Ved Fronten

Det var nu i Skumringen, og vi kunne ikke se ret meget, men det var let at se, at vi nu var ude i de yderste Kamplinier. Alle de stramme Soldaterholdninger var borte paa de lasede og vejrbidte Soldater, som kom forbi og kiggede nysgerrigt paa os lyserøde og renvaskede Skabninger. Vrag af ødelagte Vogne, Biler, Huse og meget andet drev overalt. Bombehuller som smaa Søer rundt om var der ogsaa. Røg stod i lange sorte Striber op af Jorden, og ved nærmere eftersyn viste det sig at være ganske hyggelige Menneskeboliger nedenunder. Det var bunkere, som sikrede mod Bomber og Skud. For os, som var vant til at gaa ind i en Seng i et Hus og sove om Natten, begyndte her det første kolde, brutale og forladte gys fra Fronten at vise sig. Trætte og daarlige var vi, og kunne ikke se den fjerneste udvej til Hvil. Tværtimod overalt saa vi kun Tomhed og Mørke.

Efter at have siddet en halv times Tid, sløve og trætte paa vore Klamotter, blev vi kaldt sammen og begav os ind imellem nogle Træer. Her rullede saa en række Lastvogne frem, som vi steg op i, med vor store Oppakning, og her fik jeg det næste Indtryk af Fronten. Bilerne var alle nye Mercedes eller Opelvogne, men med hvilket Udseende. De var bulede og forslaaet overalt. Vinduerne slaget i stykker. Huller fra Granatsplinter og Projektiler, var der overalt, saa de saa ud som en Si. Da de satte sig i bevægelse raslede og skrattede de, som en Høstvogn paa en Grusvej. Men køre kunne de, Motoren var der aabenbart intet i Vejen med, for de røg ud af de næsten ufremkommelige Veje med god Fart.

Min ros derfor tilkommer i første række Chaufførerne. Dem maatte jeg beundre. Det var lasede, skæggede og forpjuskede Soldater, men de var desuden vandt til lidt af hvert, og var rolige i enhver Situation. Det var nemlig Soldater fra den berømte Totenkopf-Division, en af de ældste SS-Divisioner, som havde kæmpet sig helt fra den polske grænse frem til denne forreste Forpost mod Øst, og lige havde overstaaet den frygtelige Vinter 1941-42 i den "Kedel" (som man kaldte det indesluttede Omrade). Det havde været en frygtelig Vinter, med Sult, Kulde og Kamp paa Liv og Død, men den lille flok standhaftige Soldater havde holdt Stand over for den store Overmagt. Disse chauffører kørte os nu i Mulm og Mørke, uden Lys, ca. 75 km. af skrækkelige Veje, hvis man overhovedet kan kalde dem Veje, men som ved et Under gik det stadig fremad.

Stadig udmattede og elendige buldrede vi i Mørket videre af de næsten ufremkommelige Veje. Terrænet var, som de fleste steder i Nordrusland, øde strækninger af Skov og sumpe, altsammen vildt og ud????. Enkelte steder rejste der sig mørke og faldefærdige Hytter ved Vejsiden og mange tyske Poster med Maskingeværer stod der langs Vejsiden, til beskyttelse mod partisaner. Endeligt, efter snart to timers Kørsel, standsede vi i en lille landsby, som senere viste sig at hedde Losnizy. Vi var nu kun nogle faa kilometer fra den yderste Frontlinie. Vi blev læsset af paa Vejen, og alle sammen i fuldkommen Mørke, af hensyn til fjendtlige Flyvere.

Hvilket virvar var det ikke, for os som var vant til at bevæge os i Lys overalt, men vi skulle senere lære, at Mørket var dejlig beskyttende og let at bevæge sig i, naar man vænnede sig til det. Vi glædede os nu usigeligt til at komme ind i et af de mørke Huse, og saa bare sove, men vi blev selvfølgeligt skuffet. Vi skulle nu marchere 2 kilometer (I Rusland sagde man altid 2 km enten der sa var 2 eller 10 km. I dette tilfælde var der 5 km) for at komme til det Sted, hvor vi skulle underbringes. Mere døde end levende begav vi os nu paa March med den klodsede Udrustning paa Nakken, igennem den mest udsøgte Muddervej. Men inden vi naaede til vejs Ende, var der for mange der ikke kunne vedblive at slæbe Klamatterne. Saa maatte vi smide det hele paa nær Vaaben og mad og sætte de mest trætte Efternølere som Vagt derved til Dagen efter.

