Russisk Angreb

Mens vi havde været paa denne Togt havde 1. Kompagni været i en meget haard Kamp og var temmelig ilde tilredt. Flere var faldet og saaret, resten var meget udmattede af denne haarde, første Indsats. Det var Aften ved ca. 1900 Tiden. Mit Kompagni (II kmp) skulle nu overtage en del af det, saa haardt ramte I Kmp.s Afsnit, og vi blev ført til de forreste Linier, men vi var saa trætte af dagens strabadser, at vi ikke anede hverken det ene eller det andet, og da vi kom ud til H.K.L. smed vi os under de vaade Træer, (det havde regnet hele Dagen og gjorde det stadig) og var sløve og ligeglade.

Vi tænkte ikke paa Maskingeværkuglerne og Granaterne, som stadig fløj om Ørene paa os, selv om det var første Gang, vi rigtig var i H.K.L. Men ak, det var for tidligt vi faldt hen i Træthed og Ligegyldighed, for nu viste det sig, at vi først rigtig skulde til at begynde. Nu begyndte Frontlivets ubamhjertelige, og umenneskelige Krav at blive stillet os, men samtidig begyndte dem Tid, da vi opdagede, at Mennesket næsten kan taale alt hvad der er uundgaaeligt. Før den Tid vilde jeg havde besvoret, at det var den sikre Død at indlade sig paa at byde sit Legeme, de krav, vi nu maatte stille til det. Men det utrolige kan et Menneske trænes op til, ikke engang en Forkølelse fik man af at ligge ude om Natten, og være gennemblødt og kold i flere Dage.

Lige efter Mørkets Frembrud afløste vi I Kmp. i de forreste Skyttehuller. Dette gik Lydløst, og uden megen snakken, kun en Hvisken af og til om Forholdene og Fjenden. Der var en Mørkets Stilstand i Kampen. Russerne havde angrebet hele Dagen, men Danskerne havde holdt hver meter Jord. Det var at vente, at Fjenden vilde benytte Natten til at sende Spejderpatruljer frem, og igen gaa over til Angreb, saa snart det begyndte at blive Lyst den næste Dag. De forreste Skyttehuller, som vi nu havde besat, var gravet i Udkanten af Skoven, med en ca 500 m bred aaben Plads foran, og saa var der igen Skov. Der havde Russerne deres forreste Poster, saa vi var ikke langt fra hinanden.

Det var nogle frygtelige Huller vi maatte ligge i Fulde af Vand og Mudder, og Regnen silede ned hele Natten. Forlade Hullerne kunde vi ikke for Vagtens skyld, og da der stadig fløj en Salve hen over os, af Fjendens Maskingeværer, kunde vi ikke engang staa op i Mudderet, men maatte pænt ligge hele den udslagne Nat paa Maven, i den værste Pløre, kolde og gennemblødt til Skindet. Og aarvaagne maatte vi være hvert Sekund, for at fjendtlige Snigpatruljer ikke skulde overrumple os. Det var en drøj Nat og hvilke Tanker fløj der ikke gennem Hovedet. Imellem Geværsalverne var der mørkt og stille som i Graven. Bag ved og til Siderne var der Skov, og man syntes helt alene og forladt. Ikke en af vore egne saa vi noget til hele Natten, og anede næsten intet om hvor vi kunde finde Venner, det var som om man var ladt alene tilbage i Ødemarkerne. Kun Fjenden forlod os ikke, med korte Mellemrum fik vi en Salve hen over Hovedet, som derefter blev besvaret fra vore egne, med endnu flere Salver.

Jeg laa musestille ved Siden af mit Maskingevær og min Hjælpeskytte paa den anden Side. Vi løsnede ikke et Skud hele Natten, for ikke at røbe hvor vi var. Enkelte Gange kom Kling listende ud fra Mørket, og hen til os og spurgte hvordan det gik, for nu havde spændingen faaet Liv i os igen, og vi var alle spændte paa hvornaar Angrebet vilde tordne imod os, og vi skulde til at slaas for Alvor. Et par Kaffemøller drønede hen over os, og hængte et par Lyskugler ud (Det er en Lyskugle, som hænger i Luften i Faldskærm, og kan hænge i 5-7 minutter. De lyser saa det omtrent er saa lyst, som om Dagen) Derefter dryppede de et par Bomber ned til os hist og her, men dem tog vi mærkeligt nok ingen Notits af, og de gjorde os sjældent Skade.

Vi tog ikke Fejl i den antagelse at Fjenden vilde angribe ved Daggry. Saa snart det, tidligt om Morgenen, begyndte at lysne, begyndte Russerne deres Angreb paa os, og nu fulgte nogle haarde Timer, ja (enddog) Dage. I det begyndende Dagslys saa vi nu tydeligt "Ivan" snige sig frem imod os, forsigtigt, lydløst i smaa Spring fra Skjul til Skjul, for at naa frem til Angrebsstillingen, hvorfra man kunne storme samlet imod os. Samtidigt med at dette skete, og Dagen brød frem, begyndte ogsaa de svære Vaaben at tale deres uhyggelige Sprog. Vore svære Maskingeværer knitrede allerede løs paa den snigende Fjendes Skjulesteder i Huller og bag Buske, foran os.

Omsider naaede Fjenden saa langt frem imod os, at han mente, at han kunne storme (ca 150 m.) for nu fik vi pludselig en Skylle fra hans svære Vaaben (som altid gaar forud for et Stormangreb). Det regnede ned over os med Granater fra Morterer og Infanterikanoner, den ene Eksplosion fulgte paa den anden omkring os og rev Træer, Buske og Jord højt op i Luften, og efterlod et Hul i Jorden. En Tysk Gruppe, udrustet med Feltradio som laa i et Hul lige bag os, fik en Granat lige ned i Hullet til dem, og blev sprængt i Stumper og Stykker allesammen; ikke en slap fra det med Livet. Det var de første Faldne jeg saa, men vi havde ikke Tid til at lade dette frygtelige Skuespil gøre Indtryk paa os, vi var revet med af Kampen, og tænkte ikke mere. Hovedet rummede kun en Tanke: Modstand. Nu stormede "Ivan" frem i store Stimer og skreg, hujede og skød som vilde. For første Gang i Rusland talte mit Maskingevær, et Gevær som i Resten af Felttoget blev mig en trofast Følgesvend, og luften var nu fyldt med Eksplosioner, Skrig og Kommandoer. Hundreder af Russere maatte lade Livet foran os, og vi holdt hver Tomme Jord. Af vore egne faldt der vel ogsaa nogle, men det saa jeg ikke saa meget til. I tre-fire Timer stormede Fjenden nu frem med smaa Pauser ind imellem, men uden at faa os uøvede Soldater til at vige.

Vi havde faaet Ilddaaben, og bestaaet Prøven med Glans. Indtil det omtren var Middag, var min Gruppe endnu fuldtallig, vi havde paa Grund af Dækningen i Huller og bag Træer, undgaaet at miste nogen. Jeg glemmer aldrig synet af Mads Madsen Christensen, en stout og fanatisk Sønderjyde. Han stod ret op bag et Træ, uden at dukke sig, og lagde sit Skarpskydningsgevær i Stilling i Træets Grene. Time efter Time stod han ganske rolig og tog omhyggelig Sigte. Gang paa Gang, og hver Gang maatte der en Russer ned at "ligge". Jeg tror han udførte mere med sit Gevær end mange af os andre, som havde de hurtigtskydende Maskingeværer.