11. del - en landmands observationer

I vort lille, isolerede samfund var dagene hinanden lig, som den ene dråbe vand den anden, - men langt fra kedelige. De særprægede forhold vi levede under, havde løsnet militærlivets snærende bånd. – Friluftslivet, den lette tjeneste, det strålende vejr og kammeratskabet, alt det i forbindelse med et vist mål af livets goder – god mad, spiritus og tobak, - gjorde hver dat til en festdag. – Af og til sendte vi en Spähtrup over til nabolandsbyen, Taboriste. – Officielt for at konstatere om der fandt partisanvirksomhed sted, men i realiteten for at finde ud af, om bøndernes bryg af Slivovits var bedre derovre end i Rastovichza. Det var dog ikke tilfældet, og spähtrupperne til Taboriste hørte hurtigt op.

Som gammel landmand interesserede det mig at følge bøndernes liv og virke. Frugtbar og fed er jorden på de vidstrakte kroatiske sletter og klimaet er fortrinligt – med lange, varme somre og milde, fugtige vintermåneder. – fra naturens side har balkanbonden ingen grund til at klage. Dette gælder naturligvis kun for lavlandets befolkning, thi for bjergbonden stiller forholdene sig ganske anderledes.

Trods det, at alle naturlige betingelser synes at være til stede for at skabe et højtudviklet landbrug, så er selv slettens bønder primitive og fattige. Landbruget arbejder under forhold og vilkår, så vi må mindst 100 år tilbage i tiden for at finde noget tilsvarende herhjemme.

Morderne maskiner og rationel drift er almindeligvis et ukendt begreb og avlsbygningerne er under al kritik. Jeg har set svinestalde så usselige og små, at det var umuligt for en gris at vende sig i det snævre rum, når den først havde nået en vis størrelse og herligheden trodser enhver beskrivelse. En bonde, jeg besøgte, havde specialiseret sig i svineopdræt i den store stil – alt målt efter kroatiske forhold. – Han var så snavset og beskidt, at en sammenligning mellem ham og svinene, absolut faldt sud til fordel for de sidste – og det siger ikke så lidt. Manden blev åbenbart regnet for en kapacitet på sit område, - med megen stolthed satte han mig ind i hemmelighederne vedrørende sine fordringsmetoder. Fodret bestod af knuste græskar tilsat et fingerbøl byggrutning pr. gris og dertil græs efter behag. Det skal indrømmes, svinene så både fede og velnærede ud, men jeg gad nok se den danse gris, som kunne trives på et sådant foder. Svinene i Kroatien var af en anden race, end det danske højtforædlede, hvide landsvin. De var sortbrogede alle til hobe, korte af bygning, hårdføre og trivelige, især var de gode græssere. Vi traf dem på sletterne i store flokke og til trods for, at deres eneste næring var græs struttede de af velvære og flæsk, fjerkræ spillede en stor rolle i produktionen, især gæssene, man så dem i tusindvis langs med floder og søer.

Agerbruget koncentrerede sig væsentligt omkring dyrkningen af majs, kartofler og vin. Studer er den mest benyttede trækkraft i markerne, - hvor det kniber med stude, må malkekøerne tage et nap med, men selvsagt går det i så tilfælde ud over produktionen af mælk. Uorden, manglende fag, Driftsplan og ordentlige salgsorganisationer prægede hele landbruget. – Intensiv drift, moderne og tidssvarende metoder og maskiner, parret med andelsvirksomheder efter dansk mønster, det var hvad man trængte til hernede, - så meget mere, som landbruget væsentligt består af, småbrug. Men befolkningen var ikke af de flittigste og havde tilmed antipati imod enhver form for forandring, - alt nyt blev saboteret. Når dertil kommer et udueligt styre, som igennem århundreder havde udsuget folket, dem selv til gavn og landet til skade, så vil man forstå, hvorfor landbruget stod på så lavt et stade. De urolige forhold i landet, bandituvæsnet og de mange krige, havde naturligvis også deres del af skylden.

Gode dag svinder hastigt, - knapt en måned varede vores gæsteoptræden i Rastovichza. En skønne dag stod alt i opbruddets tegn. 5. Kompagni fra Regiment Danmark afløste os – det var en af de første uger i oktober måned i 1943. Med ønsket om alt godt for fremtiden, tog vi afsked med den venlige befolkning – lidet anende den frygtelige skæbne, som var tiltænkt Rastovichza og vore afløsere – 5. Kompagni.