Peder

En Dag var jeg inde paa Sanitetsstationen efter noget Medicin. Denne laa ogsaa i Skovene ca en halv kilometer bag H.K.L. Der var Ro den dag, og jeg havde opholdt mig der paa Stationen nogen Tid og sludret med Venner derfra. Vi sad paa Kanten af en Bunker og fortalte hinanden de sidste Nyheder, da der kom en gruppe Soldater fra Baglandet ud imod os. Vi kiggede paa disse nye Folk og pludselig genkender jeg min Fætter og bedste ven, Peder som vi i Posen (Polen) havde efterladt paa et Lazaret. Jeg husker tydeligt, at jeg skreg højt:"Per", og saa hilste vi hjerteligt paa hinanden. Det var min største Glæde at se ham igen, for vi havde næsten været sammen dag og Nat altid lige fra Skoletiden af og altid som de trofaste Venner særlig i den Tid vi havde været ude i det fremmede og fra denne dag af fik vi det ogsaa saadan arrangeret at vi var sammen altid herefter. Et bedre Kammeratskab har jeg aldrig set, end det vi nærede for hinanden. I Medgang og Modgang tror jeg, at jeg kan sige at vi stod saa trofast sammen som nogen i de største Farer. Herefter var vi altid ved hinandens Side.

Peder hørte til det samme Kompagni, som vi begge havde oplevet. Jeg maatte forklare ham alt om Fronten. Paa Vejen ud kom der nogle fjentlige Granater, og vi krøb i Skjul i en lavning under et Træ. Der maatte jeg forklare ham, hvordan man hørte paa Granaterne og Maskingeværerkuglerne, om de var farlige. Vi var jublende glade begge to for at være sammen igen. Jeg tror, at vi begge følte det som et lille barn, som har fundet sin Moder igen efter at have været borte. Peder blev herefter paa Vor Anmodning tilstillet min gruppe, og han kom til mig som min 1. Hjælper til Maskingeværet.

Vi laa nu i Dagene der fulgte paa en ensom Post i tæt krat og Skov og var ganske alene to. Vi byggede os en Løvhytte ved Maskingeværstillingen, men det regnede meget, og vi var altid vaade. De Stier vi banede gennem krattet var næsten ufremkommelige saa sumpet var her. Mange Steder sank man i til over Knæene i Vand og Mudder, og saadan var Jorden i hvilken Retning vi end vendte os. Transporten af Saarede, Syge, Forplejning og Ammunition var et umenneskeligt Slid i dette Terrain, men dog gik Tiden der godt og alle var i et utroligt godt Humør. Her mærkede man et Kammeratskab, hvis Lige ikke kan skabes under fredelige Forhold. Et Kammeratskab som gjorde, at en Mand ikke betænkte sig paa at sætte sit eget Liv i den yderste fare for at redde en anden Mand.

Vi havde ogsaa mange morsomme Episoder paa dette Sted. En Nat da Per og jeg som sædvaneligt stod paa Vagt bag vor Stilling, besluttede vi at se, hvordan de andre Poster af Gruppen fik tiden til at gaa. Vi listede os frem til Mads, vor gæve Sønderjyde, men vi behøvede saamænd ikke at have listet, for han sov sin søde Søvn, da vi fandt ham. Da vi bedrejdede ham at han ikke holdt vagt, svarede han fornærmet: "Det gør jeg skam ogsaa, jeg vaagner engang imellem og sa sender jeg en serie skud over til 'Ivan'. Saa tror han, at jeg passer paa og skal nok holde sig borte." Vi lo, Mads var som sædvanelig uforbedrelig. Mads var en mægtig Kriger. Han kunde sidde oppe i Toppen af et Træ en hel Dag med Kikkert og Gevær og observerer Russerne ovre i deres egen Linier. Naar han fik Øje paa et godt Maal, saa fyrede han, og som den gode Skytte han var traf han næsten hver gang selv paa lang Afstand. Det var saadan en lille privat krig han havde for. Særlig havde han Mod paa Fjendens Madbærere, som bar Mad ud i deres forreste Linier. Det var ham en sand Glæde at se deres Mad sprøjte ud til alle Sider.

Af Fanger fik vi at vide, at Russerne levede ganske elendigt overfor os. De havde noget mærkeligt Brød, som jeg selv har set. Det var mest Bark, det var lavet af. De var glade, naar de kunne tjene noget ordentligt Mad med at bære Ammunition, Saarede og andet hos os, og de var altid særdeles villige og omgængelige at have med at gøre som Fanger og de blev ogsa altid behandlet godt. Det var os under streng straf forbudt at gøre dem noget som helst Fortræd. Som Fjender var det nogle ualmindelige sadistiske Asener at have med at gøre. Det var alle Asiater fra et eller andet Sted i det østlige Rusland, med typisk brutalt Mongolsk udseende. Paa denne Sadisme har jeg set et ækelt Eksempel i "Myggedalen". Et Eksempel som ikke gjorde vore i Forvejen blandede Følelser for dette Folkefærd mildere. Det skete med en af mine kammerater fra II Kmp.s 1 deling som hed (udstreget FB).