Stalinorgler

"Stalinorglet" var et af de russiske vaaben, som vi ogsaa stiftede bekendtskab med i "Myggedalen". Det var et af de uhyggeligste, men mere nervepirrende end egentlig farligt, og derfor fik vi en større respekt for det, end der egentlig tilkom det. En mørk Nat, Peder og jeg paa Vagt, alt var roligt og stille. Vi stod og talte dæmpet sammen. Pludselig viser der sig bag Fjendens Linier et mægtig Flammehav og derefter en enorm Susen som et Stormvejr hen imod os. Vi stod som fastnaglet til Jorden og sansede intet andet end at undre os. Nogle Sekunder efter Stormvinden mod os, slaar Granaterne ned omkring i en Maalestok, som vi aldrig havde set Mage til og af bare Forundring naaede vi heller ikke da at dække os, men der skete os intet og faa Sekunder efter, vi havde set Lysskæret, var der fuldstændig Ro igen, kun med den Forandring, at der rundt om os nu fandtes imellem 18 og 32 nye Granathuller. Det er en ordentlig Ladning at faa paa en Gang, men da Granaternes Splinter kun har farlig Slagkraft i umiddelbar Nærhed af Nedslagsstedet, er det mest Nerverne, der tages paa. Det er en skrækkelig Fornemmelse at høre denne mægtige Susen i Luften og ikke vide hvor det store Antal Granater vil falde, fordi der er saa mange paa en Gang. Alle andre granatskydende Vaaben sender kun en Granat af gangen, og den kan man nøjagtig bedømme, hvor den vil falde ogsaa selv om de kommer meget hurtig efter hinanden. Men Stalinorglet har lige saa mange Løb som det skyder Granater paa en Gang, og det skyder hele Bundtet af paa en Gang, og det forvirrer alle Muligheder for at bedømme, hvor de vil falde. Russerne har sikkert ogsaa været klar over, at det var mest nervepirrende, for de brugte det ikke ret meget i egentlig Kamp, men derimod fik vi en Tid et par Ladninger hver Dag næsten paa bestemte Klokkeslæt, og det var forbandet irriterende at gaa og vente paa.

Min Gruppefører, Tyskeren Kling lærte vi at sætte pris paa i disse dage derude. Han var altid hos os og kunde dukke op paa de mest umulige Steder altid ganske alene og ganske rolig, selv i den vildeste Kamp gik han rundt som om det var hjemme i bans egen Have. Vi var allesammen enige om at han bestemt ingen Nerver havde. Han var en meget dygtig Fører og en god og hjælpsom Kammerat. Ligesaa meget som vi havde hadet ham for hans næsten umenneskelige Strenghed under Uddannelse paa Kasernen, ligesaa meget holdt vi nu af ham som Ven derude i Farerne. Vi havde nu mange Lejligheder til at være glad for, hvad han havde lært os under Uddannelsen, det kom os tilgode under Kampene.