som kunne tyde på en vis magelighed hos befolkningen. Det var helt festligt, når bønderne ved aftenstid, drev deres brølende kvægflokke gennem gaderne, et bybillede, som var ganske fremmedartet for os. Værtshuse var her ikke mangel på og vin og spiritus til overmål, men nogen for forlystelsesliv eksisterede ikke. kvinderne var smukke og nette i påklædningen, hvad enten de optrådte i moderne antræk, eller i den blomstrede kroatiske nationaldragt, med de mange lag af skjorter. Mændene var deres diametrale modsætning, her – som overalt på Balkan, hvor jeg har været, var de små sortsmudsige og dårligt byggede, det må vel for en retfærdigheds skyld tilføjes, at militæret havde lagt beslag på den bedste del af ungdommen, De mandlige civilisters påklædning var nærmest pjaltet, de demonstrerede tydeligt manglen på tekstilvarer, jeg mindes ikke at ha’ set et ordentlig sæt tøj hernede. – I de to større byer, Petrinja og Sisak, hvor vi har været indkvarteret, var befolkningen holdning overfor tyskerne venlig, men kølig – pigernes dog undtagen ; man betragtede besættelseshæren som et nødvendigt onde.

Partisanerne opererede livligt i Petrinjas omegn, det var i sær i bjergene mod vest, på forbindelsesvejen til Glina, at de optrådte, men heller ikke vejen til Sisak var sikker, flere af vores forsyningskoloner var overfaldet og et på mænd dræbt.