12. del - Partisankampe

7. kompagni sammen med 6. kompagni og det svære 8. kompgni fik station i byen Sisak og blev stillet i beredskab for divisionen. Nu begyndte et spændende afsnit af vores ophold på Balkan.

Skulle en forsyningskolonne eskorteres gennem et farligt distrikt, var det en straffeekspedition mod partisanerne i bjergene eller drejede det sig om patruljetjeneste i partisangebeterne, - straks kom der ordre fra divisionen og vi rykkede ud. Opgaverne var mangfoldige og mangeartede, - vort virkefelt strakte sig fra Agram i nord til Konstanitza i syd, fra Glina i vest og langt ud på sletterne mod øst.

I store lastbiler og i små hurtige svømmevogne gennemkrydsede og kontrollerede vi distrikterne – vi fik på den måde et ganske godt indtryk af befolkningens forskelligartede levevilkår og af landets naturskønhed. Vi suste over store brede sletter, hvor sagte, glidende floder trak deres blinkende sølvbånd gennem det frodige landskab, vi klatrede over stejle bjergrygge og kørte gennem fattige landsbyer – som et storslået panorama gled Kroatien forbi vore øjne. Vore sammenstød med partisanerne var mangfoldige, og fyldt med spændende enkelheder – mere eller mindre blodige. I det efterfølgende skal der fortælles om nogle af disse oplevelser.

Sisak er en by på ca. 20.000 indbyggere og adskiller sig ikke væsentligt fra andre byer på Balkan af samme størrelse. Byen ligger på den. Brede slette, der hvor Save og Kupa floderne forener deres løb på vej til moder Donaus vidtfavnende strøm. Beredskabsstyrken var, sammen med enheder fra regimentets tros, indkvarteret på en barakkaserne i Sisaks sydlige udkant, - nogle triste smudsige bygninger uden bekvemmeligheder af nogen art.

Kompagnichefen, Hauptstrumführer Hämel var kommanderet på en 4 ugers Stosstrupskole og i hans sted rykkede løjtnant B… op som kompagnifører.

Beredskabsstyrkens første opgaver bestod af nogle stor anlagte undersøgelsesekspeditioner til landsbyerne på sletten øst for Sisak – periferien for partisanernes virkeområde på de kanter. Befolkningens stilling i disse landsbyer var langt fra misundelsesværdig , - blev det bevist, at de spillede under dække med partisanerne, blev der straks gjort kort proces. En straffeekspedition fra det kroatiske politi eller fra værnemagten aflagde byen et besøg og brændte husene af over hovedet på indbyggerne. Beboerne blev interneret , - køer, svin og fjerkræ blev konfiskeret og taget med som bytte. Partisanerne var ikke stort bedre, snarere værre – de røvede og plyndrede af hjertens lyst, hvor de kom frem, naturligvis i særlig grad i de byer, som var mistænkt for at nære sympatier for den kroatiske skinregering - Paulovitchz.

Nogle af landsbyerne forsøgte at bære kappen på begge skuldre, - snart støttede de partisanerne og snart var det regeringstropperne, som havde deres sympati, - alt indrettet efter den øjeblikkelige situation. De stakkels mennesker må have følt det, som en lus i mellem et par negle, - hvorledes de end bar sig ad, så risikerede de at blive knust mellem de stridende parters ubarmhjertige interessepolitik.

Vi kom til landsbyer, hvor hele den mandlige befolkning, bortset fra drenge og oldinge, var som sunket i jorden. I sådanne tilfælde var der ingen tvivl om, at indbyggerne var tilsluttet partisanstyrkerne, selv om de tilbageblevne modtog os med åbne arme og med vin og snaps. De havde altid tusinde forklaringer og undskyldninger på rede hånd, for at bortforklare mændenes forsvindingsnumre, og mange trick blev benyttet, når det gjaldt om at undgå husundersøgelse. Meget almindeligt lagde en del af kvinderne sig i sengen og man fortalte, at der var udbrudt tyfus. Eller andre smitsomme sygdomme i byen. Det blev der dog aldrig taget hensyn til, - for det første var det altid løgn, for det andet var vi vaccineret imod alle tænkelige epidemier, - Vi kom ind et sted, hvor der lå en ældre kvinde for døden. Stønnende af smerte og gustenbleg i ansigtet lå hun og ventede på den sidste olie, medens slægt og venner med gråd og bønner bad os drage bort og ikke forstyrre den hellige handling.

