Stilehæfte IIX Juli 1942 18. juli aften. Til Kamp - I Ro ved Louwat. Bunkerbygning.
Vi kom ikke til at vente længe paa Ivans næste Aktion, han havde aabenbart i Sinde at smede mens Jernet var varmt, og mens han mente at vi var møre efter bans idelige Hamren paa vore Linier i det sidste Døgn, med os langt overlegne Kræfter.
Allerede samme Dag, i Aftenskumringen mens det endnu hverken var lyst eller mørkt, men vist mere mørkt end lyst, gik han igen til Angreb paa vore H.K.L. med meget stærke Infanterikræfter understøttet af Artilleri og Morterer, hvis Granater regnede ned over os. Nu kom Per og jeg i Ilden for alle Pengene, for han (Ivan) brød direkte paa hele vor H.K.L., og derved kom Kommandostationen i direkte Fare, idet de forreste Fjender paa et sted kun var smaa hundrede meter fra denne. Kun et par minutter efter Skydningen var begyndt, rykkede vi ud med Maskingeværet sammen med Gruppeføreren, som havde Maskinpistol.
I samme øjeblik vi stak Hovedet uden for Bunkeren var vi i Ilden. Granater eksploderede rundt om os, og Projektilerne fra Geværer og M.G. fløj om ørene paa os i tusindvis. De var afskudt paa nært Hold, det mærkede vi med det samme. Fjenden var i Tusmørket sneget sig saa tæt ind paa vore Forposter uden at blive bemærket i den tætte og lave KratSkov, at de kunde overraske os med at aabne Ilden i 25-50 Meters afstand. Men vore aldrig sovende Mænd var parat, og de blev øjeblikkeligt varmt modtaget. Da vi naaede gennem Kugleregnen til Stillingerne, havde vi selvfølgelig ikke afgivet en eneste tomme Tærrain, hvad vi nu ogsaa langt fra havde ventet. Fra Bunkeren sprang, kravlede og mavede vi os gennem Ildhavet fremad. Bag et stort tykt Træ holdt vi et øjebliks Rast for at beregne, hvor vi skulde fortsætte vor besværlige Fremmarch. Vi skulle ud til en nærmere angivet Bunkerstilling i H.K.L., som ansaas for det svageste Punkt, fordi man der havde haft Tab, og fordi Fjenden der ved Hjælp af Krattet foran os (som naaede helt ind til vore Poster), kunde snige sig uset og overraskende helt ind paa Livet af vore Poster.
Da vi rejste os op for at gaa videre, begyndte Per pludselig at more sig noget saa kongeligt. Jeg kiggede forbavset paa ham, for jeg kunne jo ikke se nogen Grund til at slaa et skralderne Grin op, selv om vi var i Humør til at slaas, Alvor var det dog. Jeg opdagede hurtigt, at det var mig, han morede sig over, og snart maatte jeg selv grine med, for da jeg saa ned af mig selv opdagede jeg, at jeg bortset fra Ansigtet, var oversmurt i menneskelige Ekskrementer fra Top til Taa. Gaaden løstes, da vi opdagede, at Træet vi havde søgt Dækning bag, havde været benyttet som Ly og Dækning for Folk som skulde træde af paa Naturens vegne. Det var mærkelig, at ikke stanken før havde gjort mig opmærksom paa dette.
Stilehæfte IX Juli - Aug. 1942 Første Dag i Ro ved Louwat. I Toget i Letland, foran Riga.
Per og jeg byggede sammen med vor fælles gode Ven, l.ste M.G. Skytte ved gruppens andet M.G. Peter Lorentzen, vor første Bolig, hvor vi skulde bo sammen med vor flinke Gruppefører, Unterscharführer Laursen. Det var ikke noget Kunstværk
Stilehæfte X Aug.-Okt. 1942 Ankomst til Omlau Orlov -Retur til Omlau
Hen paa eftermiddagen naaede vi Riga. Selve Byen saa vi ikke mere til, end hvad vi kunde se fra Banegaarden, hvor vi kun havde et kortere Ophold. Hvorpaa vi forlod denne gamle berømte Hovedstad og rullede videre mod Syd, men uden at have anelse om, at vi kun var kort fra Rejsens Maal..
Stilehæfte XIII December 1942. Paa march mod Pureby - Paa brovagten.