Første Sårede

Lidt før Middag fik min Gruppe den første Saarede. Det var ogsaa en Sønderjyde, ved navn Johannes Ralgen, en kold og fuldkommen rolig Kæmper. Han havde ligesom Mads haft et Skarpskydningsgevær og brugte det lige saa godt, ladende haant om alle Muligheder for Dækning. Han fik et meget smertefuldt, men ufarligt Skud, ind af den ene side af Bagdelen, og ud af den anden. Mads overtog nu mit Maskingevær, og saa matte jeg lægge en foreløbig Forbinding paa den Saarede. Det var en forbandet Tjans mit i Kuglernes Regn, for det var vanskeligt at dække sig ordentlig, saa længe man arbejdede med saadan noget. Derude var det næsten ikke til at lægge en Forbinding paa et saadan Saar. Ralgen mistede meget blod og blev temmelig svag, inden vi var færdige. Jeg var da oversmurt med Blod paa Hænder og Arme, som en Slagter. Jeg skulde nu transportere ham til Sanitetsstationen, sammen med to Sygebærere. Det var et meget vanskeligt Hverv, gennem Skov og Sump og uden at være helt klar over Vejen dertil. Medens Bærerne lempede den saarede frem ved at have ham imellem sig, gik jeg foran og skulde finde, og berede Vejen for dem. Det blev en frygtelig Tur, og vi var alle fire mere døde end levende da vi naede frem. Igennem det tætteste Krat og bundløs Sump maatte vi, og hele Tiden med den yderste Forsigtighed, for ikke at gaa vild.

En gang da vi brød ud af noget Krat, saa vi for os en lang smal Sti, og da vi skulde lige til at træde ud paa den, da der længere fremme marcherede en russisk Snigpatrulje ud paa den. Hvordan det kunde gaa til at den befandt sig bag vore Linier, ved højlys Dag, skal jeg ikke kunne forklare, det var en af de mange Overraskelser, som man kunde vente sig i dette ugennemsigtige Vildnis. Der kunde et øjeblik være ganske roligt, og man kunde føle sig lagt børte fra krigen, som om man gik Skovtur i en fredelig Skov, og i næste Sekund kunde der bryde et helvede af Ild løs, og Fjenden kunde sætte ind fra alle Sider, uden at man kunde finde ud af hvor de kom fra. Saadan føltes det i det mindste i den første Tid, og det var ikke videre hyggeligt, men man havde ikke Tid til at tænke paa faren. Krigen havde overrumplet os, alt hvad vi Forvejen havde gruet for at se, døde og lemlæstede Mennesker og lignende, kom for vore øjne uden man fik Tid at spekulere over det, og inden man fik fundet sig selv igen, havde man allerede set saa meget grusomt, at man ikke mere tog det saa højtideligt. Nerverne reagerede ikke mere for det, det kunde ikke mere gøre Indtryk paa os.

Vi naaede altsa endelig frem med vor saarede Kammerat og fik ham velbeholdent overgivet i Lægens Hænder. Paa Sanitetsstationen var der allerede mange Saarede og Døde. Det var et frygteligt Syn, og jeg blev helt ilde ved at se alle disse lemlæstede Mennesker, man var jo ikke tilstrækkelig hærdet endnu, til at have den før omtalte Ligegyldighed for den slags. Og selv om døde og saarede Mænd senere hen blev et saa dagligdags Syn, at man ikke tænkte over det, saa har jeg endnu ikke set at man har at hjælpe en saaret Kammerat, selv med den største fare for sit eget Liv. Selv de døde blev altid bragt med tilbage fra Kamppladsen, selv om dette næsten altid var meget vanskeligt og uhyre farligt, da det forhindrede den Hjælpende i at søge den nødvendige Dækning, for den fjendtlige ild, af den Grund fyrede Russerne altid særligt stærkt efter os.