Det hele så meget troværdigt ud og vi besluttede at forlade huset uden undersøgelse. I sidste øjeblik kom gruppefører på tanken om en mystisk lem, som han var stødt på inde i køkkenet. Lemmen viste sig at føre ned i en underjordisk kælder og da han ikke mente, at en undersøgelse hernede kunne virke forstyrrende på det som foregik ovenpå, blev et par mand kommanderet ned for at endevende rummet. Inderst i kælderen fandt de et lig, skjult under en bunke halm. Liget var frygteligt lemlæstet – Hovedet var knust med en stump genstand, det ene ben var brækket og på kroppen var flere spor af knivstik. Den myrdede var iklædt de kroatiske bønders sædvanlige pjaltede kofte, med tøjstumper nøret sammen om fødder og lægge, - men har var ikke i besiddelse af papirer af nogen art, som kunne give oplysninger om hvem han var eller hvor han hørte hjemme. Vi formodede, at det var en af regeringens politimænd, som her havde mødt sin skæbne. – måske var det også en personlig hævnakt, der dannede baggrunden for den bestialske ugerning. En afhøring af beboerne bragte intet for dagens lys, - alle stod ganske uforstående overfor ligets tilsynekomst i kælderen og alle bedyrede deres ukendskab til mordet og til den afdøde overhovedet. Forklaringerne lød mere end usandsynlige, men hvor meget tolken end hersede med dem, så var det umuligt at få andre oplysninger. Bataljonskommandøren mente ikke, vi havde tid til at beskæftige os nærmere med tilfældet og for at gøre en lang historie kort, bestemte han, at huset skulle brændes ned til grunden, selv med fare for at rette bager for smed.

Halmen i kælderen blev antændt, - Ilden forplantede sig hurtigt til det tørre træværk og snart stod huset i lys lue.

De sørgende slægtninge forlod ilsomt bygningen, så snart de hørte flammernes knitren, men uden at bekymre sig det mindste om den syge. ”De er rendt uden at tage den gamle med,” blev der råbt.

Vi var et par mand som sprang op ad trapperne for at bringe hjælp, men det var ganske unødvendigt, - Genstande for vores bekymring kom pludseligt farende, som skudt ud af en kanon og forsvandt imellem gårdens udbygninger, - en noget mærkelig opførsel af en dødssyg kvinde.

Det hændte, at uheldige elementer indenfor regimentet optrådte provokerende og udfordrende, men hvor stærkt vi end beklagede og to afstand fra en sådan opførsel, så kunne det ikke forhindre, at der opstod beklagelige episoder. – thi husundersøgelser af en problematisk karakter, de indskrænkede sig for det meste til en munter sludder og et glas vin eller en snaps. Som regelen tog vi ikke højtideligt på disse opgaver og indenfor de danske styrker i regimentet rejste der sig større og større antipati imod at blive benyttet til den slags arbejde. Vist var det kommunister vi bekæmpede, men forholdene var vidt forskellige fra de forudsætninger, hvorunder vi havde meldt os.

Det var sjældent ekspeditionerne gav positive resultater, thi partisanerne var altid advaret i tide og havde søgt op i bjergene eller ind i de vidstrakte skove, hvor enhver forfølgelse var håbløs. I et enkelt tilfælde fandt vi frem til det lokale partisanhovedkvarter, en samling træhuse i udkanten af en skov. Partisanerne var naturligvis over alle bjerge, så vi nøjes med at brænde deres tilholdssted af og lægge beslag på fjerkræ og grise. Foran skoven lå den milevide slette, - med sine enkelte, spredte buskformationer og mange bippebrønde mindede den om Pusztaen i Ungarn. Svinene græssede i småflokke rundt omkring på sletten, de var let til bens og vanskelige at fange, - derfor skød vi dem. Svømmevognene for ud over sletten i hælene på de skrigende griseflokke, indtil en velrettet kule gjorde ende jagten. I mange dage levede vi så kraftigt af svinekød, at maverne tilslut blev dårlige og ingen gad spise flæsk mere. Det hændte, at vi blev beskudt af snigskytter, som havde lagt sig i baghold, men selv en aldrig så hurtig undersøgelse af terrænet bragte nogen resultat. Sjældent havde vi tab ved disse lejligheder.