På lyttepost i skoven

Vort job som Vagtmandskab var ikke uinteressant, da Skovene naaede helt ind til en Afstand af 100 meter fra Byen. Vi havde vore faste Vagtposter (Lytteposter) helt inde i Skovene om Natten, og langs med Vejene til de andre Landsbyer, som ogsaa gik gennem Skovene. Det var for roens skyld en enkelt Mand alene, der var stillet paa en saadan Post, var det jo ikke for mørkerædde Mennesker. Hvis der var nogen, der var bange for det, saa tog det ikke lang Tid, inden det var pillet af dem, for her var ingen Vej uden om, og man kunne lige sa godt med det samme vænne sig til Tanken, at Livet kunne man miste hvad øjeblik det skulle være, og det tog heller ikke lang Tid, inden Døden var en ting, der ikke var Spekulation værdig. Jeg tror heller ikke, der var mange af os der var kede af det, eller bange, tværtimod saa man sjælden en enhed med et saadan kampmod som vores.

Jeg husker den første Vagt, jeg havde om Natten som Lyttepost i Skoven. Det var langt borte fra Byen, med Oversigt over en lille opkørt Vej, som gik gennem Skovene. Jeg traskede i Nattens Mulm og Mørke ud for at afløse Manden, der stod derude, der var fuldkommen Stille i Skoven, naar jeg stod stille, kunne jeg høre den mindste Lyd. Jeg tror nok mit Hjerte slog lidt ekstra kraftigt. Da jeg endelig kom til Stedet, stod jeg en Tid og gloede dumt omkring. Jeg kunne ingen Lyttepost se nogen steds. Alle mulige Tanker løb gennem hovedet: Var jeg gaet vild? Kan jeg mon finde tilbage igen? o.s.v.

Pludselig fik jeg den første Forskrækkelse, ved at det knagede bag et lille Træ, lige ved siden af mig, og det første jeg saa var et geværløb. Jeg var vist nok ikke mange sure Sild værd i dette Øjeblik, men faa Sekunder efter hviskede Manden bag Geværet vort Feltraab paa tysk, og jeg var dermed klar over, at det var Manden jeg skulle afløse. Derefter fulgte en sagte Hvisken, om hvad man særligt skulle passe paa her, og saa fortabte hans næsten lydløse Fodspor sig i Mørket. Jeg var alene.

Dette, at være alene, er særligt om Natten, men ogsaa om dagen, ganske afgjort, noget af det mest deprimerende, der kan Bydes en Soldat. Er man bare to saa synes man, at man kan klare hvad som helst. Det var dertil første Gang for mit vedkommende, og jeg syntes, at jeg svævede i en saadan Fare, at jeg ikke havde ret mange Chancer for at slippe levende fra det. Ak, jeg havde endnu ikke lært hvor vidunderlig Skoven er i Mørke, og hvor mange hundrede Fordele en saadan Stillestaaende Post har. I Mørket kan man høre selv en Frø nærme sig, længe før den kan ane ens Tilstedeværelse. Fjenden kan luske lige forbi en uden at opdage, at man eksisterer. Dette og meget andet var jeg ikke inde i dengang, og jeg var ærlig talt ikke saa lidt bange. Det dybe, stille og fremmede ved Skoven, virker jo unægtelig lidt uhyggeligt for en, som ikke er vant til det, men naar man først er vant til at bevæge sig i Skovene om Natten, selv om Fjenden ogsaa er der, saa føles Skoven vidunderlig i den stille mørke Nat, men da er der selvfølgelig tusinde Ting at passe paa: Orientering, Maanens skygge og knækkede Grene og meget mere. Ogsaa dette lærer man meget hurtigt, naar man skal, og jeg tror et menneske kan vænne sig til, og holde til, næsten alt.

Jeg stod nu i de følgende 4 timer og lyttede anspændt til alle de sælsomme Lyde, som Skoven og dens Dyr frembringer i den stille Nat (det var en dejlig stille og smuk Nat, midt i Maj). Hvilket Liv man da kan høre og føle pulsere, er ubeskriveligt og kan kun forstaas af den, der har oplevet det.

Længere mod vest hørte jeg Vaabnenes Torden og Knitren fra Hovedkamplinien (H.K.L.). En enkelt Natjager drønede forbi over Hovedet, og der var atter stille som i Graven. Nu og da kom en enkelt Vogn eller nogle Soldater forbi ude paa Vejen. De blev nøje iagttaget og kontrolleret af mig, uden de selv vidste det. De fleste af dem var Danskere, som var underbragt i en Landsby ved siden af. Det var en del af mit Job.

Da mine fire Timer var gaaet, havde jeg ikke oplevet andet end at faa en lille Forsmag paa Frontens Vagter om Natten, men det var ogsaa noget. Vore Spejderpatruljer i Skovene om Dagen var mere interessante. Disse Ture skulle mit Kompagni gaa to Gange om Dagen, og jeg var med en gang om Dagen, da min Gruppe maatte tage det halve af Turene, fordi vi havde den gamle, trænede Frontsoldat Unterscharführer Kling, til Gruppefører. Det var nemlig nødvendig at have en erfaren Fører, da det var vigtige Ting vi skulle udforske, og da det var meget vanskeligt at orientere sig i de store Skove, med de ufuldstændige kort, der fandtes over den del af Rusland.

Disse Ture varede gerne 3-4 timer, og vi gik da med en Gruppe paa 10-12 Mand dybt ind i Skovene, for at udspejde Partisanerne, deres Opholdssteder og Styrke. Det var temmelig farlige Foretagender, for man kunne overalt risikere at støde paa større eller mindre Grupper af disse illegale Soldater, som var meget listige og hensynsløse, og gerne var forberedt paa at slaas til sidste Mand. Desuden var der mange Steder af dem udlagt Miner, som var vanskelige at opdage, før man jokkede i dem i den vildt bevoksede Underskov. Ved en sadan Mine og paa en af disse Patruljer, faldt den første af vore Folk. Det var en man kaldte "Marokko Jensen", men jeg kendte ham ikke.