Til Hovedkamplinjen

En Morgen, jeg tror det var den 23. Maj 1942, blev det endelig Alvor. I det mindste for nogen af os, thi da saa vi vort 1. Kompagni rulle gennem Byen paa Vej ud mod H.K.L., men av hvor vi surmulede, for vi havde endnu ikke faaet nogen Befaling. Vi fik imidlertid ikke lov at vente længe, for ved Middagstid fik vi ordre til højeste Alarmberedskab, og kl 1600 kom Befalingen om at være klar til at stige i Vognene med al Udrustning kl 1900.

Vi fik hurtigt pakket og løb derefter ellevilde af Glæde rundt til vi kl 1900 entrede den lange række Opel- og Mercedesvogne, og saa var vi paa Vej dertil, hvor hundrede gode Kammerater maatte lade Livet i den hellige Overbevisning, at de derved tjente deres Fædrelands sande Vel. Mænd som fandt deres sidste Hvilested i dette Helvede af Sump og Vildnis og endeløse Ødemarker. Mænd som kun forlangte Friheden til at værne om deres Kære derhjemme og deres Fædreland, selv det skulle koste deres eget Blod.

Hvis man en gang har set disse Mænd i den Kamp, vi herefter førte, falder alle Modstanderens Teorier om Magt- og Vindesyge som Løn derfor, uhjælpelig til Jorden. Ingen materielle Fordele eller Følelser kunne bære noget Menneske oppe i det Helvede af Blod og Ild, som nu fulgte. Jeg føler en hjertens Glæde over at disse Mænd ikke kan se den hensyns!øse, brutale og hævngerrige Udrensning og Tilintetgørelse af anderledes tænkende, som er blevet Fredens Gave de bedste Mænd og Kvinder, som ikke svigtede deres idealer og kammerater (ikke mindst de der faldt) fejt da Slaget vendte sig og Nederlaget kom. Som om Nederlaget og alle de bristede Illusioner ikke var nok straf for at kæmpe med den Svage.

Paa Vejen til H.K.L. saa vi allerede en del af Krigens forbandede Efterslet i form af sammenstyrtede Huse, Granathuller, sønderskudte Træer og døde Dyr langs Vejen m.m. Vejen var som sædvanlig elendig. Den var bygget af Træstammer lagt tæt over klods op ad hinanden og saaledes frygtelig ujævn at køre paa. Enkelte Steder var der dybe Mudderhuller, saa vi kun med Nød og Næppe kunne redde os igennem. At vi overhovedet kom igennem skyldes hovedsagelig de garvede, erfarne Chauffører fra Totenkopf-Divisionen, som med en beundringsværdig Dygtighed førte Vognene ad de daarlige Veje og enkelte steder igennem Fjendes Artilleriild. Flere Steder, hvor træer ikke dækkede udsigten til Vejen, skød Fjenden med Granatkastere paa os, saa Granatsplinterne fløj om Ørerne paa os. Derfor fik Vognen ekstra Gas, og den rystede frygtelig paa de ujævne Veje.

En gang kørte vi fast paa en saadan aaben Strækning og maatte søge Ly i Vejgrøften for Granatilden indtil Vognen kom fri. Selv en ensom Ambulance med saarede soldater skød Russerne altid paa, selv om de tydelig var mærkede med store røde Kors. Disse Vogne, som kørte uafbrudt, var næsten alle gennemhullede af Kugler som en Si. For os gik Turen godt og med et straalende Humør, og der blev sunget Kampsange og Soldatersange efter en større Maalestok. De lyse Hoveder rev den ene Vittighed af sig efter den anden. Jeg kan rolig sige, at hvad der end skete siden hen, saa mistede Frikorpsets Mænd aldrig det gode Humør og den Ro og det Lune, som kendetegner Nordboerne ude i Verden.

I Biakowo standsede vi og forlod Vognene. Det var en ganske lille Landsby fuldstændig omgivet af Skove til alle Sider. Den laa paa et fladt Højdepunkt, og var totalt ødelagt af Krigen og evakueret for alle Civilpersoner. Tilbage var der kun vor Sanitetsstation, Radiostation, Køkken, Depoter, Stalde og Opholdssteder for Soldaterne. Disse Institutioner var alle gravet dybt i Jorden, og flere alen Jord laa ovenpaa. Midt inde i Skovkanten var vore Artilleristillinger bygget. I Byens sydlige Udkant rislede Floden Louvat forbi, grumset og snavset fra Krigens Tummel. Vi oplevede her en urolig og kold Nat i nogle Bunkere, som var stillet os til raadighed til at sove i. Hen paa Natten gik der ild i en Bunker hos nogle Tyskere. Der var en frygtelig Postyr, for det kunne ses langt bort og var en prægtigt Maal for fjendtlige Flyvere. Det varede heller ikke længe inden der kom nogle Kaffemøller (det var en lille Bombemaskine, som Russerne benyttede meget i disse Omraader, og den summede som en Kaffemølle hos Købmanden, deraf Navnet) og kastede nogle Bomber rundt om, men vi slap alle uskadt.