Velikie Luki

Stilehæfte XIV December 1942 Ved Villiki Luki - Paa Brovagt. - I kamp Julenat.

I modsætning til Tiden ved Ilmen Søen, hvor vi laa længere Tid paa samme sted, blev vi paa denne Indsats flyttet rundt i en uendelighed. Brovagten havde vi oI betragtning af at H.K.L kun var nogle faa hundrede Meter udenfor Landsbyen, saa her meget lidt krigsmæssigt ud. Vore Vogne holdt frit paa Byens Veje, og der fandtes kun faa Bunkers i Landsbyen. Næsten alle vore folk boede i Husene rundt om. Dette var dog ikke de kæmpende Soldater, men Trosset med dets mange Depoter, Kontorer, Køkken og Fourierkammer m.m. og det dertil hørende Personale. Man fortalte os ogsaa med det samme, at det var et udemærket roligt Afsnit. Man saa meget lidt til Ivan.gsaa kun nogle Dage, saa blev vi atter afløst. Men vi kom ikke tilbage til vore Bunkers i 3. Kmp mere. Kompagniet var i mellemtiden flyttet fra og laa nu atter foran Ivan et eller andet sted inde i det U-formede Frontafsnit. En af vore Vogne førte os dertil. Det var ikke saa ret langt borte, 10 - 15 km inde i U-et tror jeg. Fra Landevejen bøjede vi ind paa en Sidevej og kørte et par smaa Kilometer, indtil vi holdt i en lille Landsby, og var ved vejs Ende.

I betragtning af at H.K.L kun var nogle faa hundrede Meter udenfor Landsbyen, saa her meget lidt krigsmæssigt ud. Vore Vogne holdt frit paa Byens Veje, og der fandtes kun faa Bunkers i Landsbyen. Næsten alle vore folk boede i Husene rundt om. Dette var dog ikke de kæmpende Soldater, men Trosset med dets mange Depoter, Kontorer, Køkken og Fourierkammer m.m. og det dertil hørende Personale. Man fortalte os ogsaa med det samme, at det var et udemærket roligt Afsnit. Man saa meget lidt til Ivan.

Jeg med min gruppe hørte jo til de virkelige Kæmpende tropper, og vi lagde os straks ud i Forpoststillingerne. Ogsaa her var der, set med Frontsoldaternes øjne, udemærkede Bivuakforhold. Min Gruppe fik et Afsnit, hvortil der hørte en dejlig Bunker. Den var sprængt ud i en Bakkeskraaning med Vinduer og Dør ud mod Dalen, der var paa vor sydside, medens Ivan var mod nord. Derfor var vi i Bunkeren fuldstændig dækket af Bakken. Bunkerens Vægge og Loft var beklædt med et tykt lag Halm og var ekstra tæt. Vi havde faaet vor medbragte Ovn stillet op i Mandskabets Rum. Det var lille, men indeholdt dog tilstrækkelig Soveplads, samt Bord og Stole, alt sammen meget interimistisk naturligvis.

I de faa Dage, vi var her, havde vi gode Dage. Vi havde kun en Stilling at besætte, og den krævede kun en Mand om Dagen og to af gangen om Natten. Stillingen var bygget paa Bakken ovenfor Bunkeren ca 25 meter fra ??, og var udstyret med et af vores M.G., og et Telefonsystem stod altid i forbindelse med Bunkeren og Mandskabet, som der laa i Beredskab. Til trods for at der var saa ganske roligt, mistede jeg dog min første Mand her, og det var midt paa Dagen oven i købet. Han stod paa Posten ensom som sædvanligt, medens vi andre opholdt os i Bunkeren og var ved at spise til Middag. Midt under vores fredelige beskæftigelse klinger Alarmapparatet, og vi løber .... og frem paa de i tilfælde af alvor indstillede Pladser. Jeg løber til Posten i Stillingen, og finder ham blødende af et skud i armen bag Maskingeværet. Jeg bragte ham tilbage til Bunkeren og fik Manden forbundet. Det var et forholdsvis let saar ganske vist gaet gennem overarmen, men dog ikke livsfarligt. Den Saarede blev bragt bort af en Saniteter, og vi matte blive staaende et par Timer i Stillingerne for at være forberedt paa en umiddelbar Fortsættelse af Skyderiet. Men der skete ikke mere denne Nat og heller ikke den følgende Tid vi laa der.

Det ene skud havde været en enkelt Snigskyttes værk. Jeg laa kun med min Gruppe nogle Dage her, saa blev vi flyttet. Men det var kun en Omgruppering indenfor Kompagniet. Vi maatte kun flytte til en anden Stilling et par hundrede meter fra den gamle, men vi kom paa denne Maade en del nærmere paa Fjenden. Vi fik vort afsnit saaledes, at vi havde som nabo Kompagniets Kommandocentral som havde til Huse i en stor Bunker, hvor Chefen Vorsøe Larsen og bans næstkommanderende Unterscharführer Poulsen residerede, tillige med Kompagnimelderne.

