Marius Sørensen i Kroatien 1943
Dele af grenader Marius Sørensens erindringer fra hans tid i ”Regiment 24 Danmark”
Kroatien var et tidligere ældgammelt kongerige men gennem århundreder har landet været under fremmed herredømme, en væsentlig tid under dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Efter Verdenskrigen 1914-18 blev Kroatien, meget imod befolkningens ønsker, tvangsindlemmet i det nye Storserbien – Jugoslavien. Mellem Kroater og Serber, herskede et ældgammelt nag, som ofte gav sig udslag i voldsomme episoder og stridigheder. Tyskerne spillede behændigt på disse modsætningsforhold og havde oprette en kroatisk skinregering, med løfte om fuldstændig selvstyre efter krigens ophør. Resultatet var, at en mængde unge kroater meldte sig som frivillige til den tyske hær, ligesom den hær regeringen oprettede til bekæmpelse af partisanerne fik stor tilslutning.
Officielt var tyskere herre på Balkan og beherskede alle byer af betydning, alle havne, jernbaner og trafikknudepunkter, men måtte føre en stadig kamp imod partisanerne for at kunne udnytte fordelene ved disse besiddelser. Landet var som skabt for partisanvirksomhed, de øde uvejsomme bjergegne og de tætte kratskove udgør en stor del af Jugoslavien – og har herskede Marskal Tito og hans bander.
Hvem denne Tito var og hvor han egentligt stammede fra, fortabte sig i mystikkens tågeslør, i hvert fald var vi på daværende tidspunkt ikke klar over, hvorledes hans fortid havde formet sig.
Marskal Tito var kommunist og hans bander var kommunistisk indstillet. Støttet i sin kamp fik han, såvel fra Rusland som fra England, men direktiver og ordrer kom fra Moskva. Vel næppe i nogen af de besatte lande har partisanvirksomheden spillet så stor en rolle og antaget et sådant omfang, som netop i Jugoslavien. Fra det sydlige Serbien og dele af Grækenland over Albanien, Montenegro, Bosnien, Hertzegovina, Dalmatien og Kroatien i nord, opererede Tito og hans mænd. Titos kernetropper blev rekrutteret fra Serbien, men eller var det et broget udsnit af alle Balkans folkestammer, som fylkedes under hans faner. Aldrig lod han tyskerne i ro. Stærkt begunstiget af terrænet, havde han overalt anbragt sine snigskytter og overfaldskommandoer, som gennem deres aktioner, tvang tyskerne til at holden uforholdsmæssig stor besættelseshær på Balkan. Med megen dygtighed og energi, men tillige med stor grusomhed, førte Tito sin kamp, - snart blev togene sprængt i luften, så var det en regeringsvenlig landsby som blev overfaldet, men passede det med hans planer, så leverede han tyskerne hele slag. Til sin rådighed havde Marskal Tito en talrig skare af mænd, som fra barnsben var fortrolig med denne form for kamp. Folk som var bekendt med bjergene og skovene, som var trænede i nøjsomhed strabadser og besværligheder – noget personligt mod, målt efter bore begreber, udmærkede de sig dog ikke med.
Da Mussolini blev styrtet og Italien sprang fra, som Tysklands forbundsfælle, var der en stor del, af den i Jugoslavien stående italienske hær, som fulgte Marskal Badoglios ordre og sluttede sig til Titos partisaner. En del våben og materiale faldt herved i den røde marskals hænder, hvorimod de italienske soldater næppe har tilført hans hære væsentligt slagkraft – overalt hvor vi kæmpede imod italienerne, viste disse ringe kampegenskaber.
Således var forholdene i september måned 1943, da Regiment Danmark ankom til Balkan.