Sumpfeber og Lazaret

Efter en halv snes Dages Forløb blev jeg pludselig syg. Det var den djævelske Sumpfeber. Maven var helt laset. Intet kunde jeg spise og var ganske elendig. Eftersom det ikke gik over igen, men kun blev værre maatte jeg gaa til Lægen. Fra Frikorpsets Læge blev jeg sendt videre til Hovedsanitetsstationen, som laa i Biakorwo (Det var paa Bakken hvor vi var den første nat, der hvor Bunkeren brændte og von Schalburg senere blev begravet). Vejen dertil blev jeg transporteret paa en Oksekærre sammen med andre Syge og Saarede. Det viste sig at jeg havde høj Temperatur og maatte under Lægebehandling. Den første behandling gik ud paa, at jeg fik et stykke sæbe og et Haandklæde og blev sendt bag om Huset, hvor Floden Louwat løb forbi, for at tage mig et Bad. Det var dejligt efter alle disse Dage i Kamp og Svineri at faa et frisk Bad i det kolde Vand, men næppe særlig helbredende paa min Sumpfeber.

Herfra blev jeg sendt videre tilbage til Lasnitzi med en Gugmaskine (det er en mægtig stor kraftig Bil paa Larvefødder). I Lasnitzi traf jeg flere Kammerater, som var der for at passe paa vore efterladte private Sager. Vor Skomager og Bøssemager med flere havde ogsaa deres Værksteder der. Der blev jeg igen Lægeundersøgt, og det blev bestemt, at jeg skulde paa feltlazaret i Demjansk (Byen hvor vi landede med Flyvemaskinerne da vi kom fra Polen), og dagen efter gik det videre paa Lastvogne de 75 kilometer af elendige Veje og over skrøbelige Broer til Demjansk.

SS Totenkopf Divisionens Feltlazaret i Demjansk, som jeg skulle ind paa var smukt anlagt og stort, overalt imellem de forskellige Huse og barakker var der pænt plantet, og Anlæggene var holdt i den fineste orden. Det saa uhyre tiltrækkende ud for en træt Soldat. Lazarettet havde desuden et stor og dygtig Lægestab, som alle tilhørte SS Totenkopf Divisionen (SS T-Div.). Denne enhed hørte vi danske som før nævnt ogsaa til. Jeg fik ikke Lov til at betræde Lazarettet, før jeg havde været henne i et lille Hus i Nærheden for at blive afluset, selv om jeg endnu ikke havde mærket noget til disse senere saa trofaste Husdyr. Denne Aflusninganstalt var meget primitiv, man maatte smide hver Trævl af Tøj, for al dette kunne komme ind i en Ovn hvor det skulde hænge en Time i 90 graders varme, saa skulde der ikke kunde være levende Lus eller Æg der i derefter. Samtidig badede jeg i en stor Tønde og blev skrubbet fra Top til Taa. I Badevandet var der en væske mod Lus. Efter denne kur gik Turen til Lazarettets Afdeling for Sumpfebersyge, og hvor var det skønt at faa Lov at ligge i en Seng igen, selv om det var en Træseng i 2 Etager.

Paa min Stue laa der foruden mig endnu en Dansker fra vor Pionerafdeling, resten var Tyskere delvis fra Wehrmacht og SS. Jeg benyttede her Lejligheden til at faa skrevet de første Breve hjem efter at vi havde været i Indsats, og jeg tror nok jeg laa og blev lidt melankolsk og kom til at længes hjem til Mor og Far. Jeg savnede ogsaa mine Kammerater som jeg havde efterladt i H.K.L.

Pioneren som jeg laa sammen med havde jeg ikke megen Glæde af, for vi kunde ikke sammen. Han var en storsnudet Fyr, der laa og tale aabenlyst om, at han kun laa her for at pjække den. Det var en Haan mod alle andre danske, som trofast holdt ud. Det var meget faa, vi havde af den Slags, der vilde pjække den, men nogen er der i alle Enheder i alle Hære.

Vi fik en fin Behandling og god mad som var godt tilberedt. Vi blev plejet og passet op af en Sameriter, og han var en ganske ung, meget behagelig Fyr. Hver tredje dag kom Julemanden. Det var en Unterscharführer fra SS-T-Div., som havde en russisk Pige med. Disse to bar imellem sig en stor Kurv fyldt med alle slags rare Ting, den fineste Flødechokolade, Bolsjer, Cigaretter og meget mere. Af disse Ting fik vi hver en Portion hver tredje dag og til Tider endda to Plader af den gode Chokolade. Han var en rigtig Julemand fuld af Humør og Spøg altid, og den kønne unge Russerinde gik imens om og lavede Øjne til os syge Svæklinge. Det var hun en ren Mester til.