Tilbage ved Frikorpset

Det var en slem knibe at være i for Rusland er jo temmelig stort, naar man skal lede efter et lille Frikorps. Vi havde dog held med os for efter nogen Tids forløb, kom der en af Korpsets egne Vogne, som vi fik standset. Vognene var nu kommet med Banen, og der var blevet slaaet et Hul i den russeske Ring om os paa ca 500 meters Bredde. Der kunne man nu liste sig igennem med Vogne i Nattens Mørke. Med den kørte vi nu videre ind i en dyb Skov. Vi var flere kilometer inde, da Vognen standsede paa Vejen. Her var der, næsten usynligt fra Vejen og helt usynligt fra Luften, en Lejr paa begge sider af Vejen inde mellem de tætte Graner.

Her var Korpsets Vogne skjult sammen med Køkkenvogne, Depoter af Mad, Reservedele, Udrustningsgenstande og tusind andre Ting. Det var en hel usynlig By af Vogne, Motorcykler, Telte og Mennesker. Der var en stadig summen af Motorer, Radio o.s.v. En Kraftstation var indrettet paa en Bil, den leverede elektrisk Lys til Kontorer og Opholdssteder. Af Mekanik havde vi en gudsjammerlig Masse, saasom Biler, Værkstedsmaskiner, Radio, Telefoner og meget andet, altsammen indbygget eller transporteret i Biler. Her blev vi en Nat og blev udrustede med de Vaaben og andre Ting, vi skulle bruge, og saa fik vi sludret en hel masse med vore gamle Venner, som var kommet med Vognene fra Posen.

Dagen efter kørte vi med en af vore Forplejningsvogne til Korpsets nye stillinger, som nu var paa den anden side af Biakowo imellem denne By og Lasnitzi, paa et sted som kaldets Punkt 33-4. Tæt ved Rollbanen (Landevejen) havde Staben slaaet sig ned, og derfra blev vi ledet til fods ud i H.K.L., som var ca 1/2 km fra Rollbanen. Efter at have meldt os til kompagnichefen, som efter Boy Hansens død var den danske Obersturmführer Eigil Poulsen, kom vi igen tilbage til vor gamle gruppe (1 Gruppe 1 Deling), og her havde vi efter Klings død faaet den danske Underscharführer Laursen som Gruppefører. Resten af Dagen gik med at finde os tilrette og hilse paa gamle Venner.

Vore Kammerater havde jo oplevet flere haarde Kampe, mens vi havde været borte. Natten før vi kom havde Kompagniet luret sig igennem Skovene og bag om en lille Landsby, som laa lige over for os, og jaget Russerne ud af den. Det var kommet som en overraskelse for "Ivan", at vore Folk havde taget mange Russere, som sad fredeligt i Husene og spiste (det var først hen paa Morgenstunden de havde løbet storm paa Byen, om Natten var de kun listet i Angrebsstilling) deriblandt et par kommissærer. De blev alle ført med som Fanger. Efter at russernes Stillinger i denne landsby var borte, var det et temmelig fredeligt Afsnit vi havde, og der gik over en Maaned uden direkte Kamphandlinger bortset fra spredt Maskingeværild, Morter- og Artilleriild og enkelte Flyvebomber, samt Stalinorglet ikke at forglemme. Det var altsammen noget som vi ikke regnede synderligt med, og det gjorde kun ringe eller ingen Skade, kun var det tilstrækkeligt til at holde os Aarvaagne. Frikorpset var flankeret af en Afdeling fra SS-T-Div paa højre Flanke og en Værnemagtsenhed paa venstre. II Kmp havde SS-T-Div paa højre Flanke og III Kmp paa venstre, og Peder og jeg havde Kompagniets yderste venstre støttepunkt med III Kmp som nærmeste Nabo paa venstre Side. Terrainet var som sædvanligt Skov og frie Sumparealer. Min Post laa temmelig udsat udenfor Skoven i fri Felt, men var godt camoufleret med Græs og Birkeris.

I den rolige Maaned, som nu fulgte, havde vi det ganske hyggeligt, vi fik en straalende Forplejning og nok at ryge paa og i materiel henseende manglede vi intet. Vi blev alle godt befængt med Lus ved at benytte russiske Bunkere, og dem kom vi nu ikke mere af med mens vi var i Rusland. Min gruppe havde efter frafald af Syge, Saarede og Døde forvandlet sig en Del ved at vi havde faaet nye Folk, men det var stadig gode Folk og der herskede et fint Kammeratskab. Den nye Gruppefører Lauersen var en stille og rolig ung Mand. Han kom vi alle godt ud af de med. Han kommandere næsten aldrig med os, men talte med os paa kammeratlig vis, om hvad der skulde gøres. Ja, man vil maaske syntes at der ikke kunde være meget at gøre, men Dagen var fuldt optaget, der var tusinde Ting der skulde gøres. Forbedringer af Stillingerne hørte til Dagens Orden, Vedligeholdelse af Vaabene maatte aldrig glemmes, Afhentning af Forplejning, Ammunitionen m.m. og dertil kom den evige Vagt ved hvert Støttepunkt og Maskingevær.