Mishandling

Stilehæfte V

Maj-Junil942

Eksemplet paa mongolsk mentalitet - "Bombely" P.33-4

Denne (udstregening - FB) havde en Dag faaet en lille Rift i Haanden af et Projektil og skulde gaa til Sanitetsstationen for at faa det renset og forbundet. Han vendte imidlertid aldrig tilbage fra denne Færd og blev meldt som savnet, da vi regnede med, at han var taget til Fange paa Vejen (Hvad godt kunde ske i de vilde og endeløse Skove). Han kom imidlertid til Lyset igen, men paa en højst utiltalende Maade og som et Eksempel paa grusomhed uden Lige. Vi fandt ham en dag paa en Patrulje i noget krat foran vore Linier, død og lemlæstet. Øjne, Øren, Næse, Kinder og Kønsdele skaaret af. Maven sprættet op og i øvrigt gennemstukket med Bajonet over Resten af kroppen, og som prikken over i'et havde man ladt en bajonet sidde i Hjertet paa den ulykkelige Mand. Hvilke Pinsler denne Mand har gennemgaaet før Døden er ubeskrivelige, og at vi som Mandens Kammerater derved mistede al respekt for Modstanderne som Kriger maa være forstaeligt, men aldrig har vi grebet til sadistiske Midler, men Fjenden paa dette Afsnit maatte bløde tusindfold for denne handling i Kampe som fulgte efter denne Tid, thi Mange af vore Folk var vilde af harme over dette Drab.

Det var kun en af denne Fjendes grusomheder, vi skulde faa flere at se i den kommende Tid, som var hverken værre eller bedre. Vi vidste nu hvem vi havde med at gøre, og jeg tror ikke, at der gik flere Danskere i Fangenskab herefter. Det er det eneste Tilfælde, jeg har set paa [mishandling af] en Dansker, de efterfølgende var paa Tyskere.

Paa von Schalburgs fuldkomne ligegyldighed for russerne og Farer i det hele taget, saa vi mange Eksempler. Jeg kan nævne et Tilfælde, som jeg selv var vidne til, mens vi laa i "Myggedalen". En Aften, mens Peder og jeg som sædvanlig var paa Vagt ved vor ensomme Post, saa vi pludselig en Skikkelse spadsere nok saa nydeligt ca. 100 m foran alle vore vagtsomme Geværløb. Vi kunde kun utydelig skimte ham i Aftenskumringen, men søgte nu at standse ham for at undersøge, hvad det var for en Fyr. Det kunde jo let være en russisk Spion, og hvis det var en af vore egne, var vi jo skyldige at gøre ham opmærksom paa sin farlige Stilling. Vi raabte altsaa Fyren an, og han kom rolig nærmere, og til vor store Overraskelse var det von Schalburg, vor egen Chef. Han var i godt Humør og spurgte hvad vi vilde. Vi svarede, at vi jo dog maatte undersøge, hvad der færdedes paa vore Poster og søge at advare hvis det var en af vore egne, da vi kun mente at vore egne kunde færdes saa letsindigt, hvis de var gaaet vild. Det mente vi ogsaa von Schalburg var, for han var ikke bevæbnet med andet end sin Pistol, og den sad i sit Læderhylster, og Staalhjelm havde han heller ikke paa. Men nej, det var fuldt overlagt, sagde han, han vilde skyde Genvej paa Vejen ud med nogle Jernkors til Pionererne. Jernkorsene havde han i Lommen tillige med en Flaske Rom til at drikke en Skaal i, naar han udleverede Udmærkelsestegnene. Han sagde farvel og gik roligt videre fuldstændig Ligegyldig for alle Farer. Saadan var han og kunde ikke være anderledes. Ved Fronten var han i sit rette Element som den fødte Kæmper han var, og han var en dygtig Fører og en god Kammerat.