Det var en koldere Hule vi her fik og der var en del mere Vagt om Natten, idet vi laa meget tæt paa Fjendens Linier. Det var vist det tætteste vi nogen sinde har ligget i faste Stillinger, der var nemlig ikke mere end hundrede meter over til Ivans Forposter. Der var kun en dyb smal Slugt mellem de to fjendtlige Linier. Vore Stillinger var imidlertid godt udbygget med dybe Stillinger og Løbegrave, der ydede en udmærket beskyttelse. Men Ivan var endnu bedre kørende, idet der lige foran os (kun nogle hundrede meter) laa en Kirke højt paa Slugtens Overkant, hvis store tykke Mure og høje Kuppel gav Ivan henholdsvis fin Dækning og Observationsstade. Fra Kuplen kunne der observeres alt hvad som foregik langt bag vore forreste Linier, hvilket var meget ubehageligt og kunne maaske ogsaa blive temmelig farligt. Den generede os ikke saa lidt den gode Kirke. Om Natten havde vi en Lyttepost staaende der langt fremme foran vore Stillinger bag et lille Træ. Det var ganske spændende, at staa der i en stille Nat og lytte til de mange forskellige Lyde der lød om Natten.

Stilehæfte XV

Dagen var imidlertid langsomt begyndt at bryde frem. Det første vi foretog os efter at have stillet vagter ud var at finde de to Danskere, der siden før Midnat havde været i ufrivilligt selskab med Ivan. Dem fandt vi i en Bunker, der var forsvarligt stænget, men hurtigt blev aabnet da Beboerne hørte dansk Tale uden for. To ligblege Mænd lukkede op, de havde haft en grusom Nat, hvor den ene stadig havde siddet ved Telefonen og dirigeret vore Kanoners ild ind over deres egne Hoveder, indtil Forbindelsen, lige før vi stormede, var blevet afbrudt. Den anden havde haft travlt at stoppe alle Huller, der kunne tænkes at plumpe en russisk Haandgranat ind af. De havde dog hele Natten været forberedt paa at hvert Minut kunne blive deres sidste i denne Verden, men de ville ogsaa havde solgt deres Liv saa dyrt som muligt, og de havde i Bunkeren et depot af alle slags Vaaben. Men Ivans travlhed med at kæmpe paa H.K.L. havde sikkert reddet deres Liv til vi kom.

Samtidigt med den sidste Russers Forsvinden havde vi sat os i Forbindelse med vore kammerater og faaet den vanvittige Ild, de sendte over os, standset. Det satte hele det øvrige Korps i en maalløs Forbavselse at erfare, at Byen pludselig atter var i vore Hænder. Intet Menneske, ud over os 17 Mand, havde anet det fjerneste om vort Forehavende. Om morgenen, Juledag 1942 var Poulsen atter forsvundet i sin aabne Overkappe og stod nu op paa en Ruindynge midt i Byen og erklærede roligt denne besat af os. Ikke nok dermed, den skulle ogsaa holdes mod eventuelle Angreb.

Dagen blev ikke mindre bevæget end Natten. Saa snart Solen spredte sit Lys over de vilde sumpmarker, var vi fuldstændigt afskaaret fra Omverdenen, idet støttepunktet (Byen) var omgivet af et fladt dækningsøst Landskab til alle Sider, som helt beherskedes af fjendtlige Vaaben. Et Hus, som laa lidt afsides fra Byen, viste sig ogsa at rumme en Dansker. Det var en Pioner. Han satte sig straks i forbindelse med os, men blev ellers liggende hele Juledag ganske alene bag et M.G., som han brugte flittigt mod en stadig pressende Fjende. Vi var stadig kun vore 17 Mand og havde ikke chancer for at faa nogen frem for Undsætning, saa længe Dagen varede. Man maatte alene besætte Stillingerne omkring Byen og holde stand - eller dø. Der gaves ingen Vej tilbage.

Min efterhaanden noget indskrumpede Gruppe besatte hele Byens Sydside. Men der var ikke noget der hed frivagt, alle var paa post samtidigt. Jeg som Gruppefører kunne heller ikke gaa rundt som en lille General, men laa muttersalene bag et svært Maskingevær som I Kmp. havde efterladt med Baand med mange tusinde Patroner i. Eller jeg skød med en af I Kmp.s svære Morterer, som om jeg aldrig havde bestilt andet, selv om jeg aldrig før havde fyret saadan en Tingest af før. Altsammen samtidig med at jeg ledede kampe indenfor Gruppens store afsnit. For Kamp blev det til den store Guldmedallie hele den udslagne Dag. Ivan ville have Byen tilbage og havde kun om Natten trukket sig lige uden for Byen i en Dal, som var dækket for vore Vaaben af en bakke. Allerede tidlig morgen gjorde de deres første Angreb paa vore Stillinger med langt overlegne Styrker, som var understøttet af Infanterikanoner. Men vore mænds kampiver var paa sit allerhøjeste, vi kæmpede som Djævle den dag. Vi havde faaet mod af Nattens fine resultat, og der var noget sælsomt.

Dermed var denne Indsats forbi for mit Vedkommende (hvad jeg naturligvis ikke havde kunnet vide), og jeg kom aldrig mere til Fronten. Sygepasseren sendte mig med en Baare længere tilbage til en anden Landsby, hvor Sanitetsstationen laa ikke ret langt fra. Her laa jeg et Døgn paa Kompagniets Skrivestue og hos Foureren. Her var ogsa mange Kontorer, Depoter og Værksteder, en hel lille Forretningsby bag H.K.L. En By som hver dag sendte masser af Biler i alle Verdens hjørner hentende og bringende alle mulige af saa mange Ting, som var nødvendige for en kæmpende styrke i H.K.L. Et godt organiseret Apparat maatte det være ,hvis alt skulle klappe trods de mange Vanskeligheder, som hele det primitive Liv der ude havde at byde paa