Efter at have sludret med Bekendte paa Sanitetsstationen begav vi os tilbage til H.K.L. igen, og Kampen fortsattes hele Dagen. Om Eftermiddagen maatte vi trække os et halvt hundrede meter tilbage, for at komme i Dækning i den tætte Skov, men nu blev det til en rigtig Guerillakrig. Nu forgik Kampen i Skoven, og Fjenden kunde i Ly af træerne komme helt ind paa Livet af os. Det var et forbandet nervepirrende Slagsmaal. Vi saa i Træerne, saa paa Jorden og løb rundt fra Sted til Sted hvor der myldrede Russere frem. Altid maatte man være klar til at fyre paa Sekunders varsel. Den, der ikke var hurtig nok, døde af det. Men hvilket kammeratskab og Mod var der ikke. Selv i det værste Skyderi var der altid en dansk Vittighed at høre. Det var Mænd med et godt Humør og for dem eksisterede der intet uden Kampen og Viljen til at smide Fjenden tilbage. Og da Aftenen nærmede sig, blev der paa en gang ganske roligt. Der fandtes nu ikke en eneste "Ivan" paa vort Omraade mere, bortset fra de Døde, han havde efterladt sig paa Skuepladsen, for Russerne havde ikke saa meget Respekt for deres døde Kammerater at de gad slæbe dem med tilbage og begrave dem paa sømmelig Vis. Det var for dem kun et ødelagt Vaaben, man kastede bort.

Vi var glade for den Ro vi nu fik, for vi havde nu haft 36 ualmindeligt strenge Timer og trængte efterhaanden til lidt Søvn. Men det blev der selvfølgelig ikke meget af, for vi skulde jo dog holde Vagt, men vi afløste hinaden og fik saa nogle Timer paa Ryggen under et vaadt Træ og gennemblødt til Skindet og med Geværet i Haanden, men sove kunde vi som aldrig før, selv om der af og til kom en Maskingeværsalve over Hovedet paa os, den Lyd havde vi allerede hørt saa meget, at den ikke mere formaaede at forstyrre os. Som altid paa det afsnit smed et par Kaffemøller et par Bomber ned til os.

Paa den her beskrevne Dag mistede Frikorpset en af sine bedste Soldater og modigste Mand, nemlig Untersturmführer Just Nielsen. Det var en forhenværende Sekondløjtnant fra den danske Hær. Han var Delingsfører ved 1. Kmp. og havde optraadt som en af de faa, jeg tør vove at kalde en virkelig Helt. Under Staalhjelm med en Maskinpistol i Haanden gik han foran sine Folk og kæmpede som en vild, slæbte saarede og døde tilbage fra de mest udsatte Poster og var i uafbrudt energisk Virksomhed. Han gjorde alt for at lette Kampen for sine Mænd og udførte det haardeste Arbejde som fandtes. Hvad han som Delingsfører ikke behøvede, men han var som besat og utrættelig. Han blev som første og sidste Dansker nævnt i et Blad for Overkommandoen for heltemodig Indsats. Han blev tildelt Jernkorset af 1 Kl. efter sin Død og efter 2 Dages kamp. Hans Kmp. var indsat en dag før os. Vi oplevede nu nogle Dage med korte og spredte Kampe, men dog nogle forbandede Dage af flere Grunde. Dette afsnit blev herefter altid benævnt "Myggedalen", fordi vi Dag og nat uden et Minuts Ophør var plaget af uhyre Myggesværme, som var umulige at holde fra livet hverken sovende eller vaagen.

I de første Dage havde vi store vabler i Ansigtet og paa Hænder af Stik og det var pinefuldt og smittefarligt og mange blev baaret bort med Sumpfeber En ganske tilintetgørende Sygdom, som gør det umuligt at spise noget som ikke kommer op igen, og man er elendig og ligeglad med alt, men snart vænnede man sig ogsaa til Myggestikkene og Vablerne forsvandt. Vi var vant til Giften, den virkede ikke mere paa Legemet.

Vi havde nu ikke andet at gøre end at spise og holde Vagt, men Vagten ved Fronten er ogsaa uden Ende og uhyre trættende. Nat og Dag kunde man staa bag det samme Træ og studere de samme Buske eller andet foran øjet og intet andet saa man. Man maatte dog være Aarvagen hele Tiden, thi "Ivan" kunde jo vise hvert Sekund i Døgnet og paa Vagten havde man Ansvaret for alle sine Kammerater som var bag ved og kunde ved uagtsomhed blive Skyld i uoverskuelige Følger for hele Kampenheden. I disse Dage var der imidlertid for det meste noget til at holde os vaagen, for vi opnaaede næsten aldrig at faa helt Ro paa dette Afsnit. Der kom af og til et par Granater, Bomber eller en Salve fra Maskingeværer, men den slags planløs Skydning havde vi ingen Respekt for, og man kunde for det meste dække sig for den. Det var ikke tit at den krævede ofre.