Omsider naaede vi dog Bestemmelsesstedet, som var nogle faa faldefærdige Huse langt uden for selv den mindste Civilisation. Min Deling skulle indkvarteres i det første Hus, som viste sig at indeholde en gammel russisk Kone og to unge Piger. Vi blev vist op ovenpaa til første Sal, hvor der var nogle smaa Værelser, men ogsaa der maatte vi gaa i mørke, fordi der ikke var mørkelagt. Vi fik dog mørkelagt et Værelse, hvor der var en Ovn, og saa blev Lyset tændt. Værelserne var grimme og tomme, værre end det mest uhumske Karlekammer, men for os var det et Palads, for nu havde vi endelig Ro og Tag over hovedet. De unge Piger kom smilende og venligt op og tilbød os varmt Vand og kogte Kaffe, og vi fik os en bid Mad og Kaffe, som gjorde godt, men det varede ikke mange Minutter inden hele den trætte Flok lejrede sig paa Gulvet, og sov som Sten.

Jeg vaagnede om natten, ved at det gungrede og bragede saa Huset rystede, og mægtige Ildglimt oplyste Stuen. Det var Bombeflyvere, der kastede deres Last et Sted i Nærheden. Flakket skød saa Granatsplinterne raslede med paa Taget. Det var noget uhyggeligt for en ny Soldat, som ingen Erfaring havde i den Slags, men Trætheden overmandede mig dog, og jeg sov ind.

Saa snart det næste Morgen var lyst, blev vi purret ud, og det var dejligt at strække Lemmerne efter at have sovet paa det haarde Gulv. En Aa rislede lige forbi huset, og der vaskede vi Søvnen af Øjnene. Det hele tog sig imidlertid mere tiltalende ud ved dagslys, da alt stod i sin grønne Foraarspragt, men det vildeste Vildnis var der saa langt øjet rakte.

Det frie liv ved Fronten begyndte allerede den første dag, og det gjorde et stort Indtryk paa os, som det sidste Aar havde været vant til Kasernens regelrette Liv. Om Formiddagen havde nogle Kammerater faaet fat i en gammel Russer med en lille Vogn og Hest, og for nogle Cigaretter og Brød kørte han den om natten efterladte Udrustning hen til vor Kvarter. Derefter fik jeg, sammen med nogle Kammerater, Formiddagen til at gaa med at gaa paa Opdagelse i Nærheden, og vi fandt ogsaa mange Spor af Krigen i form af ødelagt Udrustning og Granathuller rundt om.

Vi skulle dog ikke faa Ro ret længe, thi allerede om Eftermiddagen fik vi Ordre til at rykke tilbage til den lille Losnizy, som vi havde marcheret fra natten forinden. Frontsoldatens lod er imidlertid at pakke og pakke ud, og flytte i en Uendelighed, men endnu var vi jo ikke vant til det. Vi traskede saa den samme Vej tilbage, som vi var kommet. Landsbyen Losnizy bestod af ca. 60-80 Huse og Rønner, alle af Træ. Her skulle vi nu opholde os en halv snes Dage, for at lugte lidt til Frontlivet paa Afstand, iden vi skulle ud i det helt "dyre". Det blev imidlertid ikke kedeligt der. Da alle Husene var optaget, maatte vi bo i vore medbragte Telte, til vi fik lavet nogle Jordbunkere, men Bunkeren vi lavede i min Gruppe var saa fedtet og fuld af Vand, grundet paa stadig Regnvejr, saa vi flyttede snart tilbage til Teltene igen.

Bataljonen Frikorps Danmark var nu understillet SS Totenkopf Divisionen som fuldt motoriseret Kampgruppe med tilhørende svære Vaaben. Vi fik her i Byen vore første opgave som kæmpende Soldater, idet vi overtog, vagten af Byen, hele Vejen rundt, og det var temmelig vigtigt, da en endeløs Skovstrækning stødte umiddelbart op til Byen. Vi skulle som Bevogtningsmandskab besætte Skyttegravene omkring Byen, og gaa paa Spejderpatrulje langt inde i de endeløse Skovstrækninger, som strakte sig Syd og Øst for Byen. I disse Skove holdt store Styrker af Partisaner til. Byen laa i en stadig fare for at blive overfaldet, og det var vigtigt, at forhindre dette, da denne Landsby, som alle andre lige bag Hovedkamplinien rummede utallige Ting, som var livsvigtige for de kæmpende Tropper i forreste Linie, saa som Sanitetsstation, et mindre foreløbigt Lazaret, Værksteder, Kraftstation, Bagerier, Slagterier, Ammunitionsdepoter m.m.