Chefer og organisation

C.F. von Schalburg var chef for F:D:s 4 kompagnier og 1 stabskompagni og en pionerdeling. Det ene af de 4 kompagnier var med Infanterikanoner og Tankkanoner, og det var den der nu skulle rykke ud. Schalburg var en prægtig Mand, en typisk germansk Kæmpertype og Soldat helt igennem. Han var dengang ca. 36 aar og Sturmbanführer i Waffen SS (svarer til dansk Major). Schalburg var desuden en meget dygtig Soldat, men lige saa streng som overordnet. Vi kunne alligevel godt lide ham og havde en mægtig respekt for ham, fordi han allerede havde været længe ved Fronten og havde faaet mange Udmærkelser. Desuden hørte man om de mange heltemodige Bedrifter, han havde udført, og det var ingen tom Tale. En haard, men retfærdig Fører var Schalburg, og han skaanede aldrig sig selv, tværtimod altid var han forrest, og saadan led han senere Heltedøden i Nordruslands øde sumpe.

Som chef for II kompagni (som jeg tilhørte) havde vi den 22-aarige Obersturmführer Boy-Hansen (Tysker). Det var den fineste og stolteste Germanertype, jeg nogensinde har set, og en herlig finttænkende og dygtig og begavet Mand var han. Ham holdt vi meget af og saa op til ham som det fuldendte eksempel paa en Soldat. Han var udnævnt af Rigsfører SS Himmler personligt ved et besøg, som Himmler gjorde hos F:D: medens vi var i Treskou. Han var af alle sine mænd en afholdt og beundret Fører og en elsket Kammerat. Han var saaledes min Chef. Jeg tilhørte 1. Gruppe i 1 deling, og man sagde, at det var det bedste kompagni (II kmp).

Som delingsfører havde jeg en tysk Unterscharführer Oberhuber, en ung herlig, livlig, mørk tyroler. Jeg glemmer aldrig hans Tyrolerdanse og Sange i stemningsfulde Aftener i en kammeratlig Kreds. Min Gruppefører var em gammel Unterscharführer Kling, ogsaa en tysker, han var Soldat til Fingerspidserne og intet andet, men en meget haard _Hund, om jeg saa maa sige, men han kunne sine Ting og dette i forbindelse med hans mange gange uhørt Strenghed, gjorde at han skabte en god og udholdende Gruppe.

Jeg var første Maskingeværskytte i Gruppen ved det ene af dens Maskingeværer (MG), og den raske Preben Overgaard ved det andet. Mads Madsen Christensen fra Sønderjylland var Gruppens Næstkommanderende. Han var en herlig modig og rask Bonde og ikke bange for selv at gaa i Spidsen. Desuden var han idealist til Fingerspidserne. Vi var i gruppen i alt 11 Mand, og de var næsten alle raske Soldater.

En ting pinte mig meget, nu da vi skulle rejse til Fronten, og det var at jeg skulle rejse uden min bedste ven og fætter Peder, som dengang laa paa Lazaret i Posen. Det var virkelig Skaar i Glæden over at skulle ud, fordi vi altid havde hørt sammen, lige fra Skoletiden derhjemme i vort kære ----, og jeg kan roligt sige at det var den bedste Ven, jeg nogensinde har haft, og jeg tror han havde det paa samme Maade. Det var en stort Slag for mig at miste dig som jeg holdt saa meget af. Ære være dit Minde min kæreste Ven. Vi sagde tit til hinanden ved Fronten, at hvis den ene faldt skulde den anden gaa med; vi ville ikke kunne holde ud at den ene skulle Hjem med Budskabet om, at den anden var faldet.

Ja nu skulle vi endelig ud af vise vore Evner, og jeg tror de fleste var glade om end lidt nervøse. Det er jo ikke saa ligetil at rejse lige ud i en Krig, hvor man benytter alle slags Djævelskab til at slaa hinanden ihjel med, men spændende var det. Hen paa Morgenstunden blev vi omsider færdige med at pakke og fik os saa et bid Mad. Derefter blev Vognene kørt frem og læsset. De skulle køre til Banen i Posen, og vi tog afsked med det gamle Kloster, Floden, Herregaarden og de mange andre minderige Ting i Treskau, som vi var blevet knyttet til. Der var daarlige Minder, men de var glemt, og vi havde kun gode tilbage nu, og der var mange.