Tante Ju

Næste dag ved Middagstid steg vi ind i ca. 50 JU 52, med 15 til 18 Mand i hver Maskine. Resten var lastet med Kanoner og Motorcykler. Det var med Spænding og Forventning i alle Ansigter, at vi steg ind i de store sorte Fugle. De fleste af os havde jo endnu aldrig prøvet at flyve, men det var spændende. I den Maskine var i, var hele min Gruppe samlet og desuden var Oluf (?) Hansen og et par andre. Da Motorerne havde snurret med et øresønderrivende Spektakel et stykke Tid blev Dørene lukket. Pilot og Radiotelegrafist og endnu en Mand fra Personalet tog Plads. Disse Flyvere var rolige, tiltalende og brave Mænd, der tog det som den mest dagligdags Ting, at flyve flere tusinde kilometer hver Dag, ud over de russiske Linjer, med friske Soldater og vende tilbage med Saarede fra Fronten, disse venlige og rolige Mænd beundrede jeg meget.

Nu begyndte den store tunge "Tante JU", som vi kaldte JU 52, at køre hen af Startbanen. Hurtigere og hurtigere gik det, og jeg tror ikke jeg var meget værd i dette Øjeblik. Pludselig begyndte den at køre saa blødt og svævende, og da vi saa ud, opdagede vi, at vi allerede var et godt stykke fra Jorden. Vi fløj nu nogle gange rundt om Flyvepladsen for at komme i Formation med de andre Maskiner. Straks efter gik det lige ud paa Række og Geled med et halvt hundrede andre "tanter". Kursen gik nu stik Øst. Vi blev helt overmodige over at det ikke var værre og jeg foreslog, at vi skulle synge en Sang, og snart sang vi til Motorernes Durren, men jeg tror næppe, der var gaaet et Kvarter, før jeg mærkede, at Rødvinen og den gode Mad begyndte at slaa Saltomortaler i Maven paa mig. Saa var Sangen forbi, for ogsaa flere af de andre blev daarlige, og Luftsyge er, som Søsyge ganske tilintetgørende, og derfor sank Humøret mange Grader i løbet af et Øjeblik. Inden der var gaaet en halv Time sad vi hele Dyngen, paa faa undtagelser nær, med hver sit Gasmaskehylster eller Staalhjelm og kastede op - Rødvin - og saadan gik det i de par Timer, der fulgte. Det var en frygtelig Sygdom, man var fuldkommen tilintetgjort. I begyndelsen fløj vi højt, og det var meget interessant at se Jorden fra oven. Snart var vi over graa og grimme Landsbyer, snart saa vi Befolkningen og tyske Soldater bevæge sig nede paa Jorden, som smaa Brikker, men for det meste gik det over ensomme, øde, udyrkede og endeløse Skov og Sumpstrækninger, som er saa kendetegnende for Nordrusland.

Efter godt 2 timers flyvning landede Maskinerne paa en Flyveplads, som ligger i nærheden af Byen Pleskau, og vi kravlede mere døde end levende ud, paa den sikre Grund. Vi fik ordnet vore Sager og renset vore Staalhjelme og Gasmasker for det uappetitlige Indhold. Jeg skylder Nøjagtigheden af tilføje, at en af vore Folk havde stillet en saadan Dosis fra sig et Stykke borte, og i et ubemærket Øjeblik kom der en del russiske Krigsfanger forbi, og vi hørte dem sige: "Suppe - Suppe" og de gik virkelig i lag med det. Tro nu ikke, at de sultede, det var nemlig ikke tilfældet, men derom senere.

Vi opholdt os her i ca. en halv Time, saa lastede vi igen, men jeg blev aldrig klar over om det var de samme Maskiner, der havde taget Benzin ind, eller det var andre, der skulle flyve videre. Vi kom i det mindste i en anden Maskine, og de var nu bemandede med Maskingeværskytte, foruden den øvrige besætning, for nu skulle vi ind over farlige Omraader, ja over selve den russiske Frontlinie. Vi fløj nu meget lavt, ja helt nede over Trætoppene og langs med Floden Nouvat helt nede i Flodsænkningen. Paa den Maade var det vanskeligt for fjendtlige Maskiner at faa Øje paa os. Luftværnskanonerne kan heller ikke naa at skyde, idet Maskinerne, der flyver saa lavt, ikke kan ses, før de er lige over Hovedet, og saa er de borte igen, før man kan naa at tage Sigte. Og vore Maskiner, som jo kun var Transportmaskiner, bortset fra den enkelte maskingeværskytte, var jo lige saa lidt indstillet paa Kamp, som en anden Passagermaskine. Min besætning var trænede Flyvere, der forstod at gemme sig, og smutte igennem paa selv de farligste Steder. De fleste af os var stadig syge, og bedre blev det ikke af, at det nu gik saa ujævnt, fordi vi fløj op og ned af Bakker og Dale. Højere oppe gik det mere jævnt og roligt; bortset fra at vi pludselig kunne dumpe ca. 10 - 30 m. i et lufttomt Hul. Det var en forbandet Fornemmelse.

Pludselig kunne vi nedenunder os se russiske Soldater løbe omkring, travlt med at komme i Skjul, og med at komme til at skyde paa os, men der skete intet. Men sikke Tanker der løb gennem en, for nu var der jo ingen Tvivl om, at vi skulle landsættes paa den anden side af de russiske Linier. Var vi fløjet for langt? Disse og mange andre mærkelige Tanker jog gennem Hovedet, men snart var vi beroliget for Flyverne fortalte, at den var helt i orden. At vi nu var inde over tysk besat Omraade, selv om dette Omraade var indesluttet fra alle Sider af Fjenden. Vi fløj vel videre i ca. et Kvarter, og saa landede vi paa en Flyveplads, hvis man kunne kalde det stykke jævne Jord, hvorpaa Maskinerne stod, for en Saadan.