I Berøring med Fjenden

Kun paa en af disse Patruljer (af dem jeg var med paa) kom vi i direkte Berøring med Fjenden. Det var en Middag. Vi var kommet langt ind i Skovene, og havde listet os frem til en stor Aabning. Vi satte os, stadig lydløst, i Tykningen omkring Aabningen for at raadslaa og iagttage den anden Side af Lysningen med Kikkert. Pludselig observerede vi nogle Skikkelser, der bevægede sig i Skovkanten, paa den modsatte Side af den lyse Plet. Efter nogle Minutters Observation, kunne vi slaa fast, at det drejede sig om en gruppe bevæbnede Mænd.

Vi begyndte nu forsigtigt at bevæge os i Tykningen for at komme nærmere og fastslaa, hvad det var for Folk, og hvor stærke de var, At det var Fjenden var vi klar over af deres Paaklædning, og fordi vi vidste, at vi var de eneste tyske Soldater i disse Omraader. Dette var selvfølgelig ikke saa lidt spændende, da det var første gang vi saa Fjenden og var alene dybt inde i Skovene. Spændingen forøgedes efter, at vi var kommet en del nærmere, og Kuglerne begyndte at hvisle om Ørerne paa os fra flere Sider. Vi skyndte os nu at finde et Skjulested, for en Observationspatrulje som vores skal ikke optage Kampen, undtagen det er højst nødvendigt og i Selvforsvar. En saadan Patruljes Opgave er udelukkende at udspionere Fjendens Art, Styrke og Stilling.

Gruppeføreren kravlede nu frem i Lysningen og undersøgte, hvad der var at se, for at kunne give Melding derom, og vi mærkede os Partisanerne paa Kortet. Derefter besluttede vi at paabegynde Tilbagevejen, fordi vi allerede var længere inde end Ordren lød paa, og da vi paa Tilbagevejen skulle passere nogle tyske Stillinger inden et bestemt Klokkestet. Alle egne Tropper faar altid besked om Klokkeslættene før en sadan Patruljes Ud- og Indmarch, for at de ikke skal antage den for Fjenden, naar den kommer fra "Ingenmandsland" og skyder paa dem. Det var selvfølgelig ikke saa helt ligetil pludselig at vende om og gaa Hjem, naar vi befandt os flere Kilometer inde i Vildnisset og kun med ufuldstændige Kort, saa der var mange Ting at tage Hensyn til.

Retningen kendte vi jo imidlertid, og vi listede os afsted af en lille Sti indtil Kling (gruppeføreren), som altid gik i Spidsen, pludselig standsede og viste os en tynd, næsten usynlig Traad, der i Gruset var spændt over Stien lige foran hans Fødder. Den var saa godt skjult, at kun en opmærksom og erfaren Iagttager som Kling ville have opdaget den. En saadan Traad staar i forbindelse med en eller for det meste flere Miner, som eksploderer ved en ubetydeiig Berøring af Traaden. Hvis vi ikke havde opdaget den og standset, saa var vi sandsynligvis vandret ind i den med hele Gruppen, og der vilde have været stor Mulighed for at hele Gruppen var blevet ekspederet til en anden Verden, men kun en Brøkdel af en Chance for at vi var undsluppet helskindet allesammen, særlig da vi var saa langt borte fra Hjælp. Jeg tror nok, der var nogen af os, der blev lidt blege. Vi maatte nu vende om og gaa den samme Vej tilbage, fordi denne Sti ganske sikkert var mineret flere steder, og vi opnaaede endnu engang at faa en Skylle Projektiler hen over Hovedet. Disse kunne vi dog dække os for, og vi slap ogsaa alle uskadt igennem og vandrede saa den lange Vej tilbage til Kompagniet, og vi kunne nu for første gang melde Chefen, det ved Fronten brugte tyske ord for at vi havde været i berøring med fjenden: "Feindberührung". Jeg er bange for, at vi var lidt vigtige overfor Kammeraterne over at vi havde set "Ivan".