Opbrud fra Treskou

Det var en Nat i begyndelse af Maj 1942. Jeg stod paa Vagt paa en ensom Post i Stabens bolig i Treskou, den lille ensomme Station i de begyndende polske Ødemarker. Der havde vi ligget med Bataljonen "Frikorps Danmark" til Uddannelse siden September 1941 og havde faaet en meget streng men god moderne Uddannelse i moderne Krigsføring. Vi var efterhanden alle kede af at ligge stille der, og der var almindelig Muggen over, at vi ikke kom til Fronten. Ja mange troede overhovedet ikke, at vi nogensinde kom derud, men ak - vi fik alle vore lyster dyrt købt, Frikorps Danmark (F:D:) var saaledes fint Uddannet og uhyre veludrustet. Vi havde saaledes alle moderne lette og svære Vaaben, og de fineste ganske nye Vogne og Motorcykler, og vi havde saa mange Vogne, at der var en pr 10 Mand. Det var i det hele taget en Enhed, man kunne vente sig det bedste af. Den var mere end veludrustet, materielt og menneskeligt. Jeg stod nu i denne lune Majnat og tænkte ikke paa andet end at de to lange Vagttimer maatte faa en Ende.

Pludselig kommer der en Soldat og siger, at han skal afløse mig, og jeg studsede af flere grunde. For det første var mine to Timer ikke gaaet, for det andet hørte Afløseren ikke til Vagtholdet og han havde ingen Vaaben. Saa jeg havde sikkert holdt ham fast, hvis han ikke var kommet med den Forklaring, at han var fra det nye endnu ikke uddannede Rekrutkompagni, og at de skulle overtage Vagten for Bataljonen. At det gamle færdiguddannede F:D samme Nat havde faet ordre til at bryde op og med hele Mandskabet og Udrustningen skulle stille i Posen paa Banegaarden (19 km fra Treskou) kl 8 samme Morgen for at køre med Toget til Rusland og dermed til Fronten. Saa overlod jeg Manden min Post og skyndte mig med undertrykt Nervøsitet tilbage til Vagten, og der var man allerede ved at bryde op.

Jeg pakkede mine Sager hurtigt sammen og gik tilbage til mit Kompagni (II Kmp). Der var der, som overalt paa den store Kaserne, det største Virvar. Alt skulle pakkes, og der var meget, som man havde samlet i den lange Tid, vi havde været der. Det skulle være saadan, at hver Mand kunne bære sit og desuden en masse Vaaben, Ammunition og Forplejning. Det hele gik pænt og roligt. De fleste troede nemlig ikke paa det med Fronten. Man troede det var en Udrykningsøvelse, som vi havde haft saa mange af, og som blev afblæst, naar vi var færdige med at pakke eller havde marcheret et Stykke. Men der var alligevel noget alvorligt over det her og efterhaanden gik det op for de fleste, at det var alvor, da vi fik skarp Ammunition og en masse Forplejning, som vi aldrig før havde set mage til, udleveret. Der var hele dejlige røgede Flæsskesider og Konserves i store dynger.

Ja, der var saa meget, at vi kun med nød og næppe kunne slæbe det med, men med kom det, for vi var ikke vant til at leve saa godt, tværtimod vi var altid sultne. Desuden fik hver Mand en Nødforplejning, som bestod af 2 Æsker meget fin Chokolade, 3 Daaser Svinefedt og et par pakker Knækbrød. Det maatte kun spises, hvis vi var i den yderste Nød ved Fronten, men alligevel var det faa der overhovedet havde det med ind i Rusland. Vi spiste det paa Vejen. Det fik vi i Rusland kun faa km. bag ved forreste Linie, en Stroppetur for.