Skoven finkæmmes

Den næste Morgen vaagnede vi op til en af de strengeste Dage jeg har oplevet i Rusland (dem skortede det ellers ikke paa). Efter at have spist Morgenmad rykkede vi ud i de vilde Skove til Omraader, som kun Cheferne kendte af deres Befalinger fra den tyske Ledelse af Afsnittet. Vi marcherede kompagnivis i gaasegang med nogle Skridt mellem hver Mand. Denne aabne Formation bliver altid brugt ved de forreste Linier, fordi en fjendtlig Granat eller Bombe da kun vil være i stand til at rive meget lidt af Delingen op. Vi skiftede snart Bekendtskab med de hylende Granater i Luften og smed os fladt ned paa Jorden, som vi havde lært paa Kasernen. Men det viste sig at være unødvendigt, da det var vore egne Kanoner, der skød over os ud til Russerne. Men det krævede lang Tids øvelse at høre paa Lyden, om en saadan Granat ville falde i faretruende nærhed. Senere kunne vi staa ganske rolig med Granaterne hylende i Luften og med præcis nøjagtighed høre paa Lyden, hvor den ville falde.

Det viste sig nu, at vor Opgave gik ud paa at kæmme nogle Skovomraader for splittede fjendtlige Afdelinger. Dette er et meget anstrengende og farligt Arbejde, fordi man i de tætte, vilde Skove kan gaa lige i Gabet paa den skjulte Fjende uden at opdage ham inden det er for sent. I en lang Kæde rykkede vi nu frem hele Formiddagen igennem det mest ufremkommelige Vildnis af Skov og Sump med vor tunge Udrustning. Flere gange sank en Mand i lige til Maven og var lige paa nippet til at give op af Overanstrengelse. Ved Middagstid naaede vi tilbage dertil, hvor vi havde sovet om Natten, fuldstændigt gennemblødte og udkørte. Fjenden havde mit Kompagni ikke set noget til.

Da Middagsmaden var spist kom Ordren til at rykke ud igen, og herefter vendte vi ikke tilbage før knap en Maaned senere. Vi skulle indtage nogle Stillinger i H.K.L., som Russerne havde kastet Tyskerne ud af. Et Stykke bag H.K.L. blev min Gruppe (11 Mand) sendt forud som Observationspatrulje med den stedfortrædende Delingsfører Usha Oberhuber som Fører. Det blev en Tur, som varede hele Eftermiddagen til kl 1900 Aften, og som jeg sent glemmer. Efter at have vadet rundt 2-3 Timer gjorde vi Holdt, og Gruppeføreren orienterede sig og indrømmede nu aabent, at han ikke anede noget om, hvor vi befandt os.

Vi blev jo lidt hede om Ørerne, for at gaa vild i disse Skove var ikke den bare Leg. Bedre blev det ikke, da vi opdagede, at vi var havnet bag de russiske Linier. Denne Opdagelse gjorde vi, ved at vi fra vort Skjulested saa nogle Russere gaa fredeligt omkring et stykke borte og arbejde med et Feltkøkken. Hver enkelt af os var nu klar til Kamp paa Sekunders Varsel. Med den allerstørste Forsigtighed sneg vi os ind imellem noget tæt skjulene Budskabs. Det gjaldt nu om at finde holdepunktet i Terrænet, saa vi kunne orientere os paa Kortet, men det var ikke en let Sag i disse Skove uden Veje eller noget andet fast Punkt. Vi opdagede snart, at vi ikke kunne finde ud af, hvor vi befandt os, fra det Sted hvor vi nu opholdt os.

Med den yderste Forsigtighed og med Fingeren paa Aftrækkeren (jeg var bevæbnet med et Maskingevær, hvortil jeg medbragte ca. 1500 Skud) satte vi os i Bevægelse i Skjul af Træerne i den Retning, som vi bestemt regnede med skulle føre tilbage til vore egne Linier. Paa denne Maade fortsatte vi saaledes til omtrent Aften, og kun med den største Forsigtighed og Taalmodighed undgik vi at komme i Kamp med "Ivan". En Kamp som sikkert ville have kostet os alle Livet. Jeg glemmer aldrig, hvordan vi lurede os frem til en lille Forhøjning, som var bevokset med lavt Buskads, hvori vi skjulte os. Foran os var en stor aaben Plads, og vi kunne se en smal Skovvej, som gik langs Skovkanten paa den modsatte side af Aabningen. Ved at se nøje efter i Kikkerten, kunne vi se at Vejen havde været benyttet for nylig. Pludselig kom der fra Skovbrynet en Kolonne af Russere som gik i grupper paa 4 Mand. Hver gruppe bar en Baare med en saaret Soldat paa. Næsten paa en gang gav det i alle os, der observerede Optoget i Kikkert, et mægtigt Sæt, for pludselig saa vi tyske Vagtposter ved Kolonnen og blev nu klar over, at det drejede sig om russiske Fanger, som bar vores saarede Kammerater til Forbindingsstedet. Dette optog kunne uhindret spadsere der foran Fjendens Geværmundinger, fordi de fleste var russiske Fanger.

Vi kunne nu slaa fast, at vi var kommet til at ligge enten lige i de russiske Linier eller i Ingenmandsland, og det var begge forbandet kedelig Kendsgerninger. For at komme til egne Linier maatte vi nu foran baade tyske og russiske Vaaben. Tyskerne kunne gerne antage os for Russere i tyske Uniformer, da de tit gjorde dette. Vi turde daarligt gaa den lange Omvej, det ville være at søge uden om Aabningen, fordi vi i saa Fald let kunne træffe paa fjendtlige Afdelinger. Nu var gode Raad dyre. Men taalmodighed er Soldatens Dyd, og det maatte vi sande denne Gang. Vi laa musestille en tid og paa en gang kom tilfældet os til hjælp. Tyske Artilleri og Morterer lagde pludselig en sandt Tæppe af Granatregn paa den aabne Plads og i Skoven hos os. Det varede ikke længe inden Russerne svarede, og det udviklede sig til en lille Artilleriduel. Dette benyttede vi os af, for saa længe det stod paa, skulle Soldaterne nok lade være at skyde paa os. De havde nok at gøre med at dukke Næsen, og vi ville hellere ud i Granatregnen end i Krydsild fra Maskingeværer fra baade Ven og Fjender. Vi sprang op og i korte og lange lynsnare Spring, fra Granathul til Granathul, gik det over den aabne Plads. Det var en Strækning paa en lille kilometer, maske kun en halv. Men Granaterne susede om Ørene paa os og det var med Tungen ud af Halsen, og ved et Guds Under, at vi alle smed os uskadte bag en tysk Maskingeværrede. Da vi fortalte Tyskerne vor Historie, var de lige ved tage os til fange, som Fordægtige. De sagde, at havde de ikke selv haft en Patrulje ude og troet det var den, der vendte tilbage, saa havde de skudt os sønder og sammen. De havde imidlertid gjort bekendtskab med vore danske Kammerater, som laa ved deres venstre Flanke nu, saa de tog vor Historie for gode Varer, og vi var vel nok glade, da vi kunne vende tilbage og melde os til "Balle" hos Chefen for vor Uforsigtighed. Men vi fik ingen Balle. Chefen var kun glad for at se os, da der var haardt brug for os, og det var temmelig alvorligt ud paa vort afsnit.